Helte lyser op i landskabet

Jørgen Leth kommer langsomt slentrende ud på den lille gårdsplads. Han tager smilende imod og viser os ind i stuen, hvor et panoramavindue lader det svimlende lys fra himlen over Østersøen slippe ind og efterlader os stumme for en stund. Vi dvæler ved øjeblikket. Det er helt i Jørgen Leths ånd. Vi skal ikke skynde os. En vis langsomhed er nok et uomtvisteligt livsvilkår forbundet med alderen for Jørgen Leth, der fyldte 78 år her i juni, men langsomhed og tid til fordybelse er også dyder, han stædigt insisterer på.

Han opholder sig hos en ven på Bornholm, hvor han hviler ud mellem en krævende klippeproces til en kommende film og en optræden senere på ugen på årets politiske folkemøde i Allinge. Vi er kommet for at snakke om hans nye bog, Mine helte, der udgør fjerde bind i erindringsserien Det uperfekte menneske. Vi vil især høre, hvad der i Jørgen Leths blik kendetegner en helt. I bogen har han beskrevet et halvt hundrede vidt forskellige personligheder med de afgørende fællestræk, at han personligt har mødt dem (næsten alle), og de har gjort et bærende indtryk på ham.

”Det var en ny måde at skrive mine erindringer på. Jeg ville koncentrere mig om de personer, der har gjort indtryk. Og fra starten var det en klar spilleregel, at jeg skulle have mødt dem fysisk.”

Hvorfor?
”Jeg ville gerne skrive om en oplevelse. En visuel, fysisk oplevelse. Et møde. Et personligt kendskab. Jeg skulle have set dem og snakket med dem. For eksempel alle de skurke, jeg har med. Jeg har set og snakket med dem alle sammen. Ellers ville de ikke være kommet med i bogen. Jeg vil gerne videregive indtrykket af dem. Jeg er fascineret af at møde selv de mærkeligste folk. Se, hvordan de ser ud. Min nysgerrighed fører mig til at møde dem, forsøge at forstå, hvad de tænker. Hvordan de er kommet til de gerninger, de har gjort,” forklarer han.

Helte af enhver støbning
Mine helte er skrevet i Haiti, hvor Jørgen Leth opholder sig fra oktober til april, før han vender tilbage til København. Og hans mangeårige tilværelse i Haiti sætter sit præg på udvalget. Ikke mindst blandt skurkene. Her møder vi blandt andre despoten Papa Doc, som stod i spidsen for et regime, hvis magt beroede på kalkuleret skræk og rædsel. For danske læsere vil mange genkende navne som maleren Per Kirkeby, digteren Inger Christensen og filminstruktøren Lars von Trier. Blandt de udenlandske finder vi forventelige navne som den amerikanske popkunstner Andy Warhol og den italienske cykelrytter Fausto Coppi, som Jørgen Leth helligede et berømt digt i samlingen Sportsdigte fra 1967.

Og som, hvilket følgere af tv-transmissionerne fra cykelløbet Tour de France vil vide, er en af Jørgen Leths ubestridte helte.

Haiti og København, sommerhalvåret det ene sted, vinterhalvåret det andet. Det er Jørgen Leths faste rytme. I Haiti skriver han. I dag er han iført en løs T-shirt og i det afslappede hjørne. Han er nærværende, opmærksom, mild og meddelsom. Stemmen er genkendelig og umiskendelig. Den er hans signatur. Rytmen, tonen og betoningerne. Han fortæller med alvor uden højtidelighed. Det er vigtige historier i hans liv, vi skal omkring. Men også humoren er konstant til stede. Sætningerne bliver gerne fulgt til dørs af et drilsk smil i det store, åbne ansigt med det viltre hår. Og en lyst til det drilske spillede også en rolle i udvælgelsesprocessen i forbindelse med hans helte.

For det mest iøjnefaldende ved udvalget er en lang række overrumplende figurer som den polske komponist og jazzmusiker Krzysztof Komeda Trzciński, den svenske lyriker Sonja Åkesson, digteren og filmmanden Ove Brusendorff, forhenværende kulturminister Niels Matthiasen. Navne, som tiden har glemt og visket ud.  

”Jeg ville overraske og drille lidt. Det har jeg fra min far, som var min første helt, men som jeg ikke følte passede ind i sammenhængen. Han holdt af at sige det uventede. Og drille. Det har jeg taget med mig. Fra starten havde jeg en sikker kurs med bogen. Der var intet pres, og det var en sjælden fornøjelse at skrive bogen. Idéen kom fra Gyldendal. Jeg skriver ellers aldrig på bestilling, men her kunne jeg straks se, at det var en god idé. Så lavede jeg lister. Jeg skulle have de rigtige med. Jeg er meget tilfreds med bredden og med, at der er navne, hvis værker og liv læserne selv kan gå på opdagelse i. Jeg ville undgå gentagelser og have så meget originalt og friskt som muligt,” siger han og uddyber:

”Jeg skulle hele vejen rundt i mit univers. Det førte mig helt automatisk til jazzen, som var min første profession, da jeg begyndte som jazzanmelder for dagbladet Aktuelt i 1959. Det skulle med. Det var personligheder, som har gjort dybt indtryk på mig. Inspireret mig. De var med til at forme mig som person.”
 
Forsvar for beundring
Så bogen blev på den vis også en slags selvportræt?
 ”Ja, afgjort. Jeg kan ikke undgå at spejle mig i dem. At genfortælle disse møder og dermed mig selv og min tid var en del af drivkraften. Ellers ville det være ligegyldigt. Jeg bygger et hus af erindringer, hvor jeg føler mig godt tilpas ved de mange oplevelser og møder, som mit liv består af. Det er minderuner, der er ristet. Påmindelser. Med bogen siger jeg tak for deres tilstedeværelse i mit liv.”

Som læser hæfter man sig ved detaljerigdommen og præcisionen. I hvor høj grad skriver du på hukommelse eller dykker ned i notaterne?
”Hukommelsen er skarp, når jeg går tilbage i tiden. Det er varige indtryk. Korttidshukommelsen er meget svagere. Jeg skal hele tiden lave lister over ting, jeg skal. Jeg må skrive på døren, når jeg er hjemme i Haiti, at jeg skal huske telefonen, når jeg går ud, simple ting som det. Men jeg husker alle jazzmusikerne fra 1960’erne i detaljer. Også cykelrytterne. Derfor skriver jeg også med glæde om cykelrytterne på cykelbanen i Aarhus i slutningen af 1940’erne. Jeg kan huske detaljerne fuldstændig visuelt klart. Navnene er intet problem, dem husker jeg altid. Jeg har ikke haft brug for at gå tilbage til noter. Enkelte årstal har jeg googlet. Men ellers er det en stor glæde for mig at kunne rulle det ud så tydeligt.”

Bogen indgår i din erindringsserie. Handler det om at gøre boet op, så du kan komme videre?
”Det var indlysende for mig, at det hang sammen. Jeg kunne få den del af mit liv rammet ind. Mine helte er en kasse, der er pakket færdig nu. Ja, bortset fra at der er mange flere. Men det måtte ikke ligge uordnet. Jeg er besat af det med orden. Det har jeg været hele mit voksne liv. Nu er det ryddet, og det giver mig ny energi. De er på plads i mit univers. At få orden på mit liv giver mig en energi, jeg altid kan bruge. Så kan jeg komme videre.”

I forordet priser du begrebet helte på bekostning af det mere nutidige rollemodeller. Hvorfor?
”Helte er et rigt begreb. Jeg bryder mig ikke om rollemodeller. Det indebærer, at man skal efterligne. Det kan jeg ikke lide. Helte er meget mere rummelige. De står og lyser op i landskabet. Med deres gerninger viser de, hvor rig verden er på muligheder. Det kan man sige er ret banalt, men sådan er det for mig. Jeg har mange reservationer over for den måde, man ser livet og personer på i dag. Beundringen for andres storhed er fjern for den danske mentalitet og horisont. Så da jeg øjnede muligheden for en besyngelse af mine helte, greb jeg den med glæde. Det har jeg altid gjort, og det blev jeg bebrejdet, da jeg begyndte at kommentere cykelløb. Hele mytologiseringen. Derfor blev det spændende for mig, og så fik den hele armen. Det holder jeg fast på,” griner han.
 
Lyden af det uperfekte menneske
I bogen er heltene beskrevet sanseligt og nøgternt uden at tøjle hverken fascination eller begejstring. Han skriver koncise sætninger, en prosa uden ornamentik. Det skriftlige sprog er hos Jørgen Leth tæt beslægtet med det mundtlige. Og under læsningen er det forunderligt, at man samtidig hører teksten blive læst højt for sit indre.      

”Det kom ikke af sig selv, at jeg skulle fortælle mundtligt om noget som helst. Jeg var elevrådsformand på gymnasiet, men jeg var ikke taler. Jeg var genert. Så kommer hele det der med cykelfilmene, hvor jeg indtaler en speak, der er skrevet. Det er noget andet end det spontane. Så kommer Tour de France fra 1989. Jeg opdager, at jeg kan fortælle om det, jeg ser, idet jeg oplever det.”

Du kan forlade dig på inspirationen undervejs?
”Ja, det var en forløsning, og det har haft en stilistisk indflydelse på mit prosaskriveri. Jeg kan ikke helt bestemme hvordan. Men det er tydeligt også i mine digte. De er blevet mere mundtlige. Skriftsprog og det mundtlige har nærmet sig hinanden. Det gør også, at jeg med årene er blevet mere cool med den offentlige optræden. Jeg er altid lidt nervøs, når jeg skal på scenen, men det forsvinder meget hurtigt. Sproget kommer naturligt til mig, når jeg er ude til foredrag og oplæsninger. Jeg har min notesbog med nogle punkter og påstande, men ellers føler jeg, at jeg bliver bedre, jo mindre forberedt jeg er.”

Du har tillid til, at fortællingen kan bære dig igennem?
”Det er et princip, også i mit kunstneriske virke. Jeg kan lide det sprog, der kommer spontant. Jeg går aldrig tilbage og retter digte i dag. Når jeg først har skrevet ned i bunden af arket, så bliver det ikke rettet. Det gør det ikke. Ligesom hos kinesiske kalligrafitegnere, det bliver aldrig rettet. Det kan jeg godt lide.”

Så er det sådan, det skal være?
”Så er det sådan, det skal være. ”