Artikel
Frem med dannelse i uddannelse
foto-1

Frem med dannelse i uddannelse

Danske Undervisningsorganisationers Samråd åbnede deres telt på Folkemødet med præsentationen af deres nye pjece Dannelse i uddannelse, som Gymnasieskolernes Lærerforening er medudgiver af.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

”Tager man dannelse ud af uddannelse, er der kun et ud tilbage.” Med de ord bød Dorte Lange, der er næstformand i Danmarks Lærerforening, velkommen til Danske Undervisningsorganisationers Samråds (DUS) arrangement om dannelse. Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) var medarrangør.

Lars Geer Hammershøj fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet præsenterede pjecen, som han har været med til at skrive.

”Man kan spørge, hvorvidt debatten om dannelse stadig er relevant,” sagde han og fortsatte: ”Det synes jeg i allerhøjeste grad, at den er. Dannelse er en vigtig ting i vores samfund og noget, uddannelse altid har handlet om.”

Lars Geer Hammershøj fortalte, hvordan det kan være svært at definere, hvad dannelse betyder i vores samfund, når det ændrer sig med stor hastighed, og fremtiden kommer hurtigere. Samtidig pointerede han, at dannelse igen kom på dagsordenen, da den nye folkeskolereform skulle forhandles, og kravene til nutidens elever fastlægges.

”Dannelse er grundlag for måden, man forholder sig til ting på, og hvad vi vælger at bruge vores viden til. Med individuelle målbeskrivelser for læring helt ned til daginstitutionerne presses mål om dannelse ud af billedet,” sagde Lars Geer Hammershøj.

Studieparathed og lyst til læring
På ungdomsuddannelserne opnår de unge, ifølge Lars Geer Hammershøj, dannelse, når de på tværs af fag lærer at forholde sig kritisk til forskellige emner. Det er især med til at fremme studieparathed og lyst til læring.

Lars Geer Hammershøj mener, at gymnasielæreres indflydelse på deres elevers dannelse er meget stor.

”Gymnasielærere danner deres elever ved at inspirere, være gode forbilleder og tage dem med på mentale dannelsesrejser, hvor lærerens begejstring og vilje til at ville noget i verden smitter,” sagde han.

Da Lars Geer Hammershøjs oplæg var slut, var der en kort debat, hvor tilhørerne fik mulighed for at komme med deres synspunkter og spørgsmål til oplægget.

Gorm Leschly, formand  for GL, roste oplægget og sagde, at ”dannelse er blevet et truet begreb med den nye folkeskolereform.”

Om GL’s rolle som medudgiver af DUS' pjece har Gorm Leschly tidligere sagt:

”GL er medudgiver af debatoplægget Dannelsen i uddannelse, fordi dannelse også i fremtiden skal være en integreret og uadskillelig del af det danske uddannelsessystem."

Pjecen kan læses eller downloades her.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater