Så kom der en ny overenskomst på bordet. Ikke til alles udelte tilfredshed, kan man vist godt tillade sig at sige. En del af medlemmerne – efter alt at dømme mindst halvdelen, hvis man betragter repræsentantskabet som et repræsentativt udsnit – vil stemme nej og havde hellere set, at GL var gået planken ud i forhandlingerne.
Og selv den gruppe, der mener, at resultatet var det bedst mulige under de givne forhold, er kede af at have mistet aftaleretten og kede af forhandlingsforløbet, der langt hen ad vejen slet ikke lignede forhandlinger – det var, som man kan læse en forsker sige på modsatte side, utraditionelle forhandlinger i forhold til det, vi kalder den danske model.
Er der så på forhånd dømt fiasko og katastrofe for den danske gymnasieskoles fremtid? Ikke nødvendigvis. Det eneste, man med sikkerhed kan sige på nuværende tidspunkt, er, at vi er på vej mod et andet arbejdstidssystem. En ny tid. Om det så bliver værre eller bedre, må tiden vise. Mange frygter, at lærerne nu kommer til at opleve en arbejdsintensivering, mens andre tværtimod ser beskyttelse i den nye model, hvor det kan være, at de, der arbejder for meget i dag, kommer til at arbejde mindre.
Samtidig skal man også huske, at 96 procent af GL’s medlemmer for 14 år siden faktisk afviste den overenskomst, den nuværende er bygget på. Hver overenskomst har sin tid, som GL-formanden udtrykte det på repræsentantskabsmødet.
Det er ikke vores mission at være fortaler for en aftale, som rigtig mange er kede af, og endnu flere er betænkelige ved og usikre på konsekvenserne af. Det er mere for at sige, at der nu kommer en ny overenskomst, som lærerne må affinde sig med, hvad enten de kan lide den eller ej. I hvert fald indtil næste OK-forhandling om to år. Eller medmindre AC’s medlemmer samlet stemmer nej til aftalen.
Derfor bliver det vigtigt, at medlemmerne uanset holdning forenes i kampen for at skabe de bedst mulige forhold på skolerne under den nye aftale. Det skyldes jo i høj grad GL-medlemmernes stærke organisation og engagement, at den nuværende overenskomstaftale trods alt fik lov at bestå i så mange år trods skiftende regeringers indædte forsøg på et opgør med den.
Du kan læse meget mere om overenskomstaftalen, og hvad den kan komme til at betyde, i dette nummer af Gymnasieskolen. God fornøjelse.
Morten Jest, chefredaktør
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode