Forandring fordrer forankring – det dobbelte styringsrationale

Hvad danner afsæt for styringen i det almene gymnasium, her 7 år efter at gymnasiereformen er trådt i kraft, og 6 år efter at selvejet er blevet en realitet? Styrer vi med afsæt i et pædagogisk fagligt rationale eller med afsæt i et administrativt økonomisk rationale? Eller formår vi at integrere de to styringsrationaler, som det er hensigten? De spørgsmål har jeg stillet 15 gymnasierektorer fordelt over hele landet, og svaret er, at kun 4 ud af 15 gymnasier arbejder med et integreret styringsrationale. Det vækker undren. 
Kronikkens sigte er at øge bevidstheden om, at gymnasierne fungerer med et dobbelt styringsrationale, og at begge rationaler er vigtige. Efter endt analyse af de 15 interview viser det sig, at kun 4 ud af 15 gymnasier praktiserer et integreret styringsrationale, og at 7 ud af 15 gymnasier i langt overvejende grad fokuserer på det administrativt økonomiske styringsrationale. Dermed bliver det tydeligt, at gymnasiets kerne og egentlige udgangspunkt, nemlig fagene, taber terræn. Det bliver også svaret på, hvordan det går for det almene gymnasium efter gymnasiereformen, og efter at selvejet er blevet en realitet, nemlig væk fra fagene. Det er uhensigtsmæssigt. Fagene er det ypperste, og analyserne af interviewene viser, at vi må give dem et fornyet fokus og prioritere dem langt højere i det strategiske arbejde. 
Kronikken her er skrevet med udgangspunkt i, at ledelsesgrundlaget i det almene gymnasium har ændret sig på væsentlige punkter på baggrund af gymnasiereformen i 2005 og på baggrund af strukturreformen i 2007 og det deraf følgende selveje. Således antager jeg, at det almene gymnasium fungerer med et dobbelt styringsrationale, nemlig med et pædagogisk fagligt styringsrationale og med et administrativt økonomisk styringsrationale.

Det pædagogisk faglige styringsrationale 
Det pædagogisk faglige styringsrationale finder blandt andet sit udtryk i formålsparagraffen. Her bliver det tydeligt, at vægten ligger på faglighed, på det alment dannende aspekt og på studieparathed. Det bliver også tydeligt, at uddannelsen til studentereksamen tager sit udgangspunkt i, at Danmark er et demokrati, og at eleverne skal lære at deltage aktivt i det. Dét kommer til udtryk i stx-bekendtgørelsen, hvor henholdsvis medbestemmelse og medansvar, rettigheder og pligter samt individualitet og fællesskab skildres som gensidigt afhængige begrebspar, hvilke omsættes i den daglige undervisning. Fagligheden og en pædagogik funderet på de demokratiske grundværdier udgør et værdimæssigt forankringspunkt i fortolkningen af uddannelsesreglerne. Det er ikke nyt, eftersom det pædagogisk faglige styringsrationale har været til stede i mange år i det almene gymnasium, fordi organisationen er identificeret ved fagprofessionen. Sådan er det stadig. Når fagligheden er meget højt prioriteret, bliver faglighedens bærere, nemlig lærerne, særligt vigtige for opfyldelsen af uddannelsens formål. Det er heller ikke nyt. Det nye har bestået i, at samarbejdet i både team og fag er stærkt øget med gymnasiereformen, og at der har været begyndervanskeligheder og frustrationer, som ved hjælp af simple, klare rammer ofte har kunnet imødegås, så kompleksiteten er blevet en styrke i stedet for en hæmsko. På den måde har lærerne stadig den faglige frihed, den faglige selvstændighed og det faglige ansvar. Med til dette billede hører også det faglige engagement, som bærer den lærende og dermed forandringsorienterede organisation frem. Så vidt så godt.

Det administrativt økonomiske styringsrationale 
Parallelt med det pædagogisk faglige styringsrationale eksisterer det administrativt økonomiske styringsrationale. Dette styringsrationale betoner økonomien med udgangspunkt i en resultatorienteret tilgang, og i dén betoning ligger der et samtidigt fokus på rentabilitet og tilpasning. Det administrativt økonomiske styringsrationale finder blandt andet sit udtryk i selvejet (taxameterfinansieringen) og med det den siddende bestyrelse, i bygningsoverdragelsen, i resultatlønskontrakten, i det almindelige regnskab og i elevtilfredshedsundersøgelser. Med denne optik gøres alt målbart, så vi på det enkelte gymnasium kan dokumentere, hvad vi bruger midlerne til. Det er ikke et urimeligt krav. Det administrativt økonomiske styringsrationale er udtryk for en øget organisationskompleksitet, da dette styringsrationale først er blevet en betydelig del af det daglige arbejde via selvejet i 2007, og værdierne er her forankret i resultater, mål, målbarhed og effektivitet og har i første omgang størst betydning for ledelsen, men naturligvis får det i anden omgang en central betydning for lærernes arbejde og i sidste ende for eleverne. Med selvejet havner gymnasierne i en direkte konkurrence med andre ligestillede uddannelsesinstitutioner, og incitamentet for effektiv styring af det enkelte gymnasium må jo så være den økonomiske overlevelse, hvilket udstyrer det administrativt økonomiske styringsrationale med en enorm vigtighed. Med selvejet følger markedsgørelsen, der sætter eleven i centrum som bæreren af midlerne, og individet står derfor meget stærkt i dette styringsrationale. Således kan man forestille sig et ulødigt bejleri til kundesegmentet, altså eleverne og deres forældre, mens den positive udlægning vil være, at gymnasierne bliver forandringsorienterede i forhold til de kompetencer, de videregående uddannelser – og i sidste ende arbejdsmarkedet – efterspørger. Den positive udlægning søges understøttet af de ministerielt fastsatte krav, som de er formuleret i stx-bekendtgørelsen, herunder også til de enkelte fag. Det forandringsorienterede element har i sin kerne det accelererende tempo som konstituent, hvilket igen understøttes af den moderne teknologi og overgangen til kompetencetænkning. Kompetencetænkningen bliver en konkurrenceparameter, og forandringsparathed og et accelererende tempo bliver de væsentligste karakteristika for det administrativt økonomiske styringsrationale. 
Følgende figur kan visualisere de to styringsrationaler. Det pædagogisk faglige styringsrationale ligger i sin rene form yderst til venstre, mens det administrativt økonomiske styringsrationale i sin rene form ligger yderst til højre: 
Når det enkelte gymnasium har integreret de to styringsrationaler, vil det placere sig omkring midten af figuren, som det er tilfældet for 4 af de 15 gymnasier.

Ligeværdige nødvendigheder 
I det dobbelte styringsrationale er der indlejret en naturlig skepsis for en skizofren gymnasieskole, der enten centreres om det pædagogisk faglige styringsrationale eller om det administrativt økonomiske styringsrationale. Hvordan undgår man det, når de to styringsrationaler på meget centrale punkter er divergerende? Svaret må blive at integrere de to styringsrationaler ved at anerkende dem begge som ligeværdige nødvendigheder og styrker. Mit svar kunne endog være, at det kunne gøre gymnasieskolen endnu bedre. Fælles for de to styringsrationaler er forandringen. For det pædagogisk faglige styringsrationale gælder det, at forandringen ligger i den lærende organisation, der netop skabes af engagerede lærere, fordi de i den lærende organisation udvikler de fag, de så inderligt interesserer sig for. For det administrativt økonomiske styringsrationale gælder det, at forandringen er afgørende i tilpasningen til det marked, som gymnasierne med selvejet er placeret i. Forandringsparatheden bevirker et øget tempo, hvilket blandt andet finder sit udtryk i de stadig hyppigere ændringer i de ministerielle dokumenter (bekendtgørelser, læreplaner og så videre), som gymnasieskolerne som offentligt regulerede organisationer er underlagt. Lærerne engageres af deres fag og muligheden for at udvikle deres egen faglighed med sigtet på at blive endnu dygtigere, og dette skaber den lærende organisation, der netop er den forandringsparate organisation, som således vil være den effektive organisation. Ergo bliver den lærende organisation identisk med den effektive organisation. 
Når kun 4 ud af 15 gymnasier arbejder med et integreret styringsrationale, så må vi overveje, om vi er på vej i den rigtige retning. Yderligere 4 af de 15 gymnasier fokuserer i overvejende grad på det pædagogisk faglige styringsrationale, mens de resterende 7 gymnasier i langt overvejende grad fokuserer på det administrativt økonomiske styringsrationale, hvilket betyder, at 11 gymnasier – dog med en mindre spredning – fokuserer ensidigt på ét af de to styringsrationaler. Det giver stof til eftertanke. Hvorfor er det mon lykkedes på visse gymnasier at integrere det dobbelte styringsrationale? Svaret er ganske klart: Det er netop lykkedes, fordi ledelsen har holdt både stærkt og ærbødigt fast i det pædagogisk faglige styringsrationale og samtidig med varsomhed og omtanke taget værdisættet fra det administrativt økonomiske styringsrationale alvorligt. Vilkårene for de enkelte gymnasier, som for eksempel geografisk placering, elevtal og gymnasiets økonomi, har ikke været udslagsgivende i spørgsmålet om, hvorvidt et givent gymnasium arbejder med et integreret styringsrationale. Det betydningsfulde har her netop været, om ledelsen på det pågældende gymnasium har formået at arbejde samtidigt med begge styringsrationaler.

Farlig bevægelse 
Det almene gymnasium kan i dag ikke centrere sit arbejde om enten det pædagogisk faglige styringsrationale eller om det administrativt økonomiske styringsrationale, men må arbejde på at integrere de to styringsrationaler. Når 11 ud af 15 gymnasier fokuserer ensidigt, er der noget galt, og særligt galt er det for 7 ud af 15 gymnasier, fordi de i langt overvejende grad fokuserer på det administrativt økonomiske styringsrationale og dermed har fjernet sig væsentligt fra fagene, som er det almene gymnasiums kerne og egentlige udgangspunkt. Bevægelsen væk fra fagene er farlig, fordi det administrativt økonomiske styringsrationale ikke har noget formål i sig selv, men kun får et formål i kraft af fagene. Omvendt kan det pædagogisk faglige styringsrationale heller ikke stå alene. Ikke fordi det ikke har et formål i sig selv, for det har det, men fordi det almene gymnasium er en selvejende institution. Svaret bliver uvægerligt at integrere de to styringsrationaler. 
For at forandring skal lykkes, fordrer den forankring, og strategisk ledelse kan her netop være svaret grundet det komplekse styringsrationale. Da den lærende organisation som udtryk for den forandringsorienterede organisation og dermed også for den effektive organisation bliver synonymt med et integreret styringsrationale, mener jeg, at man bør arbejde med professionernes strategi. Med det udtryk mener jeg, at strategisk ledelse her er et udtryk for en arbejdsform, der giver det komplekse arbejde mål og retning, mens professionerne er midlet. Fagene skal være udgangspunkt for den strategi, som vi må have, og her er dialogen mellem lærere og ledelse nødvendig og central, således at lærerne via deres faglighed er deltagere i en dialog om strategien og dermed om ledelsesarbejdet. Uddelegeret ledelse er ikke blot hot; uddelegeret ledelse er effektiv, engagerende og nødvendig. 
Man kan også udtrykke det sådan, at jeg har forsøgt at finde ud af, hvad der skete efter Styringsanalysen fra 2005, hvor én af de grundlæggende pointer netop var, at taxametersystemet var foreneligt med et højt fagligt niveau. Jeg har i denne kronik lagt vægten på det at forene de to styringsrationaler, og konklusionen er, at der stadig er et stykke vej endnu, og at vi må være meget opmærksomme på, at fagene får en langt højere prioritet i det strategiske arbejde. Fremadrettet skal Ny Nordisk Skole være meget velkommen, så længe vi holder et knivskarpt fokus på fagligheden, netop fordi forandring fordrer forankring.