Kære nye børne- og undervisningsminister
Vi henvender os til dig, i håb om at du vil lytte til lærerne ude på gymnasierne. Lytte til erfaringer fra det virkelige liv, fra os, der ved, hvad der foregår i klasseværelserne – når der nu forhåbentligt snart skal justeres i gymnasiereformen.
Årets AT-eksamen 2012 er netop offentliggjort. Emnet er katastrofer. Det kan man jo tænke lidt over. Måske den opvakte elev kunne skrive AT om AT?
Vi har nogle forslag, som vi finder meget væsentlige, hvis det almene gymnasium i Danmark skal forbedre elevernes faglige niveau. Og der er rigtig mange indikatorer på, at det er helt nødvendigt, hvis vi skal bryste os af at være et videnssamfund.
For det første er det bydende nødvendigt at ændre taxametersystemet, fordi det fastholder uegnede elever på stx. Elever, som kunne få langt større gavn af tilbuddene på andre ungdomsuddannelser. Så længe der er kroner og øre hæftet på den enkelte elev, vil det ikke være elevens tarv, der varetages, men skolens økonomi.
Dernæst skal tværfagligheden sættes fri. Der er rigtig megen god fornuft i at arbejde på tværs af fag, når det er nyttigt og gavnligt. AT tager ikke udgangspunkt i fagene, men i temaer og emner. Det er at vende fagligheden på hovedet. Derfor ønsker vi, at AT afskaffes. Vi ønsker, at tværfagligheden sættes fri, så man i studieretningerne laver 5-6 obligatoriske tværfaglige projekter; ét per semester. Det skal være det faglige indhold i toningen af studieretningen, der skal være styrende, og der skal ikke være eksamen i tværfaglighed og videnskabsteori i gymnasiet. Til gengæld skal det være helt uomgængeligt, at alle elever bliver prøvet i skriftlig dansk til en dansk studentereksamen.
Så skal studieretningernes faglige indhold styrkes. Begræns antallet af studieretninger til fire hovedstudieretninger; en naturvidenskabelig, en samfundsvidenskabelig, en sproglig og en kreativ. Alle med faglige bindinger, der sikrer mod flugt fra grundfag. Alt for mange elever må i dag, efter deres eksamen, bruge kostbar tid og penge på at kvalificere sig til adgang på de videregående uddannelser.
Og endelig så skal det tværfaglige studieretningsprojekt forandres. Gå gerne tilbage til SSO’en: Én uge, ét fag, eventuelt to, hvor det giver mening. Og lad eleverne igen få lov til at fordybe sig i dansk og historie for fagenes egen skyld, og ikke kun som “hjælpefag”. Ikke mere matematik på historiefagets betingelser og omvendt. Det ville også eliminere det limbo, som elevernes retssikkerhed nu svæver i, hvor der ikke er faguddannede censorer til en eksamen, der vægter med 2.
Vi, lærerne, vil allerhelst undervise, undervise i vores fag. Ved at lave ovenstående ændringer kunne vi komme tilbage til klasseværelset og ud af mødeværelset, hvor der går oceaner af tid med koordinering og planlægning. Den tid kommer ikke eleverne til gavn rent fagligt.
Bedre gymnasium? Lyt til lærerne
Inger Brøgger, Høng Gymnasium
Gorm Christensen, Stenhus Gymnasium
Bodil Fogh, Frederikssund Gymnasium
Martin Fog-Nielsen, Kolding Gymnasium
Mikael Busch, Kolding Gymnasium
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode