Kronik: Tid til erkendelse og handling – diskriminationen trives subtilt i gymnasiet

Spørgsmålene om diskrimination optager flere gymnasielærere og elever. Og det er der gode grunde til. På den ene side er demokrati og demokratisk ­dannelse fundamenter i danske uddannelseskontekster, og diskrimination er en central uddannelsesudfordring. Vi ved også, at diskrimination har en direkte negativ påvirkning på trivsel, præstation, sundhed, fællesskab og meget andet. På den anden side er emnet svært at tale om. Der mangler generelt basisviden om det, og forsøg på at adressere det skaber ofte konflikt og ubehag. Men hvad gør vi så? Med de sidste års opmærksomhed på emner som sexisme (for eksempel MeToo), racisme, integration, religion, hadforbrydelser mod LGBTQIA+ med mere er det ikke længere realistisk at påstå, at Danmark er et frirum ­eller et sted, hvor disse udfordringer ­ikke findes.

Jeg vil mene, at de er blevet en stor udfordring, netop fordi der har været en tendens i mange år til at fornægte, se bort fra eller affeje, at diskrimination overhovedet finder sted. Med benægtelsen og vores fælles narrativer om, at her er vi progressive, ligestillede og lignende, har vi svigtet på diskriminationsfronten. Vores viden sakker bagud, og vi har ikke udviklet en tradition, sprogbrug eller kompetencer til at tale ordentligt og sagligt om emnet. Bare det at genkende (og anerkende) diskriminationen, når den finder sted, kan være en udfordring.

Jeg vil ikke bruge tid på at forholde mig til, hvorfor emnet er så overset. Det, tænker jeg, er en opgave til historietimerne. Jeg vil blot sige, at udviskningen, eller underkendelsen (samt glorificeringen) af Danmarks kolonihistorie og vores store rolle i slavegørelse, nok har bidraget til den manglende viden (og fornægtelse). Et andet element her er selvfølgelig også en bred og fælles investering i lighed som ideologi, som udfordres af diskriminationen. Det kan være fristende at forestille sig, at de unge er ‘bedre’ til at undgå at deltage i og observere diskrimination.

Desværre finder mange unge det svært at navigere i diskriminationen – både i deres hverdag og i gymnasierne. Udfordringen kan ligge i, at diskrimination ofte er strukturel. Det vil sige, at den ligger implicit, eller skjult, i mange af vores normer, vaner, og hverdagsopfattelser, uden at vi bemærker det. Den er så at sige en del af systemet, indlejret i vores sprog, en byggeklods i vores måde at opfatte og se på verden på. Fordi diskrimination i mange facetter er en del af vores fælles historiske, sociale og kulturelle arv, forbliver den ofte ubemærket. I hvert fald for dem, der diskriminerer. Forskningen viser, at de, som udsættes for diskrimination, ofte er mere opmærksomme på, at den finder sted, selvom de kan mangle begreberne og mulighederne for at sige fra eller italesætte oplevelsen deraf. Det kan i flere tilfælde skyldes, at diskrimination ofte udøves på subtile måder, og i mange tilfælde finder den sted, helt uden at det er intentionen. Det ligger i den normalisering af diskriminationen, som synes at være en særlig udfordring i danske kontekster. Derfor kan diskrimination ofte opleves som en gåde. Det kan synes uklart, hvad der egentlig er tale om.

Hvordan ser det ud i gymnasiet?
Som nævnt kan diskrimination være en udfordring at få øje på. Dels finder den ofte sted på måder, der kan være subtile eller let skjulte under dække af hverdagsnormerne – dels også ofte uden (bevidst) intention. Da mange i øvrigt slet ikke ønsker at handle diskriminerende eller bidrage dertil, får udfordringen den ekstra tvist, at der kan være en stærk motivation til at benægte/fornægte, at den finder sted. Diskrimination er ikke kun tilråb og fysisk vold mod kvinder, homoseksuelle, ikke-hvide, handicappede, muslimer med mere. Den udtrykkes for eksempel ved udelukkelse, adskillelse, nedladende, ringeagtende og ringe behandling, negativ fokus, negativ opmærksomhed og især negative forventninger. Det kan være psykisk vold, igennem sproget, ‘humor’, ‘seksualisering’, ‘eksotificeringer’, hvor forskelle overdrives. Eksempler fra gymnasiet er mange. Mest i øjnefaldende er måske de mange afsløringer af krænkende og diskriminerende seksuel adfærd i for eksempel videodelinger, der har optaget medierne meget de sidste år. Men diskrimination sker almindeligvis på mindre sensationelle måder. Den finder sted på institutionelt, strukturelt og individuelt plan. Den er eksplicit og implicit. Alle former for diskrimination har konsekvenser, og vi ved, at subtil, underliggende diskrimination – også når den ikke udtrykkes med vilje – er mindst lige så problematisk og skadelig, som når den udtrykkes bevidst og eksplicit. Det kan være i sprogbrug, hvor antagelser om danskhed kommer (implicit) til udtryk, som når ord som indvandrer/andengenerationsindvandrer/tredjegenerationsindvandrer og så videre bruges om danskere født og opvokset i Danmark. Det diskriminerende heri er, at man (bevidst eller ubevidst) ikke anses som dansk, når man ikke opfattes som hvid. Det går igen i forhold til køn. Vi kender alle til de mange tilfælde, hvor unge gymnasiekvinder bliver gjort til genstande og bytte. Kroppe, kropsdele, udseende bedømmes, vurderes og seksualiseres (med udgangspunkt i forventninger og antagelser om (binær) køn). Ord som luder, idéer om, hvilke kvinder der er billige og ‘nemme’ med mere, der hviler på gamle, diskriminerende kønsmønstre. Et kritisk blik på de mange popularitetslege, spil og ritualer forbundet med gymnasiet afdækker en række (øjensynligt fortsat indgroede) diskriminationsmønstre.

Diskrimination kommer også til udtryk i undervisningen – det kan være i curriculum, måden, materialet itale­sættes på, gennem forskellige forventninger til de studerende, etno­centriske tilgange og meget mere. Den kommer til udtryk, når ‘minoriserede’ unge oplever overdisciplinering. Det vil sige, at racialiserede, minoriserede elever oplever straf og øget negativ fokus på deres adfærd til forskel fra majoriserede unge. For eksempel når majoritetsracialiserede (hvide) Nikolas kommer for sent til timen, og hvide Frederik kommer for sent næste dag. Typisk behandles begge som individuelle tilfælde og kædes ikke sammen. Til forskel, når brune Ali og derefter brune Mohammed kommer for sent, bliver deres forsinkelser behandlet mere skrapt og som et generelt problem. Ofte forbindes de med hinanden. Altså en opfattelse af, at “de kommer altid for sent” – selvom det ikke er tilfældet, og de intet har med hinanden at gøre. Det er et eksempel på en tendens til at opfatte minoriserede som repræsentanter af en forestillet gruppe, hvorimod de majoriserede i højere grad ses og behandles som individer. Også på institutionelt plan kan diskrimination komme til udtryk. Det kan være i måden, studerende kategoriseres og opdeles på, reguleringer af, ‘hvor mange’ racialiserede (minoritets)studerende man ønsker, hvordan diskrimination og ulighed håndteres med mere. Gymnasiet er en tid (og et sted), hvor meget er på spil, mange følelser i oprør, mange unge i rivende udvikling. Det er en tid, hvor usikkerhed, tilhørsforhold, fællesskab, identitet, politisk ståsted og meget mere er under udvikling og til forhandling. Det er en tid, hvor følelser kan svinge, hvor krop, grænser, sympatier, antipatier og kærlighed prøves af. For mange er det en skrøbelig tid, for andre en svær tid, for flere er det også en fest. Mange faktorer spiller ind, i forhold til om de unge forholder sig aktivt til diskrimination. Faglige og sociale forventninger, popularitetsprocesser, magt og kønsdynamikker spiller alle en rolle i, hvor og hvordan diskrimination kommer til udtryk. Diskrimination fletter sig ind i hverdagen, den ligger under overfladen, kommende af en fælles historisk arv, og bliver en del af de unges virkelighed. Men hvordan defineres diskrimination? Hvad har magt med det at gøre? Hvornår er der tale om racisme? Og hvad kan vi gøre ved det?

Magt er en central præmis
En central præmis, eller byggesten, i forhold til at forstå diskrimination og racisme er magt, diskrimination finder ikke sted uden magt, ligesom det er centralt at forstå, hvordan majoritet og minoritet opfattes i sammenhæng med diskrimination. Når der er tale om diskrimination, handler majoritet og minoritet ikke om antal – for eksempel om, om man er mange eller få – men om, hvor meget magt en gruppe besidder. Majoritet (de majoriserede) henviser til gruppen i samfundet, der besidder mest magt og autoritet i et givet samfund. Et eksempel kan være, hvordan mænd tidligere besad al politisk og økonomisk magt (kvinderne ­havde hverken stemmeret, adgang til uddannelse eller ejendomsret). Her handlede det ikke om, hvem der var flest. Der var ikke tale om færre kvinder, men færre muligheder og rettigheder hos en bestemt gruppe i befolkningen. Derfor, når der tales om majoriserede, er der tale om gruppen, der besidder, udøver og uddeler reel og symbolsk magt. Det kan være gruppen, der holder flest magtfulde positioner inden for medier, økonomi, politik og så videre. Det er gruppen, der udformer og etablerer regler, forventninger og krav i et givet system. Minoriteten (minoriserede), derimod, henviser til grupper, der ikke nyder lige adgang til magt, privilegier og status i den sociale, økonomiske og politiske sfære. De bliver altså marginaliseret. Det handler ikke om antal (selvom det kan have en betydning). Minoriserede nyder ganske enkelt ­ikke samme adgang til platforme, hvor de kan blive hørt og taget alvorligt på samme niveau som majoriserede.

Hvad er diskrimination?
Diskrimination defineres som negativ forskelsbehandling i forbindelse med diskriminationsgrundene (køn, ‘race’, seksualitet, handicap, alder, religion, tro, oprindelse, social baggrund med mere), hvor ligebehandling og lige muligheder ophæves eller svækkes på nogle eller alle områder af samfundslivet. Der er tale om virkning og/eller formål. Det vil sige, at der behøver ikke at være en intention for, at det sker.

En stor kilde til misforståelser ligger i udbredt og forældet viden om emnet. Mange kommer til at forveksle racisme med gammeldags ideologisk racisme. Det betyder, at ordet racisme forbindes med apartheid, nazisme, ‘white power’-ideologier og andre udtryk for en biologisk, hierarkiserende raceforståelse. Lidt forsimplet kan man sige, at ideologisk racisme handler om holdning og moral. Men ideologisk racisme er ikke nødvendigvis det, der er tale om, når der tales om racisme i dag. Når videnskabspersoner, aktivister med mere bruger ordet, handler det om andet og mere end det. Racisme (og racediskrimination) refererer til diskrimination på basis af ‘race’, hud­farve, afstamning, national eller etnisk oprindelse og religion. Racisme, som den bruges i dag, handler om en normalisering af ulighed samt de hierarkier og systemer, hvori der findes fordelagtig behandling og privilegier for majoriserede på bekostning af (racialiserede) minoriserede. Med ‘race’ menes der ikke længere biologisk ‘race’. Mennesker – til trods for forskellige farver og træk – udgør kun én race. Men ordet bruges stadig af flere grunde. ‘Race’ fungerer desværre fortsat som et strukturerende koncept med negativ virkning og følger for race­gjorte mennesker. Det har stadig stor betydning for vores strukturer, institutioner, hverdagsoplevelser og de muligheder, vi hver især har. Når ordet stadig bruges, er det ofte af vane, men også delvis for at anerkende den betydning og virkning, det stadig har.

På lidt samme måde forveksles sexisme med kønsdiskrimination. Sexisme, ligesom ideologisk racisme, handler om nedladende, gammeldags opfattelser og holdninger. I forhold til sexisme er der tale om (binær) køn, hvor forskelle mellem kvinder og mænd fortsat forbindes med ‘naturlige’ forskelle. Igen, her er der tale om historiske konstruktioner, som for eksempel blev brugt til at legitimere udelukkelse af kvinderne, som omtalt ovenfor. Men når der er tale om sexisme i dag, handler det mere om, hvordan disse gammeldags holdninger er indlejret og blevet til systemiske mekanismer, der kommer til udtryk på individuelt, kollektivt eller institutionelt plan. Diskrimination og racisme er integreret i dansk historie, sprog, strukturer, og det kan derfor siges at være noget, vi har fået ind med modermælken. Det er tillært, og selvom det strider imod os, er realiteten, at vi alle medvirker. For at mindske vores tendens til at diskriminere kræver det, at vi anerkender, at den findes. Dermed kan vi så begynde en aflæringsproces og således hjælpe vores unge ind i en ny oplysningstid.

Følgende trin kan bidrage til at nedbringe diskriminationen og dennes negative følger:

Flyt fokus fra afsenderen! – diskrimination handler om modtageren. Bekymringer og skam omkring intentioner, eller om afsenderen selv mener, at diskrimination har fundet sted, må erstattes med en forståelse for, at modtageren kan have været udsat for diskrimination, som ­ikke nødvendigvis kan ses/opfattes af afsenderen. Så anerkendelse og validering af modtagerens oplevelse er ­central.

Gå efter bolden! – ikke mennesket. Ofte er diskrimination en del af vores vaner, strukturer, normer. Det behøver ikke at være intentionen. Bliv opmærksom på, hvordan strukturer og rammer påvirker og promoverer individuelle udtryk for racisme og diskrimination.

Opbyg viden! Bliv klogere på, hvad der er tale om, og hvordan man selv medvirker. Sørg for kurser i forskningsbaseret efteruddannelse i antidiskrimination.

Erkendelse! Diskrimination findes, selvom man ikke selv nødvendigvis bemærker eller oplever det. Benægtelse (fornægtelse) er ofte et udtryk for magt og kan i værste fald udtrykke en diskriminerende adfærd og/eller handling i sig selv.

Bliv bevidst! Genkend, og bekæmp stereotyper, racistisk sprogbrug med mere. Strukturelle udfordringer kræver strukturelle ændringer! Implementer konkrete tiltag, der modarbejder diskriminerende og racistiske strukturer og institutionelle tiltag.