VUC skal have en stærk stemme i GL
14. februar var der igen i Gymnasieskolen fokus på de pressede forhold for VUC-sektoren, og der er alvorligt brug for at sikre en ordentlig finansiering af VUC. Læs: Taxametersystemet giver huller i økonomien for mange skoler
Jeg har længe efterlyst en model, hvor vi undgår lukningstruede VUC’er og store afskedigelsesrunder, hver gang konjunkturerne vender, og at løse dette problem bliver en vigtig opgave for GL også efter det kommende hovedbestyrelsesvalg. I lyset af det aktuelle valg i GL er det af samme grund af højeste betydning at få sikret VUC en plads i hovedbestyrelsen (HB). Mit ærinde er derfor her at opfordre jer, der arbejder på VUC, til at stemme på en stærk VUC-kandidat til valget.
Betyder det så noget med en sådan plads i HB? I princippet repræsenterer alle i hovedbestyrelsen alle skoleformer, og når jeg nævner indsatser nedenfor, så er det netop vigtigt at sige, at hele HB har bakket op om dem. Dette viser også styrken ved, at vi har lister i GL, der forener medlemmer fra flere skoleformer og netop står for det stærke samarbejde mellem skoleformerne – og mit arbejde i hovedbestyrelsen har i øvrigt lige så meget handlet om HF generelt og om at kæmpe for medarbejderdemokrati og ordentlige arbejdstidsrettigheder for alle medlemmer af GL. (Læs fx mine debatindlæg og nyheden Uenighed om overenskomstkrav: Hovedbestyrelsesmedlem går enegang og foreslår ændringer. )
Alligevel tør jeg godt tage en del af ansvaret for, at GL har været særdeles aktiv i kampen for VUC de seneste år. Som eksempel på, hvad jeg har arbejdet for i min tid i HB, kan nævnes kampen sidste år for at få hf-enkeltfag inkluderet i finanslovens tilbageførsel af midler til sektoren ovenpå årene med store nedskæringer. Dels har jeg i medierne flere gange protesteret over forglemmelsen (se her) men måske endnu vigtigere foreslog jeg i efteråret 2022 i HB (og fik som nævnt opbakning til) at gøre denne kamp til hovedprioriteten for GL. Som bekendt lykkedes denne kamp faktisk, og hf-enkeltfag fik tilført de midler, man var blevet snydt for. Det er ikke nok til at redde VUC, men I lyset af det aktuelle pres med flere fyringsrunder ikke desto mindre vigtigt.
En anden vigtig indsats fra GL, som jeg har været med til at fremme, er det stærke samarbejde, som GL opbygget sammen med Uddannelsesforbundet og Danske HF og VUC, og som fx har udmøntet sig i rapporten Videre Som Voksen. Indsatsen er desuden fulgt op af en lang række møder med politikere og andre relevante aktører. Det langsigtede strategiske mål er, at politikerne skal vide, at VUC findes, og endnu bedre at VUC er en vigtig del af det danske uddannelsessystem, så de ikke bare tænker VUC som et sted, man kan finde penge ved finansloven år efter år. Dette arbejde skal forsat have højeste prioritet for GL.
Et tredje eksempel på betydningen af en stærk VUC-stemme i hovedbestyrelsen er den seneste reform af GL’s indre demokratiske rammer. Her har jeg især arbejdet for, at vi ikke fik en mindre rolle for VUC, men til gengæld fik en struktur vedtaget, hvor VUC i fremtiden har tre personer i det kommende stærke Netværksudvalg – frem for den nuværende ene plads i Lokaludvalget. Dette nye Netværksudvalg skal rådgive HB og vil spille en mindst lige så vigtig rolle i organisationen som det nuværende Lokaludvalg. Det handler ikke bare om bureaukratiske strukturer, for essensen er, at vi med tredobling af VUC-pladserne sikrer, at diskussionerne i GL ikke risikerer at blive rene stx- eller erhvervsgymnasiale diskussioner. Her vil jeg i en kommende periode især arbejde for at etablere en stærk demokratisk forbindelse mellem de tre centralt placerede VUC-repræsentanter og hele baglandet af tillidsrepræsentanter på VUC-området.
Sidst igen en opfordring til jer, der arbejder på et VUC: Jeg håber, at der er en tilfredshed blandt jer med, at GL som vist ovenfor har haft et stort fokus på VUC. Hvis du ønsker dette fortsatte fokus i HB, så vil jeg opfordre dig til at stemme på mig, som en stærk VUC-kandidat, ved det kommende HB-valg.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode