At være eller ikke være… fraværende

Så gjorde de det igen på Christiansborg. Endnu en gang mener de, at de ved bedre end os, der faktisk har med eleverne at gøre. Den nye fraværsbekendtgørelse, der trådte i kraft d. 22/10-18, er et eksempel på unødvendig bureaukratisering og “firkantethed” i en grad, der ikke kommer eleverne til gode, men som sikkert vil være med til at give pænere tal og statistikker.

Nu er det nemlig blevet præciseret, at vi skal registrere fravær STRAKS efter lektionens start, og at elever, der kommer efter registreringen, skal have 100 % fravær. Det skal de også, hvis de forlader undervisningen i utide.

Som jeg ser det, vil det - hvis fraværsloven bliver fulgt - medføre, at vi vil virke mindre menneskelige og mere hårde og utilnærmelige for eleverne. Jeg har mange elever, der har meget lang transporttid fra steder, hvor der er langt mellem busser og tog. Hvis en bus i den ene ende er forsinket, når eleverne ikke toget, og så får de fravær for første modul. Vil en del af dem ikke tænke, når de opdager at bussen er forsinket, at de lige så godt kan gå hjem og sove videre, og så komme til næste modul? Eller hvis de kan se, at de vil komme lidt for sent ud af døren, så kan det bedre betale sig at blive hjemme, for så får de trods alt noget ud af fraværet. Mon det er motiverende for elevernes lyst til at lære fagene?

Som lærer vil jeg føle mig ond og hård, når jeg skal give eleverne fravær på den måde. Tidligere har det været muligt at give 50 % fravær for at komme for sent. Det var meget bedre, men nu er det lovbrud.

Jeg fristes til at sige, at efter min tidsregning er 10 minutter inde i timen det samme som straks efter timens begyndelse. Trods alt er “straks” ikke defineret i bekendtgørelsen. Jeg har ikke lyst til at være den onde bussemand. Jeg vil gerne have, at mine elever bliver krediteret for at komme til undervisningen, ikke at de straffes for at blive væk.

Der er også de praktiske problemer: Hvad når undervisningen er virtuel eller den foregår ude i marken, er projektorienteret eller når der er tale om innovative undervisningsforløb, hvor der brydes med den traditionelle modulopbygning? Skal vi så alligevel tilbage i klassen og registrere fravær, hver gang et modul ville være startet? Vil vi ikke hellere fremme elevernes kreativitet, ansvarlighed og selvstændighed gennem de anderledes didaktiske rammer? Skal det ikke længere være muligt?

Der er også problemet med, hvad et modul er. Hvis der er 90-minutters moduler, rammer 100 % fravær hårdere, end hvis der køres med 45- eller 60-minutters moduler. Hvor er retfærdigheden og gennemsigtigheden mellem skolerne her? Forskellen er et dagsfravær på 25 % for at komme for sent på en dag med fire lange moduler, mod 12,5 for en dag med otte korte...

Selvfølgelig er det vigtigt, at eleverne kommer til undervisningen, og at skolerne ikke lader fraværet sejle. Det er ikke motiverende for nogen parter, når der ses igennem fingrene med stort fravær uden særlige begrundelser. Men skolerne burde selv have lov til at finde ud af, hvordan det skal håndteres, herunder hvordan og efter hvilke principper der registreres fravær.

Måske kommer der også snart regler for “fraværende tilstedeværelse”, hvor vi skal registrere fravær, hvis eleverne ser på deres mobiler eller computere i utide? Spøg til side. Fraværende tilstedeværelse hos elever kender vi vist alle. Det har ikke nødvendigvis noget med digitale devices at gøre, men derimod med om eleverne er mentalt til stede eller ej. Elever, der bare sidder i klassen uden at deltage og uden at få noget ud af det, er vel i praksis lige så fraværende som dem, der er fysisk fraværende. Uanset fraværstype har vi pligt til at vise omsorg og ægte interesse for, at vores elever er motiverede, og at de trives, og hvis det ikke er tilfældet, må vi vise os som medmennesker og ikke som onde og straffende bureaukrater.