Efter 25 års markedsgørelse står gymnasiet i det åbne – og behøver en stærk Liste 2

Jeg vil gerne prøve at udtrykke, hvorfor jeg mener, at det aktuelle GL-valg er enormt vigtig, og hvad man efter min mening også bør have med i sine overvejelser, når man stemmer. Tillad mig at zoome ud og trække nogle større linjer op.

Vi skriver 2022, og vi står på ryggen af 25 års drejning af Danmarks uddannelsessystem i en mere nytte-, markeds- og konkurrencestatslig retning. Ifølge Ove Kaj Pedersens bog ”Konkurrencestaten” (2011) begyndte markedsgørelsen i 1997, hvor undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) udgiver rapporten ”National kompetenceudvikling”, der proklamerer, at ”uddannelse er en helt afgørende forudsætning for erhvervslivets konkurrenceevne”. Derfra eskalerer det. Og ifølge bogen ”Tag etikken tilbage – om markedsgørelsen og dens konsekvenser” (2015) af Peter Kemp m.fl. har Danmark og Danmarks centrum-venstrefløj set i en europæisk sammenhæng i en helt uhørt høj og ukritisk grad overtaget konkurrencestatens og markedets logikker. Det er noget af dette, jeg i 2017 forsøgte at beskrive her i forbindelse med Merete Riisagers projekt som undervisningsminister: https://www.information.dk/moti/2017/01/liberal-minister-laerer-venstrefloejen-uddannelse

I 2015 og 2016 skete der så to afgørende ting: I 2015 blev nedskæringerne vedtaget af Løkke-regeringen (hvad vi var nogle, der rasede over i medierne, fx: https://www.information.dk/debat/2015/10/regeringen-smadre-danmarks-gymnasier). Og med Socialdemokratiets stemme. 11,7 % blev der jo skåret på stx fra 2016-19. På mit gymnasium er vi gået fra 120 til 100 lærere og med samme antal elever. 29 % af alle fastansatte stx-lærere er i dag på deltid (2/3 pga. arbejdspresset). Det er faktisk en national skandale.

I 2016 fik vi gymnasiereformen. Venstres udspil ved Ellen Trane var det mest radikale forsøg på markedsgørelse til dato (det forsøgte jeg at kritisere her: https://www.raeson.dk/2016/jan-maintz-danmark-faar-det-mest-markedsgjorte-gymnasium-nogensinde-farvel-til-almendannelsen/). Men så skete der det ’sjove’, at LA med Merete Riisager i spidsen satte foden ned (mens centrum-venstre mest gik op i karakterkrav), og vi fik et større fokus på dannelse og mere traditionel faglighed i reformaftalen, end Venstre lagde op til. Det vil sige: Folketingets mest liberalistiske parti, LA, stod for anti-markedsgørelsen. Fordi Riisager satte idealet om myndighed, demokratisk dannelse og oplysning højere end (kortsigtet) markedstænkning.

Og så fik vi jo med selvejet og konkurrenceudsættelsen fra 2007, taxametersystemet fra 2008 og OK13 (der gav rektor fuld ledelsesret) en giftig eskalering af markedsgørelsen – og af lærernes begrænsede autonomi, ytringsfrihed og medbestemmelse (jf. om du vil min analyse her: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/gymnasielektor-det-er-tid-til-mere-medbestemmelse-paa-gymnasierne).

DET AFGØRENDE er så – og nu nærmer jeg mig mine budskaber her – at dette for mig at se har været med til at føre os et sted hen, hvor MEGET er ÅBENT, uklart og forvirret: Hvad dannelse skal betyde, nu hvor alle igen hepper på mere dannelse, er ekstra åbent og en intensiveret politisk kampplads, hvor alle mulige aktører byder ind (også med misforståelser) – som jeg forsøgte at beskrive det i en GL-podcast-samtale fra 2020 med Rune Lykkeberg om dannelse i gymnasiet i dag: https://www.gl.org/…/Dannelse-i-gymnasieuddannelserne.aspx

Dorte Ågård er også inde på forvirringen i sin nye bog, ”Skærme i skolen” (2021), hvor hun langer ud efter det, at selv det mest grundlæggende er til forhandling – fx: Skal der overhovedet være en lærer? Skal der være et klasselokale? Osv. Hun placerer skylden hos en misforstået socialkonstruktivisme i dele af uddannelsesforskningen (læs evt. mere udfoldet herom i min anmeldelse af bogen her: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2021/11/ny-bog-viser-hvordan-digitaliserede-undervisningsrum-forringer-dannelse-viden).

Kritikken i Merete Riisagers debatbog ”Selvbyggerbørn” (2020) løber ad lignende baner: Der mangler stabilitet, ro, mindre støj, mindre digitalisering, fastere rammer, klarere krav, mindre målstyring og mindre individualisering af ’læringen’ – og konsekvensen er mindre vidende og mere forvirrede, skrøbelige og mistrivsel-ramte børn og unge (læs evt. min anmeldelse her: https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2020/09/ny-bog-riisager-anklager-folkeskolen-gymnasiet-svigte-viden-dannelse). Brinkmann er jo i øvrigt hyppigt inde på noget lignende.

OVENSTÅENDE koordinater og historiske udvikling tænker jeg i, når jeg anbefaler, at man som gymnasielærer nu giver sin støtte til en politisk vision om at genrejse et mere klassisk fagligt og mindre markedsstyret gymnasium. Pendulet må svinge tilbage til en mere balanceret position igen. Fordi det vil øge de unges trivsel, fordi det gavner demokratiets kvalitet, fordi de unge får en større viden, fordi de bliver bedre studerende på de videregående uddannelser, fordi samfundet forstået som en helhed, hvor markedet kun er ét delelement, har godt af det.

Og ja, det er stadig nødvendigt at kæmpe imod markedsgørelsen – aktuelt er der jo forslag om at indsætte flere fra erhvervslivet i stx’ bestyrelser og om at lave erhvervslivs-rettede studieretninger på stx (se evt. min kritik heraf i Politiken i 2. marts: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8644654/Det-almene-gymnasium-skal-ikke-rettes-mod-erhvervslivet). Og i maj 2020 kom Danske Gymnasier med et forslag om et gennemdigitaliseret gymnasium – i konkurrenceevnens navn (jeg forsøgte at afvise det i en række debatindlæg, bl.a. det her: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-gennemdigitalisering-af-gymnasiet-gavner-ikke-uddannelsens-formaal-og-dannelsen).

Jeg synes faktisk – ret skal være ret – at GL med Kepler i spidsen har gjort det rigtig godt på en række vigtige punkter. Men jeg synes også, at GL nu – i det landskab, jeg har beskrevet ovenfor – har brug for et godt valg til den Liste, der er enormt kæmpende for de idealer, jeg har været inde på:
dyb og mere traditionel faglighed, mindre støj, mere ro, færrre modeluner, mere fokuserede læreplaner, bevarelse af ungdomsuddannelsernes styrker og forskelle, mere de facto ytringsfrihed og medbestemmelse til lærerne og et helt uomgængeligt behov for geninvestering i gymnasierne. Og den liste er Liste 2. Det er også derfor, jeg nu har valgt at stille op for Liste 2.