Ukraines sag er også en lærersag

Russiske styrker angriber et suverænt, europæisk naboland med massive styrker. Vores medier fyldes af billeder af granatnedslag i storbyer, og af tusindvis af almindelige ukrainere, som enten flygter eller griber til våben for at forsvare deres hjem. Europa lægger pludselig grund til den største landkrig i denne del af verden siden 2. Verdenskrig. Vladimir Putin, tilsyneladende isoleret og forbitret, rasler ikke med sabler men med A-bomber overfor en chokeret og rasende omverden, som gennem NATO og EU lynhurtigt samler sig om at nægte at lade stå til. Rusland rammes af sanktioner af hidtil uset omfang. Tyskland forlader 75 års pacifistisk udenrigspolitik, ”ohne wenn und aber”. Danmark sender for første gang våben til en krigsførende nation, og ser formentlig frem mod massive investeringer i et forsvar, som ellers var omstillet til en verden uden nære, stærke fjender. Og optakten har nok været lang, særligt set i bakspejlet, men disse udviklinger er alligevel sket uventet for de fleste – og over en weekend!

Vi har ikke længere den verdensorden, vi havde for mindre end en uge siden. ”Eine Zeitwende”, som den tyske kansler Olaf Scholz udtrykte det i Forbundsdagen i søndags, i blot en blandt end række taler fra statsledere, som vil være at genfinde i historiebøger om mange år.

Hvilke historiske begivenheder har samme gravitas som dette øjeblik? 9/11? Murens fald i ’89? Eller skal vi tilbage til Cubakrisen i 1962? Sikkert virker det i alt fald at sige, at det er de helt store af historiens tandhjul, som drejer netop nu. Den globale Covid-19 pandemi virker næsten som en parentes i forhold til de spor, der lægges ud i disse dage for den historie, vi nu skal opleve og være med til at skrive. Mobiliseringen af enorme folkemængder til antikrigsdemonstrationer i de europæiske storbyer vidner om, at mange føler vigtigheden af øjeblikket. Sagen er klar: Vi vil ikke acceptere Putins verdensorden. Og mange spørger, hvordan vi også som civilsamfund kan yde modstand og fremme Ukraines sag og de værdier, vi ser udfordret.

For gymnasielærerne og dermed GL har den fordring sin egen relevans. Den danske uddannelsessektor generelt, og de gymnasiale uddannelser ikke mindst, står om nogen for det diametralt modsatte af Putins verdensorden – vi er et oplysningens, humanismens, fredens og samhørighedens projekt. Den danske gymnasieskole har blandt andet som erklæret formål at fremme elevernes personlige myndighed og demokratiske dannelse, respekten for friheds- og menneskerettigheder, og en forståelse af såvel det nære som det europæiske og det globale perspektiv. Vi arbejder for, at lærerne har de rette rammer for den opgave, som de i meget høj grad betragter som den allervigtigste i deres virke. Og vi tager også et internationalt ansvar; for øjeblikket med et projekt om solidaritetsarbejde i Georgien, som er et samarbejde med den georgiske gymnasielærerorganisation, ESFTUG, og har bla. til formål at fremme demokratisk skoleudvikling.

Hvad sker der i Ukraine, hvis det lykkes Putin at sejre og indsætte et lydregime i Kyiv? Skal kommende generationer af ukrainere så uddannes i Putins verdensbillede? Putins syn på demokrati, humanisme, historie, menneskerettigheder, osv.? Skal den totalitære styring af medier og civilsamfund udbredes ved erobringskrig? Det ser lykkeligvis ud til at være et umuligt projekt, historien såvel som ukrainernes hårdnakkede modstandskamp taget i betragtning. Men hvilke perspektiver er der lige nu for de unge generationer af ukrainere, hvad enten deres lod er at blive i hjemlandet og yde fortsat modstand igennem længere tid, eller at flygte fra hjem og familie til andre lande?

Den danske uddannelsessektor har sin egen rolle at spille, såvel i forhold til de ukrainere, som når frem til os, som de, der bliver i deres hjemland. Jeg vil gerne sende en solidaritetserklæring til det ukrainske folk og ukrainske lærere, som nu har helt anderledes og trængte vilkår for at undervise. Jeg mener, vi også skal række ud til vores kolleger, de ukrainske lærere og deres foreninger, så snart det er muligt. Og vi skal åbne vores institutioner for de ukrainere, som kommer hertil på flugt fra krigen, inkludere dem i vores fællesskaber og tilbyde dem tryghed og mening i en tilværelse fjernt fra hjemstavnen. Vi kan give dem et solidt uddannelsesmæssigt fundament, de kan stå på, såvel når de er hos os, som den dag, de måtte sætte foden på ukrainsk jord igen. Ligesom europæere nu fylder gaderne i protest mod Putins krig, så er jeg ikke i tvivl om, at vi gymnasielærere vil se det som afgørende gennem uddannelse at give vores bidrag til, at Ukraines befolkning har en fremtid, som ikke skal være dikteret af Putins verdensbillede.