Traumatiserede elever i undervisningen

Alle lærere kan på et splitsekund lodde stemningen i klassen, og vi er vant til at håndtere elever, der oplever sorg, har psykiske eller sociale problemer eller oplever mistrivsel pga. forældrenes skilsmisse, sygdom eller misbrug. Men hvad med elever, der er traumatiserede af krig? Hvordan genkender man traumer hos flygtninge med andre sproglige og kulturelle baggrunde? Hvordan reagerer man på det som lærer? Og hvordan undgår man sekundær traumatisering hos sig selv og de øvrige elever i klassen?

De første flygtninge fra krigen i Ukraine er allerede ankommet til Danmark – og flere kommer til i de kommende uger og måneder. Mange af flygtningene er børn og meget unge mennesker, som i første omgang kommer i modtageklasser i folkeskolerne, hvor lærerne er uddannede i at undervise børn af flygtninge. Men inden længe vil nogle af dem være klar til at starte på en ungdomsuddannelse. Det kræver naturligvis gode danskkundskaber, som nogle af de unge ukrainere vil kunne tilegne sig i løbet af 1-2 år. Men det kræver også særlige forudsætninger hos gymnasielærerne at undervise flygtninge – hvoraf de færreste måske vil være lige så godt rustede til at undervise traumatiserede elever som folkeskolelærere med uddannelse i dansk som andetsprog. Lærere i dansk som andetsprog for voksne er også uddannede og erfarne i at undervise traumatiserede personer, og lad mig her give et lille indblik i, hvordan det er at undervise traumatiserede flygtninge.

Kendetegnene for mange traumatiserede personer er bl.a. træthed og mangel på koncentration. Det er ikke usædvanligt, at traumatiserede elever ligger hen over bordet og sover – eller bare lukker verden ude. Træthed kan skyldes søvnproblemer, der igen kan forklares med tankemylder, bekymringer og angst – eller tilbagevendende mareridt. Mangel på søvn kan resultere i irritabilitet. Pludselig farer eleven op, meget vred over noget, nogen har sagt helt uden at have til hensigt at såre nogen. Koncentrationsbesvær gør det svært for den traumatiserede at fastholde det, han har lært. Man er nødt til at repetere det, der skete i forrige undervisningstime, og nogle gange må man begynde delvist forfra, når man har med meget dårlige elever at gøre. Det er dog de færreste i skolesystemet, der har det så dårligt. Nogle traumatiserede elever har svært ved at sidde stille. Det kan skyldes fysiske skader efter overanstrengelse eller tortur, eller det er bare uro i kroppen, fordi den traumatiserede er i konstant alarmberedskab. Nogle har derfor brug for at komme op og stå eller gå lidt rundt i klassen – eller gå ud af klassen, fordi de simpelthen ikke har nogen ro på sig. Andre udvikler en form for OCD – de skal hele tiden tjekke telefonen for nyt fra hjemlandet, vaske hænder eller bede. Som lærer med traumatiserede elever må man derfor leve med en vis uro i klassen. Nogle elever kan kun være i lokalet, hvis de sidder tæt på døren. De vil som regel helt automatisk have planlagt en flugtrute – hvis der nu skulle ske noget. De er mentalt stadig på flugt. Andre skal sidde tæt på et åbent vindue, fordi de føler sig indespærret og ikke kan trække vejret. Mange beholder overtøjet på, selv om sommeren, fordi de føler sig blottede uden. Overtøjet bliver en slags ”rustning” og man skal derfor aldrig forlange af en traumatiseret elev, at han tager overtøjet af. Nogle traumatiserede oplever flachbacks. Det gælder især torturoverlevere – men mange af vores ukrainske flygtninge vil have oplevet så forfærdelige ting, at de vil have svært ved at slippe tankerne om det, der er sket og måske stadig sker i hjemlandet. Høje lyde, lugte, stemningsskift i klassen eller at blikket falder på en genstand, der minder én om en traumatiserende hændelse, kan udløse flashback, gråd, angstanfald eller ligefrem flugt fra lokalet. Nogle gange kan eleven fremstå passiv, sarkastisk eller overdrevent munter – det kan alt sammen skyldes traumer. Det er vigtigt at kunne genkende disse tegn for at kunne handle rigtigt – både over for den traumatiserede elev, én selv og de andre elever i klassen. Og hvordan handler man så rigtigt? For det første ved at skabe både rum og frirum for både den traumatiserede elev og de andre elever i klassen.

Som lærer har man altid den opgave at skabe et rum i klassen, hvor læring har de bedste betingelser for at finde sted. Som lærer til traumatiserede elever har man ydermere et ansvar for at skabe et ”sikkert” rum – et rum, hvor den traumatiserede kan komme og føle sig tryg, uden risiko for at føle sig forfulgt eller udsat. Det kræver, at man er rummelig – mere rummelig, end man normalt ville være. Men det kræver også klare, genkendelige rutiner i undervisningen, rummelighed og forståelse blandt de andre elever og klare regler for adfærd og opførsel. Man må acceptere, at den traumatiserede elev ikke vil tage overtøjet – herunder evt. også hovedbeklædning – af, at han insisterer på at sidde med åbent vindue, inde i et hjørne eller tæt på døren, nægter at deltage, når han ikke er i stand til det osv. Det betyder ikke, at man bare skal lade stå til – man må finde balancen mellem at motivere eleven til læring og respektere hans behov for at trække sig lidt ind i sig selv. Det er vigtigt, at man aldrig presser en traumatiseret elev til at fortælle noget om sig selv, sin familie, hvor han kommer fra eller andet, før han selv er klar til det. Omvendt kan man også komme ud for, at en elev pludselig af sig selv begynder at fortælle noget personligt – og her må man være på vagt og forsøge at mærke efter, om eleven begynder at fortælle om noget, der er for sårbart for ham – eller for de andre elever i klassen. Det kan være nødvendigt at lede opmærksomheden hen på noget andet, hvis man kan mærke, at eleven ikke kan stoppe sig selv – eller at det bliver for meget for de andre elever i klassen. For dem må man jo også tage hensyn til. En traumatiseret person kan godt have behov for at fortælle om det, han har oplevet – men det kan være så voldsomt, at det kræver en grundig efterbearbejdning i klassen bagefter. En efterbearbejdning man som lærer ikke altid føler sig rustet til – heller ikke jeg. Som lærer står man derfor med et endnu større ansvar for elevernes trivsel end normalt, og det kan være nødvendigt at skolen allierer sig med en psykolog med speciale i traumer.

Det kan i det hele taget være godt at have en psykolog med speciale i traumer, som man kan henvende sig til. Når man har med traumatiserede personer at gøre, er der en risiko for sekundær traumatisering. Det kan give sig udtryk i, at man har svært ved at kapere det, eleven f.eks. har fortalt – man får billeder i hovedet, man ikke kan slippe, måske begynder man at drømme om det eller man føler et særligt ansvar over for eleven. Man kan også opleve, at man instinktivt tager afstand fra eleven – man har ikke lyst til at høre hans fortælling – man er jo magtesløs og kan alligevel ikke ændre noget. Man kan blive irritabel, tyndhudet, lidt labil. Der er normalt at reagere på andre menneskers lidelser, men når man ikke selv kan gøre noget for at fjerne det, der er sket eller ikke føler, man kan hjælpe sin elev, kan det slide hårdt på ens psyke. Det er vigtigt, at man IKKE påtager sig et ansvar for at hjælpe sin elev med psykiske traumer. Der skal en specialiseret psykolog til. Det er vigtigt med klare roller: Man er lærer – ikke elevens mor, psykolog eller bedste ven. Det er desuden nødvendigt at passe på sig selv og prøve på ikke at udsætte sig selv og resten af klassen for fortællinger om krigen, som hverken eleverne eller én selv har forudsætninger for at kunne bearbejde. Det kan være svært – men man kan tage nogle forholdsregler om at prøve at undgå at udsætte sig for sådanne situationer. Hvis man ved, at situationen kan løbe af sporet, skal man prøve at undgå emner og situationer, der kan ”tricke” den traumatiserede elev. Man skal desuden lade være med at tage initiativ til en samtale om, hvordan eleven har det, hvis man ikke føler sig i stand til at håndtere det. I så fald skal man hellere hjælpe eleven med at få professionel hjælp.

Man kan ikke altid forudse, hvad der vil ske i en klasse med en traumatiseret elev. Måske vil eleven bare være glad for at være væk hjemmefra og være i gang med noget, der holder tankerne væk fra alt det svære, og det skal man naturligvis også respektere. Men hvis man inden for den nærmeste tid får f.eks. ukrainske flygtninge blandt eleverne, har både ledelse og lærere en forpligtelse til at forberede sig på lidt af hvert. Der bør være tid, rum og plads til at lærere kan læsse af hos hinanden og hos ledelsen. Klare roller er vigtige – også blandt kolleger - og så må man indstille sig på, at en gang imellem må man skifte lærerkasketten ud med medmenneskekasketten. Både når det gælder elever og kolleger. Og endelig bør skolen sørge for kurser i krisehåndtering hos en psykolog, der har speciale i personer med traumer efter krig.