Nej tak til buzzword-reform. Ja tak til undervisertillid

Efter, at regeringsmagten er skiftet, og Pernille Rosenkrantz-Theil er blevet landets øverste ansvarlige for undervisningsområdet, har uddannelsesdebatten igen fået vægt, og interessenterne på området bliver opfordret til at indgå i et samarbejde om fremtidens uddannelser, som det også fremgik af ministerens tale på årets repræsentantskabsmøde i GL.

I forhold til det udviklingsarbejde, der forestår, kan man ikke just klandre Danske Gymnasier (DG) for at ligge på den lade side: Engineering, case-baseret undervisning, digitalisering, innovation, bæredygtighed, teknologiforståelse, praksisrettede studieretninger, anvendelsesorientering (Vedersø 9. september 2021, Altinget: Rektorer: Fremtidens gymnasium har teknologi på skoleskemaet og flere cases i undervisningen ) – det skorter ikke på ambitioner. Men hvad ligger der egentlig bag de flotte betegnelser, som rektorforeningen mener skal lyse os på vej som en anden ledestjerne, og hvordan skal GL stille sig i forhold til dem?

DG foreslår, at de gymnasiale ungdomsuddannelser skal professionsrette studieretningerne, så vi følger med de forventede mangelbehov på arbejdsmarkedet. De forestiller sig bl.a. en linje for ”krop og sundhed”, som skal sikre fremtidens arbejdsmarked ved at ”producere” studenter til de såkaldte velfærdsuddannelser (Altinget 13. oktober 2021, De almene gymnasier vil lave en ny studieretning, som skal lede flere mod SOSU-uddannelserne). Hvorfor vi skal ensrette uddannelserne på det punkt, når vi nu har erhvervsskolerne og de praksisorienterede fagpakker på HF, er lidt sværere at få et godt svar på. Det kan tolkes som en afværgedagsorden ift. regeringens erklærede mål om flere EUD-studerende, men det er tvivlsomt, hvor hensigtsmæssig en løsning det er, eller om man snarere hælder en sund diversitet af brættet i forsøget.

Netop udtrykket producere, som jeg satte i anførselstegn ovenfor, er et sigende om end lidet charmerende begreb i sammenhængen. Det kunne lyde som om DG gerne indskriver sig i produktions/vækst/fødekæde-retorikken, mens vi er andre, der kunne drømme om at fastholde et mere klassisk dannelses- og åndsideal på de uddannelser, der er indrettet til det, uagtet, hvor højpandet og abstrakt det måtte lyde. Vi er efterhånden også en del undervisere, som har erfaringer med, at vellydende idealer om innovation og tværfaglighed kan have et noget middelmådigt udbytte. Anvendelsesorientering kan virke fint og motiverende, hvor fagligt relevant, men kejseren har ind i mellem glemt sine klæder, når vi beder de unge om at løse verdens største udfordringer (som de voksne tydeligvis ikke selv er lykkedes med) med udgangspunkt i mere eller mindre tilfældige fag, og før de har opnået den kernefaglighed, der danner det nødvendige fundament.

Engineering… Jeg forstår, at det er en knaldhamrende effektiv måde at få fremtidens arbejdskraft til at tænke problem- og løsningsorienteret, og at det er en de facto indskrænkelse af vores metodefrihed. Tanken kan dog opstå, at hvis der ikke findes en oplagt dansk oversættelse, kan det skyldes, at afsenderen ikke selv er stensikker på, hvad begrebet, eller i dette tilfælde metoden, nøjagtig går ud på. Teknologiforståelse har man dog alligevel fundet et dansk udtryk for, men hvad teknologi er defineret ved, og hvorfor det kræver både et separat fag og indskrivelse i samtlige læreplaner fra oldtidskundskab over idræt til biologi, står hen i det uvisse. Da det er fulgt op af udtryk som ”digitalisering”, kan jeg næsten gætte mig til, at det ikke er tandhjulet, vendeploven og dynamolygten, vi skal arbejde med, men jeg ved det ikke. Ved DG det selv? Og så ender vi lidt det samme sted som med de professionsrettede studieretninger: Hvorfor skal jeg mose rundt med engineering og teknologi i religionsfaget, når jeg ved, at jeg har nogle drønkompetente kolleger på eksempelvis HTX, der faktisk ved noget om det?

I det hele taget er det måske tid til at spørge, om der er plads til mere i læreplanerne, eller om det tværtimod er rettidig omhu at luge ud i de mange krav og reintroducere en tillid til, at underviserne er ansvarsbevidste og fagligt kompetente? Det kan måske lyde helt angstprovokerende i det New Public Management-trænede øre, men manøvren lader rent faktisk til at være lykkedes i Norge (læs evt. ”Inspiration til optag og taxameter nordfra” i Gymnasieskolen nr. 7 2021). Nu da Birgitte Vedersø er blevet erstattet på posten som rektorformand af Henrik Nevers, kunne det være, at vi fik opbakning til en ny ”læreplansopstrammende” kurs, men det lader ikke til at blive tilfældet. Han har allerede meldt ud, at han vil arbejde for politisk fokus på indholdet af gymnasiet, så det passer til fremtiden, og på sin LinkedIn-profil slår han til lyd for, at klima/bæredygtighed skal ind i samtlige læreplaner uanset fagets beskaffenhed, og nævner ikke noget om, at vi i samme ombæring kan få lov at slippe for eksempelvis karrierelæring eller innovation.

Jeg skal understrege, at jeg intet har imod eksempelvis anvendelsesorienteret undervisning og bæredygtighed, men at det er afgørende, at 1) kravene ikke ophober sig i læreplanerne, 2) kun de fag indgår som er relevante, og hvor underviseren er fagligt klædt på til opgaven, og 3) at fag og uddannelser anerkendes sui generis. Det er på baggrund heraf min opfordring, at GL indtræder i det politiske forhandlingsrum som en modvægt til DG’s buzzword-iver, og derimod kæmper for at genetablere tilliden til undervisernes selvstændige dømmekraft og faglighed.