Tidsregistrering kan sagtens fungere, men…..

Det er forståeligt, at vores formand, Annette Nordstrøm Hansen, for nylig angreb tidsregistreringen. For det er velkendt, at rigtig mange steder fungerer den ikke.
Men så længe vi lærere ikke har et fornuftigt minimumskrav på tid til forberedelse til den enkelte undervisningstime, så er vi nødt til at få tidsregistreringen til at fungere. For det modsatte vil betyde at vores arbejde aldrig ville få nogen ende, da man uden tidsregistrering og uden minimumskrav til forberedelse, ville kunne pålægge lærerne uendelig store byrder. Tidsregistrering er den bedste løsning under de nuværende forhold, hvis der vel at mærke er tillid mellem ledelse og lærere. Hvis ledelsen har tillid til, at lærerne har været fornuftige med den tid, de skriver på, og lærerne har en god fornemmelse for, hvad der er arbejdstid, og der samtidig er plads til at udvikle undervisningen, så burde der altså ikke være nogen ko på isen.

Men selvom der kan være den tillid mellem ledelse og lærerne, så er der steder hvor tidsregistreringen alligevel falder til jorden. For de lærere, der før var vant til at bruge omkring 50 timer om ugen under den gammeldags overenskomst, kan det være nærmest umuligt at presse de timer ned til 37-40 timer om ugen. Man fik ganske vist kun betaling for 37 timer før, men nu skal man registrere sin arbejdstid, og så burde man også, alt andet lige, have betaling for det. Men det er der jo ikke råd til, og det har vist aldrig været meningen, at der skulle være råd til det.

Så pludselig står vi med en gordisk knude. For på den ene side siger man, at vi kun skal have betaling for den tid, vi arbejder, men en stor del af lærerne har været vant til at arbejde mere. Det kan de ikke få lov til nu, medmindre de vælger at skrive langt færre timer, end de reelt arbejder. De, der var vant til at arbejde 50 timer uden ekstraløn, går så hen og bliver stressede under de nye forhold, fordi de ikke kan nå at løse deres opgaver tilfredsstillende, hvis de skal holde sig til reglerne. Hvis de skriver timerne på, bliver rektor utilfreds og vil ikke betale for de mange ekstra timer (som jo også er mange og derfor forståeligt skolen ikke kan betale), og hvis man ikke skriver dem på, er man en skruebrækker i kollegaernes øjne.

Så tidsregistreringen fungerer kun der, hvor lederne er i stand til at give de ansatte den mængde af opgaver, som gør, at man kan klare det tilfredsstillende, og hvor lærerne kan se at deres arbejdsbyrde passer til mængden af opgaver. Det kan godt fungere, men sandheden er, at det mange steder ikke fungerer overhovedet og slet ikke under en tid med løbende nedskæringer.

Så fordi dette er en gordisk knude, som ikke kan løses, så burde man måske løse den på samme måde som Alexander den store. Hug den over og start forfra. Skab dog et system, som er forståeligt og gennemsigtigt, så både ledere og lærere kan se, hvad der forventes, og hvor meget man får betaling for, og giv så uddannelsesinstitutionerne de budgetter, der gør, det kan løbe rundt. Så kunne de måske også finde overskud til at fokusere mere på at forbedre undervisningen i stedet for at fokusere på, hvordan man kan skære ind til benet. De nedskæringer, der sker, er jo også kun mulige pga. en overenskomst, der kun fungerer i Moderniseringsstyrelsens og politikernes hoveder, men ikke ude i virkeligheden. Så der er kun gode grunde til at starte forfra og lave et system, der fungerer.