Sproget som adgangsbillet

Jeg starter med et spørgsmål, jeg ved nogle af dem har svaret på. Vi har snakket om det i pausen. De var på rette vej, og jeg hjalp dem det sidste stykke. Men nu er der ingen, der rækker hånden op.

Stilheden breder sig.

Blikkene glider væk fra tavlen. Nogle kigger ned i bordet. Andre stirrer ud i luften, som om svaret måske kan dukke op et sted bagved mig. Tiden trækker sig ud, og jeg mærker den velkendte fornemmelse af at stå alene med spørgsmålet.

Jeg forsøger at få øjenkontakt med Nuka. Kom nu, tænker jeg. Jeg løfter øjenbrynene på den måde, man gør i Grønland, når man hilser. Turister og flyfriske danskere tror fejlagtigt, at man forsøger at flirte. Nuka ved godt, hvad jeg mener, og hun løfter også øjenbrynene.

Men stadig ingen ord.

Som underviser gør jeg det, man har lært. Jeg ændrer formuleringen. Gør spørgsmålet smallere. Mere konkret. Mindre krævende. Indimellem får jeg et svar – ofte kort, forsigtigt, næsten afleveret som en pakke, man håber ikke bliver åbnet igen.

Jeg smiler, men bliver utålmodig og bryder stilheden.

”Nuka. Jeg ved, du kender svaret.”

Der findes en særlig form for usynlighed i skolen, som ikke handler om at gemme sig, men om at mangle et sprog, der passer til rummet.

Man kan godt forstå det meste, følge med i gennemgangen og genkende pointen – og alligevel have en fornemmelse af, at ens egen viden står udenfor døren.

Hvis man ikke kan læse, er det synligt. Hvis man ikke kan regne, kan man se det. Men hvis man kan næsten, hvis man forstår, men tøver, bliver det noget, man selv bærer rundt på.

Sprog er ikke kun ord. Det er tempo, sikkerhed og fornemmelsen af at kunne tage plads uden først at skulle oversætte sig selv.

Jeg ser det i små situationer hele tiden. Når en elev godt ved noget, men leder længe efter det ord, der gør, at sætningen kan siges højt. Når nogen skriver en aflevering, hvor man tydeligt kan mærke forståelsen bagved, men hvor formuleringerne bliver så forsigtige, at teksten ender med at ligne noget, der helst ikke vil læses for nøje.

Det er her, sproget begynder at fungere som adgangsbillet. Ikke i den forstand, at man bevidst holder nogen ude, men i den mere simple forstand, at nogle har lettere ved at komme ind.

Hvis man er sprogligt sikker, kan man tænke højt, mens man tænker. Man kan prøve sig frem, rette sig selv og skifte retning undervejs. Hvis man ikke er sprogligt sikker, bliver det hele mere risikabelt. Man skal helst sige det rigtigt første gang, fordi det koster mere at få lov til at prøve igen.

I Grønland bliver det ekstra tydeligt, fordi mange elever bevæger sig mellem flere sprog, flere skoleerfaringer og flere måder at udtrykke viden på. Og det foregår ikke som et pædagogisk projekt, man kan sætte på skemaet. Det foregår som hverdag.

Det er let at pege på mere sprogstøtte, mere træning, mere skriftlighed. Noget af det er sikkert rigtigt. Men sproget i gymnasiet fungerer også som norm: sådan her lyder faglighed, sådan her ser en god besvarelse ud.

Hvis man ikke kan det endnu, er det svært ikke at tro, at det handler om evner – og ikke om adgang.

Sprog er en adgangsbillet. Men det er også noget, man kan miste modet på at bruge, hvis man hele tiden føler, at man står i døren.

Det bliver særligt synligt i undervisningen.

Forklaringerne kommer sjældent i timen. De kommer bagefter.

Nogle fortæller, at de godt ved, hvad de vil sige, men at ordene sætter sig fast. Andre beskriver en følelse af at falde igennem, hvis de siger noget forkert. Og nogle siger, at de ganske enkelt bliver trætte – af støj, af tempo, af hele tiden at skulle være på vagt.

Nogle gange bliver det meget konkret.

En dag er der terminsprøver, og eleverne skal selv medbringe bærbare computere. For nogle går det uden problemer. Andre kæmper med gamle modeller, der både ligner og lyder som et lettende rumskib. Man kan næsten høre dem arbejde sig igennem hvert klik med ren viljestyrke.

Midt i det hele vender en elev sig bort fra de andre og kigger ud ad vinduet. Det er flot vintervejr. Alt er vidt, og himlen er begyndt at blive malet med den der varme orange kulør, som kun findes heroppe, når lyset har god tid.

Hun tager sig til hovedet.

Jeg ved hvorfor. Hun har tidligere fortalt mig, at hun har misofoni.

Det er sådan nogle øjeblikke, der gør det svært at reducere stilhed til manglende engagement. Nogle gange er stilheden ikke fravær af viden, men en måde at kunne holde ud at være til stede.

Langsomt er det gået op for mig, at tavsheden sjældent handler om fagligt niveau. Den handler om, hvor trygt det er at bruge sproget.

Mange af mine elever kommer fra en grønlandsksproget folkeskole. På gymnasiet møder de et læringsrum med andre krav: mere tekst, flere begreber, mere skriftlighed. Det kræver ikke bare viden, men sproglig sikkerhed.

Når sproget ikke sidder på rygraden, bliver deltagelse et risikoprojekt. Usikkerheden sætter sig i kroppen, før den når hånden.

Udefra kan stilheden ligne passivitet. Indefra føles den ofte som selvbeskyttelse.

For før alt det andet begynder det her.

I det øjeblik, hvor et spørgsmål bliver stillet.

Og hvor ingen svarer – ikke fordi der ikke er noget at sige, men fordi det ikke er givet, at der er plads til at sige det.