Skal GL arbejde for at sænke lønnen, eller skal GL arbejde for at hæve den?
Man kan med rette spørge, om GL til næste overenskomstforhandling skal arbejde for at hæve eller sænke lønnen, måske endda fjerne adjunkt/lektor-undervisningstillæg, TR-tillæg eller diverse overgangstillæg? Lad mig slå fast: Liste 2´s politik har altid været at kæmpe for lønforbedringer, højere pension og – nu vi er ved det: for bedre arbejdsvilkår.
Som jeg nævnte på GL´s repræsentantskab, har fagtillæggene en længere historie. Det var oprindelig et tillæg til fysik, som var et mangelfag. Med et tillæg kunne man både fastholde og rekruttere; man kaldte tillægget “apparatopstilling”, men oprindelige var det kun fysiklærere i 3.g, der fik det – som kompensation for de timer, de brugte på at hente, opstille, reparere og sætte på plads.
Andre gymnasiekolleger med eksperimentel undervisning og på flere niveauer stillede krav om et lignende tillæg. Efterhånden blev det udbetalt til bl.a. biologi, kemi, geografi og en række kunstneriske fag (billedkunst, mediefag, drama og musik).
Der var en konflikt mellem nogle faglige foreninger, som i 2005 ikke kunne blive enige om en omfordeling, men i 2011 lykkedes det GL at omlægge fagtillægget til alles tilfredshed. Der var nu den samme resurse til henholdsvis a, b og c-niveau. Flere lokalaftaler udvidede brugen af dette centralt fastlagte funktionstillæg.
Der findes andre centrale funktionstillæg, f.eks. til pædagogikumvejledere og samlingspassere, arbejde ud over den tidsregistrerede undervisning; de centralt fastlagte tillæg kan ikke ændres, og jeg er sikker på, at mange, også tillidsrepræsentanter, kunne ønske sig flere obligatoriske tillæg.
Lønspredning kan være svær, hvis ikke umulig at forklare. Der findes jo samlet set flere centralt og lokalt aftalte tillæg, f.eks. K-tillæg, it- og stedtillæg. Og er det rimeligt og retfærdigt, at to kolleger med samme fag på to forskellige skoler får forskellige stedtillæg? Nej, set udefra giver det ingen mening.
Det, der imidlertid giver god mening, er åbenhed om det ofte tabubelagte emne: Lønnen. Tillidsrepræsentanten vil gerne afholde GL/klubmøde om skolens lønpolitik, hvor den enkelte gymnasielærer kan sammenligne sin løn med skolen eller alle landets kolleger (gl.org, søgeord: Tjek din løn). Hvis man ved at sammenligne kan se, at lønnen er skæv, bør man naturligvis gøre noget ved det. Det gælder om at støtte sin tillidsrepræsentant i lønforhandlingerne. Det er indlysende, at tillidsrepræsentanten altid vil forsøge at nå et godt forhandlingsresultat, uanset om der er nedskæringer eller faldende elevtilgang på vej.
Tillidsrepræsentanten ligesom GL´s hovedbestyrelse kan kun opnå det bedst mulige resultat med medlemmernes fulde opbakning.
Liste 2 vil fortsat kæmpe for at opnå de bedst mulige resultater – centralt og lokalt – med medlemmernes støtte.
Og ligesom tidligere vil vi kæmpe for at bevare fagtillægget.
Sigrid Jørgensen
Formand for liste 2
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode