Røde rettelser

”Ej, jeg har aldrig før fået så ren en aflevering tilbage. Der er jo næsten ingen røde streger”, jublede Anna og smilede til mig. Jeg mærkede straks klumpen i maven og fik fremstammet ”Ja, øh, det er en rigtig fin besvarelse, altså jeg har heller ikke rettet sådan helt i bund”, mens jeg lidt undskyldende smilede tilbage. Det var et dårligt svar at give eleven, der bare var glad og stolt, men desværre var det også et ærligt svar. Klumpen i maven er der tit. Den dårlige samvittighed over ikke at kunne nå at rette i bund, eller over at eleverne igen og igen må vente alt for længe på at få deres afleveringer tilbage, fordi tiden ikke rækker. Didaktisk kan der være rigtig gode grunde til ikke at rette alle småfejl og ikke at give afleveringer tilbage, som mest af alt ligner, at min tumling har fået fat i den røde pen og har overmalet siderne til ukendelighed. Men den tilbagelevering var ikke et produkt af didaktiske overvejelser om summative evalueringsstrategier, et udtryk for growth mindset eller et forsøg på Hattiesk procesfeedback. Den var et udtryk for, at eleven har rykket sig fagligt, men også et tydeligt og konkret bevis på, at min tid ikke slår til. År efter år med nedskæringer og besparelser kan mærkes på lærerværelset. Vi har sagt farvel til højt skattede, dygtige og pligtopfyldende kolleger. Ildsjæle brænder ud. Vi får flere hold med flere elever, og selvom man ikke motiveres alene med gulerødder, så savner jeg formiddagsfrugten og mellemtimerne med frugtbar kollegial snak.

For mig er gymnasielærerjobbet et relationsarbejde. Jeg anerkender, at ikke alle oplever jobbet på den måde. Relationen mellem mig og mine elever er essentiel for, at vi sammen kan skabe et læringsrum, som er præget af dialog, gensidighed, respekt og motivation. Vi mødes i faget, og vi mødes som hinandens medmennesker. Jeg kender mine elever, og de kender mig. Jeg er skibets kaptajn, men uden mandskabet sejler det ikke. Forsker Dorte Ågård siger det så godt, når hun taler om klasserumsledelse og motivation, om lysten til at være i undervisningsrummet og oplevelsen af at blive set og anerkendt. ”Man skal vide, at man er der. Man skal vide, hvad man laver”, siger Ågård om eleven i undervisningen. Citatet har hun hentet fra en respondent. Men relationsarbejde kræver tid og overskud. Den faglige del af undervisningen når jeg nok at forberede, men relationen synes sommetider at måtte sejle i sin egen sø. Med flere og flere elever på holdene og flere og flere hold bliver relationsarbejdet sat under voldsomt pres. Der er meget mere larm i modulerne, og stemmen er hæs inden frokost. Eleverne bliver til ”dig der” og ”dig i den grønne trøje”, og langsomt vokser klumpen i maven, mens det meningsfulde i verdens bedste job svinder ind. Hvordan skal jeg nå at lytte til, at Beates far har fået kræft, at Carl har fået hjernerystelse og døjer med afleveringerne, og at Dacians depression er blusset op, når jeg altid skal skynde mig videre? Og hvis man skærer ind til benet, hvordan skal jeg så stilladsere 183 elever om ugen, så jeg hensigtsmæssigt støtter dem i deres individuelle læringsprocesser?

Man kan næsten føle det som en form for gaslighting, når man gang på gang oplever pressede kolleger fortælle, at ”tallene passer, så jeg kan jo ikke tillade mig at føle mig overbebyrdet. Det må være mig, der oplever det forkert”. Arbejdsopgaverne hober sig op, små problemer vokser sig større, og store problemer er der slet ikke overskud til at håndtere. Vi skal videre. Skibet er søsat. Og nu støder vi snart mod endnu et isbjerg. Denne gang spinnes det som ”markedsføringsudgifter”, og vi skal spare 150 millioner kroner om året. Inden valget ville de røde ikke sætte flere streger i uddannelsesinstitutionernes regnskaber. ”Vi skal alle blive dygtigere”, sagde de. ”Der er en anden vej end nedskæringer på uddannelser”, stod der med rødt på Socialdemokratiets valgplakater. Tallene fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fra 2019 taler deres tydelige sprog. Gymnasielærerne er nogle af de lønmodtagere, som er mest plaget af stress og symptomer på angst, og gymnasielærerne hører også til en af de jobgrupper, som bliver mest følelsesmæssigt berørt af deres arbejde. ”Tallene skal tages dybt alvorligt”, sagde vores formand. Vi taler for døve øren, siger jeg.

”Hver fjerde nye sygeplejerske tvivler på fremtid i jobbet”, lød rubrikken på dr.dk i august i år. Usikkerheden tilskrives det enorme arbejdspres, som sygeplejerskerne møder. Mens min røde rettepen svæver hastigt over papiret, har min egen tvivl om fremtiden i verdens bedste job godt fat i mig. Jeg sætter mine røde rettelser, mens jeg forestiller mig lærerne stå som orkestret på den synkende Titanic og spille for de skibbrudne. Der må være en anden vej.