Problem eller mulighed?

Kort fortalt, er vi rigtig gode til at uddanne elever og studerende i Danmark. Vi er rigtig gode til at uddanne kritisk tænkende og selvstændige individer. Fokus er at træne til kritisk analytisk tænkning, og med det lykkes det meget godt. Hvad er så problemet? Problemet er netop det, at vi uddanner de unge til at se problemer og udfordringer, men ikke til at løse dem. Handlingsperspektivet mangler nemlig helt eller delvist på langt de fleste uddannelser.

Ifølge Nordic Entrepreneurship Monitor 2010 (FORA) skal vi i Danmark særligt fokusere på nye og spirende virksomheder, samt støtte udviklingen af entreprenører. Årsagen er, at vi i fremtiden ikke bare skal bygge samfundets vækst op om viden, men om eksekvering af viden. Vi har skarp konkurrence fra det globale marked og hvis vi vil gøre os håb om en plads på dette marked, skal de kommende generationer kunne levere kreativitet kombineret med handlekraft. Netop denne kombination hører vi for øjeblikket hele tiden om, den kaldes nemlig også innovation.

FORA peger på et generelt problem i de nordiske lande. Problemet går ud på, at vi ikke har kultur for entreprenørskab. Dette fremstår med al tydelighed, når Danmark sammenlignes med USA. Det unge idérige individ bombarderes i Danmark med udfordringer og problemer og opfordres som oftest til at vente med at eksekvere til en tilstrækkelig magtposition i samfundet er indtaget. I USA er det omvendt. De unge og idérige hyldes og klappes på ryggen. Hvor det i Danmark er tabubelagt at mislykkes med en virksomhedsidé, er det i USA blot en naturlighed for enhver iværksætter. Der tales åbent om det, og erfaringerne fra første forsøg bruges i næste forsøg. I Danmark er det pinligt og iværksætteren prøver sjældent igen. Det er derfor kun de ustoppelige ildsjæle, der for alvor indtager den danske vækstscene.

Men paradokset er åbenlyst. Vi kan noget helt særligt i Danmark, idet vi er rigtig gode til at uddanne kritisk tænkende og selvstændige individer. Dog er det svært at holde gejsten oppe når man bor i en andegård, hvor man ikke skal stikke næbbet for langt frem, førend man får et hak.

Centralt i formålsbekendtgørelsen for stx hedder det sig i § 1 stk. 4 at: ”Uddannelsen skal udvikle elevernes kreative og innovative evner og deres kritiske sans.” Paradoksalt nok har vi som faglærere desværre en tendens til at overse dette, da vi som oftest fokuserer mere snævert på fag-bekendtgørelserne, når vi planlægger vores undervisning.

Fra et pædagogisk didaktisk perspektiv er virkelighed og nysgerrighed grundlæggende. Som undervisere skal vi tage udgangspunkt i elevernes undren og stilladsere derfra. Sagt på en lidt anderledes måde, skal vi tage udgangspunkt i elevernes interesse og tilrettelægge undervisningen, så den har en rimelig og naturlig progression. Det forekommer åbenlyst, men sandheden er endnu tilsløret. På alle måder er det meningsfuldt at tage udgangspunkt i elevernes idéer og støtte eleverne i at virkeliggøre og eksekvere på deres idéer. Ud af dette springer en naturlig interesse og progression. Vi gør det bare ikke – nok.

På det økonomiske område har Saras Sarasvathy, professor i økonomi, i stigende omfang vundet gehør. Hun har især kastet sin interesse på handlekraften, entreprenører og serie-iværksætteri. Her er der relevant viden af kaliber og viden, vi i høj grad kan bruge inden for undervisningspædagogikken. Sarasvathy har undersøgt en mangfoldig gruppe af serie-iværksættere, som gentagne gange har iværksat virksomhedsidéer. Resultatet er for mange overraskende, idet hendes forskning viser, at den succesfulde entreprenør ikke bare handler på ufuldstændig viden. De handler også kontrært til den ellers normale rationalitetslogik inden for økonomisk tænkning. Entreprenørerne handler på muligheder og uden at kunne se eller nødvendigvis kende deres endelige mål. De vender således vores ellers så vante logik på hovedet, idet de i en vis forstand ikke ser udfordringer og problemer, men i stedet ser muligheder for handling her og nu. Hver mulighedsorienterede handling giver anledning til en række nye muligheder og dermed udvikles virksomheden eller organisationen, i hvert fald i den relativt lange opstartsfase.

I gymnasieverdenen skinner denne ”gamle” rationalitet tydeligt igennem. En idé mødes ofte med skepsis, og de mange problemer og udfordringer identificeres øjeblikkeligt. Mulighederne derimod, er ikke i fokus. I min praksis som gymnasielærer kender jeg mange eksempler på elever, der har identificeret netop dette paradoks, hvad angår nye initiativer, demokrati og udvalgsstruktur på gymnasiet. De beskriver en udvikling fra at være nye elever på skolen med mange gode idéer til at være passive og kritisk analytiske afgangselever tre år senere. Lykkes det i den mellemliggende periode at svømme imod strømmen og trænge igennem til og frigøre elevernes indre handlingspotentiale, italesættes det som en meningsgivende og lykkebringende øjenåbner.

Netop denne lykke er også i de seneste år blevet omdrejningspunkt for forskning inden for psykologien. Her identificeres handlekraft netop som en faktor, der bidrager til individets lykkefølelse. Hertil kommer empati og fokus på det positive frem for det negative. Igen kommer fokus til at spille en afgørende rolle. Når man kombinerer Sarasvathys mulighedsfokus med psykologiens lykkebringende positive fokus, virker det oplagt at vende ryggen til det negative kritisk analytiske fokus. Eller sagt med andre ord, fokus på problemer og udfordringer.

Hensigten med denne tekst er ikke her at tordne mod noget vi er gode til i Danmark. Selvstændighed og kritisk analyse er bestemt kvaliteter, vi skal holde fast i på uddannelserne. Kunne denne professionalisme i kritisk analyse netop kombineres med Sarasvathys mulighedsorientering ville der opstå en situation, der imødekommer FORA’s anvisninger. Kombinationen af kritisk analytisk faglighed og eksekvering af idéer eller handling på muligheder kan netop understøtte udviklingen af innovative entreprenører i samfundet.

Forskerne O’ Connor og Rice konkluderede i 2001, at identifikation af muligheder er afgørende for skabelsen af radikale innovationer. I forlængelse heraf redegør de for, hvorfor netop radikale innovationer er så vigtige for fremtidens vækst. Disse radikale innovationer udgør nemlig paradigmeskift, som skaber helt nye muligheder og vækstpotentialer. De anviser derfor, at organisationer: ”build enabling activities into people´s jobs to increase the probability that opportunity recognition will occur.” (s. 110) Hvis de unge skal blive gode til at identificere muligheder for radikale innovationer, er det derfor også helt afgørende, at de opnår træning i netop dette i løbet af deres lange uddannelseskarriere og gerne så tidligt så muligt. På samme vis kan lærerne i stigende grad supplere deres faglighed med et øget fokus på konkrete handlemuligheder. I det omfang lykkeforskningen tages for gode varer kunne de positive sideeffekter være, at lærernes arbejdsglæde og elevernes trivsel og læring øges.

Et fokus på innovationsudvikling i undervisningen af alle fag vil således ikke bare skabe økonomisk vækst, men vækst i en meget bred betydning af ordet.