Læring uden for boksen

Jeg hørte Bill Rankin, et af de store navne inden for it i undervisningen, holde oplæg i sidste uge. Endnu en gang blev jeg bekræftet i, at nysgerrighed, lyst til at lære samt kreative og innovative kompetencer er vigtige i fremtiden.

Rankin advarede mod at skabe en gymnasieskole for gennemsnitseleven. For der er nemlig ikke nogen, der er gennemsnitlige. Han illustrerede det med et eksempel fra det amerikanske militær, der efter Anden Verdenskrig pludselig havde mange flystyrt, tilsyneladende af uforklarlige årsager, nogle gange flere på samme dag.

Det viste sig, at det var, fordi cockpittet var designet efter en gennemsnitspilot mht. højde, vægt, armlængde, synsfelt osv. Men ingen er gennemsnitlige på alle parametre samtidig, så reelt passede cockpittet ikke til nogen. Og fordi flyene var blevet hurtigere, medførte det styrt.

I stedet for skoler for gennemsnitselever, bør skolerne kunne rumme forskelligheder. Vores job er at vise eleverne det mål, de skal nå, ikke at føre dem ad en bestemt vej. Vi skal skabe rammer, som elever kan udfolde sig forskelligt i efter evner og interesser, og lade dem bidrage med det, de er gode til.

Det handler om at gøre eleverne til producenter, ikke kun til passive konsumenter. Der, hvor man lærer mest, er nemlig, når man skal omsætte sin viden til et produkt, der skal bruges af andre. Eleverne skal arbejde med emner, der engagerer og motiverer dem. De skal ikke bare arbejde hen imod at klare sig godt til eksamen.

Nogle gange tænker vi for traditionelt i fagene: Man skal starte fra en ende af og så bygge ovenpå, og når man en gang ved nok, kan man begynde at anvende den faglige viden til at belyse relevante problemstillinger. Vejen er med andre ord vigtig og styrende.

I mit eget fag, kemi, er der fx traditioner, der siger, at det er nødvendigt først at vide alt om atomets opbygning, derefter om det periodiske system, så om forskellige typer af kemiske bindinger og så… og så når vi aldrig til det virkeligt spændende og anvendelsesorienterede. Det er ærgerligt. Hvorfor ikke starte midt i det hele, og så tilegne sig den relevante faglige viden, efterhånden som man får brug for den? Mine erfaringer siger, at eleverne sagtens kan klare det, de bliver faktisk dygtigere, og de er langt mere motiverede og engagerede undervejs.

Ranking gav dette eksempel på den traditionelle tankegang i fagene: Det svarer til denne opbygning af et kursus i madlavning: Den første uge undervises der i skeers design og funktion. I uge 4 går vi videre til knivene, i uge 8 til gryder og stegepander, og endelig, i kursets sidste uge, kommer vi til, hvad et komfur er, og hvordan det virker. Vi når altså aldrig til faktisk at lave mad. Eleverne ville have mere glæde af at blive kastet ud i madlavningen og så tilegne sig den relevante viden undervejs.

Rankin blev til sidst spurgt om, hvad han tænkte om Hattie og synlig lærings-bølgen. Han var meget klar: “I hate measuring things”, fordi de interessante ting i undervisning ikke kan måles, og fordi målinger medfører, at vi underviser, så eleverne kan klare testen, ikke så de lærer de relevante ting. Han afsluttede med at sige: “Please don’t do what we have done to education in the past 20 years”, med henvisning til at måle og veje alt.