Ordblindhedens styrker
Hvad tænker vi egentlig om vores ordblinde elever? Jeg har i gennemsnit to ordblinde elever pr. klasse. Jeg blander mig ikke så meget i, om eller hvordan de bruger deres hjælpemidler, og indtil nu har jeg faktisk ikke interesseret mig så meget for ordblindhed. Jeg har nok bare haft lidt ondt af dem, fordi de skulle kæmpe mere med skolearbejdet.
Men så hørte jeg et oplæg af lærer og dysleksi-ekspert Susanna Cederquist på SETT-konferencen i Stockholm for nyligt. Hun vendte op og ned på mine forestillinger. Det var øjenåbnende!
Vidste du, at en del af den britiske efterretningstjeneste har ordblinde ansat, fordi de er gode til at analysere komplekse problemstillinger og genkende mønstre[1]? Eller at nogle firmaer foretrækker ordblinde, fordi de er de bedste innovative tænkere[2]?
Albert Einstein, Winston Churchill, Leonardo da Vinci, H. C. Andersen, Bill Gates, Steve Jobs og mange flere kendte var eller er alle dyslektikere. Hvad ville verden have været uden genier som dem?
Vi har brug for kreative mennesker, der kan tænke ud af boksen, og de er overrepræsenteret blandt ordblinde. Hvis vi blot vurderer ud fra læse- og skriveevner, er vores vurdering af dem ikke fair, og hvad værre er, så risikerer vi, at de mister lysten til at uddanne sig.
Nyere forskning har vist, at dyslektikere har styrker på andre områder end ikke-dyslektikere. De har en udpræget evne til analytisk rumlig tænkning (at forestille sig ting i 3D), de er generelt er mere kreative, de tænker i billeder frem for i ord, og de ser ting som helheder. Det gør, at de behandler information som en helhed, i stedet for at gøre det del for del, og at de har lettere ved at skabe betydning i store mængder visuel information [3].
I stedet for udelukkende at se ordblinde som mennesker med udviklingsforstyrrelse (Sundhed.dk) eller som mennesker med indlæringsvanskeligheder (Wikipedia), burde vi begynde at undersøge vores ordblinde elevers potentialer. Selv om ord på papir/skærm er den kommunikationsform, der tilsyneladende har højst status, er det ærgerligt og kontraproduktivt at lade det være begrænsende. Som det er nu, står 3D-tænkningen i vejen for læsningen hos mange dyslektikere, fordi deres hjerner prøver at se teksten tredimensionelt, og det derfor kan opleves, som om bogstaverne bevæger sig i forhold til hinanden. Måske kan vi i stedet udnytte deres evne til at tænke i 3D til at overskue store mængder visuel information, til kreativitet og helhedstænkning i vores undervisning?
Jeg siger ikke, at vi skal marginalisere dem ved at give dem andre opgavetyper end resten af klassen (medmindre de selv ønsker det), men vi kunne godt tænke mere i andre produkttyper, fremlæggelsesformer og tekstmateriale, og vi kunne arbejde meget mere med kreativitet – for alle elever.
Først og fremmest kan vi starte med at ændre synet på ordblindhed fra at være en sygdom/forstyrrelse/vanskelighed til at være en resurse – selvom vi endnu ikke ved så meget om, hvordan vi kan udnytte den. Jeg glæder mig til at lære mere om dette område, og jeg håber, at der snart kommer masser af ny forskning i det.
Kilder:
[3] http://susannacederquist.com/wp-content/uploads/2017/03/Sid-44-48.pd
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode