Optur

For nylig startede jeg en ny klasse op. Eleverne havde indtil da gået i grundforløb; fordelt på tre forskellige klasser. Der var tale om en relativ lille, nystartet klasse med 18 elever, hvor enkelte elever således kendte hinanden på forhånd.

Jeg skulle have klassen i 2. modul - kun 1. modul efter de havde set hinanden som klasse første gang. Jeg besluttede mig derfor hurtigt for, at dansktimen skulle omhandle introduktion; både til faget og til mig. Jeg tror nemlig, det ret hurtigt skal tydeliggøres for dem, hvordan jeg er som person og som underviser, og hvad jeg rent faktisk forventer af dem til og i mine undervisningstimer. Jeg ved godt, flere lærere finder dette punkt grænseoverskridende og uden relevans, men her er jeg meget uenig. Ved at være tydelig fra start af, ved eleverne hurtigt, hvor de har mig, således unødvendige diskussioner kan undgås, fx er det no-go med deodoranter, der sprayes i timen, eller make-up spejle, der pludselig tages op fra tasken. Dette punkt tydeliggør jeg i øvrigt vha. en powerpointpræsentation, så de i timen kan følge med både visuelt og mundtligt. En ting er, at de lærer mig at kende; jeg vil dog også meget gerne lære dem at kende.

Jeg har førhen prøvet diverse øvelser, navnelege etc. uden at føle, jeg hverken blev særlig danskfaglig eller fik et større kendskab til eleverne, så det var tid til nytænkning for mit vedkommende. Som lektie havde jeg derfor besluttet mig for at uploade et blogindlæg omhandlende: ”Tør du prøve kræfter med lyrikken”, hvor eleverne kunne finde inspiration til at skrive digte. På basis af denne viden skulle eleverne skrive et digt med titlen: ”Hvem er jeg?”. Opgaven lød: ”I digtform skal du fortælle om dig selv, således klassen kan få et indtryk af, hvem du er som person: Du kan fx komme ind på dine værdier, din familie, dine interesser, dine fremtidsplaner, dit valg af studieretning etc. Krav: mindst 3 strofer - hver med fire vers, medmindre du vil undgå strofer og skrive ud i en sammenhæng - så er kravet mindst 12 vers. Digtet skal læses højt for klassen- så det er en klar fordel at have øvet oplæsning forinden.”

Da jeg havde stillet opgaven, blev jeg rent faktisk meget i tvivl. Ville eleverne hade opgaven (det var der flere lærere, der mente, de ville!)? Ville det blive for useriøst? Var det for svært at skrive et sigende digt om sig selv?

Det måtte stå sin prøve, og jeg besluttede mig selv for at skrive et digt, som jeg kunne præsentere for klassen, men jeg må indrømme, at det var lettere sagt end gjort, da digtet hurtigt blev meget personligt. Jeg kunne rent faktisk mærke, jeg blev nervøs, da jeg skulle læse mit digt højt, men eleverne tog virkelig fint imod, og de syntes, det var fedt, at jeg havde gjort det. Jeg tror endda, det var medvirkende til, at størstedelen valgte at dele deres digt med resten af klassen. Når jeg siger ”størstedelen”, skyldtes det ikke, at nogen nægtede at gøre det, men enkelte havde bare ikke lavet lektien. Jeg spurgte disse elever, om de havde mod på at prøve alligevel, og det var der flere, der takkede ja tak til, hvis det måtte blive i slutningen af timen.  Alene det, syntes jeg, var optur. Undervejs via oplæsningerne fandt eleverne bl.a. ud af, at der var flere med store ambitioner i klassen. En ville gerne være læge, en anden astrofysiker.  Derudover fandt to elever ud af, at de delte den samme passion for et bestemt computerspil. Alt i alt synes jeg, vi alle blev klogere på hinanden, og det er bestemt en øvelse, jeg vil bruge igen. Dog er jeg klar over, at jeg nok var heldig kun at have 18 elever i klassen, således det ikke varede alt for lang tid med oplæsningerne eller blev for ensformigt.