Onlinemødets værdi

Nu har jeg været ude på skolen et par gange, og det er vældig rart at se eleverne igen. Men hvordan har jeg nogensinde formået at aflevere børn og køre direkte på arbejde OG have mine ting med?

De mange vintermorgener i Meet står pludselig i et andet lys. Det er faktisk okay at slippe for at cykle 14 kilometer i modvind. Det er rart at arbejde i leggings. Helt fint, at ingen kan lugte, man ikke nåede i bad.

Måske er omlægning til virtuel undervisning løsningen de mandag morgener, hvor det er svært at få logistikken i børnefamilien til at hænge sammen? For slet ikke at tale om alle vores møder! Studieretningsmøder, PR-møder, møder i diverse udvalg og arbejdsgrupper - hvorfor SKAL vi egentlig mødes på skolen? Hvad sker der ved at lade møderne blive afholdt hjemme i stuerne? Er det ikke mere effektivt? Bedre for familierne? Win-win?

                                                                       ✩✩✩

Som mennesker er vi tiltrukket af at finde meningen med tilværelsen. Det er derfor tillokkende at søge meningen i pandemien. Det er fristende at kunne sige, man har lært noget af det hele.

Men det, at vi gerne vil finde mening, betyder ikke, at meningen objektivt set er der. Man må for min skyld gerne prøve at skabe mening i det meningsløse. Det gør vi hele tiden. Man skal bare huske, at det ikke er universelle sandheder, man går og konstruerer.

Onlinemøder kan betragtes som smart, effektivt og bekvemt. Værdiskabende. Men er de det? Er det godt at mødes online? Eller synes man, det er godt, fordi vi kan?

Vi betragter typisk nye teknologiske muligheder som noget, der skaber værdi. Tænk på radioen. Fjernsynet. Smartphonen. Tænk på, i hvor høj grad de i hver deres tid fik lov at definere, hvad man synes er god kultur, gode muligheder og god underholdning.

Man skal bare huske, at teknologien ikke i sig selv giver tilværelsen værdi. Det er os, der tillægger tingene denne - måske tilsyneladende objektive - værdi. Som Marx sagde, så er det ikke idealerne, der bestemmer, hvad vi udvikler af materielle goder; det er derimod den materielle udvikling, der kommer til at definere vores idealer. De teknologiske muligheder kommer altså til at bestemme, hvad vi forstår som værdifuldt. Derfor kan det betragtes som noget godt (fordi det er nemt, fleksibelt, bekvemt og trygt) at mødes online, selv om det ikke nødvendigvis er godt.

Kort sagt: At man kan, betyder ikke, at man skal.

Online er vi nemlig ikke sammen. Men det er i det fælles rum, at mennesket lærer sig selv og andre at kende; at vi lærer grænser og normer, respekt og kultur; at vi lærer livet. Når vi mødes og skilles rent fysisk kan vi mødes og skilles rent åndeligt.

Man kan om skolen sige, at den ikke kun er undervisning - den er også alt det udenom. Alt det, man ikke får, når man sidder derhjemme og kigger på en skærm. Det samme gælder for arbejdslivet: Det er mere end ‘opgaver, der skal løses’. Vi skal stadig lære grænser og normer, respekt og kultur. Vi har brug for interaktion for at forstå et møde fuldstændig. Det er særlig vigtig i forbindelse med nedslående meddelelser og ophedede diskussioner, men også i forbindelse med de mere almindelige småting, et møde i personalegruppen indeholder. Nogle gange er det nødvendigt simpelthen at mærke stemningen. Blikke og ansigtsudtryk, mumlende reaktioner og småsnak i pausen er alt sammen elementer, der hjælper os til at forstå situationer, oplevelser og reaktioner, både hos hverandre og for os selv. På den måde kan vi udvikle os som kolleger - og som mennesker.

Det må vi aldrig gå glip af - slet ikke, hvis det bare er for at spare lidt transporttid. Det skal vi huske, når vi kommer tilbage til en post-corona-hverdag. Man har også lært noget af krisen, hvis man har lært, at den gamle, ineffektive, analoge mødeform er bedst.