Ny AI-studieretning

På min arbejdsplads, Odense Tekniske Gymnasium (htx), har vi i det indeværende skoleår valgt at oprette en studieretning, vi kalder AI-studieretningen. Studieretningsfagene på linjen er programmering og kommunikation og it, men idéen er, at vi på tværs af fagene i studieretningen vil reflektere over, tematisere, lege med, debattere og forholde os til generativ kunstige intelligens som en ny og allestedsnærværende teknologi.

Som dansklærer på linjen (der i øvrigt også underviser i engelsk og idéhistorie) ønsker jeg at blogge om vores nye studieretning og de erfaringer, vi gør os på vores skole. Dels fordi det for mig er en måde at reflektere over min egen undervisningspraksis med brugen af generativ kunstig intelligens, men også fordi jeg ønsker at bidrage til en erfaringsdeling både på min egen skole, men også på tværs af gymnasierne, som jeg mener er særligt vigtig netop nu.

Man kan selvfølgelig spørge, om det er nødvendigt at oprette en hel studieretning, der centrerer om generativ kunstig intelligens. Måske ikke. Og omvendt er jeg enormt glad for, at vi på min arbejdsplads, på et teknisk gymnasium, har valgt at gøre det. Dermed er nemlig både jeg selv og mine kolleger på studieretningen kastet ud i et eksperiment, hvor vi sammen må forholde os til den nye teknologis eksistens i undervisningsregi både i dagligdagen med eleverne, men også på alle vores teammøder, når vi planlægger og koordinerer i fællesskab. Jeg mærker i den grad et behov for at danne en fælles erfarings- og vidensbank, og jeg oplever det som enormt givtigt at dele erfaringerne på tværs.

Tanken med den nye studieretning er ikke, at eleverne skal prompte løs, hver gang de skal lære noget, eller at AI skal indgå i alle timer. Tværtimod. Tanken er snarere, at generativ kunstig intelligens er noget, vi må og skal forholde os til eksistensen af – hele tiden. Vi skal bruge teknologien, når den giver mening. Vi skal lege med teknologien. Vi skal dog i lige så høj grad, og faktisk nok endnu mere, reflektere over vores brug eller ikke-brug af samme. Man kunne måske med lidt god vilje hævde, at overskriften for studieretningen bliver en konstant refleksion over, hvor generativ kunstig intelligens kan bidrage til læring, og hvor teknologien eventuelt hæmmer samme. For eleverne – og for os som undervisere.

I min egen undervisning har jeg allerede eksperimenteret en del med både brugen af AI, den tilbagevendende dialog i klassen om samme og ikke mindst de individuelle refleksioner hos eleverne og mig selv. Noget af det, jeg oplever som noget tilbagevendende hos eleverne, er en enorm usikkerhed. Rigtig mange elever ytrer, at de er bange for at komme til at snyde uforvarende. De er simpelthen i tvivl om, hvad man må, og hvad man ikke må. Det kan jeg godt forstå. For i forhold til tidligere tiders plagiat- og snyddebat, så er brugen af kunstig intelligens som fx sparringspartner i et projekt eller i en skriveproces et noget mere uklart fænomen for eleverne – og egentlig også for mig som underviser. Det allestedsnærværende paradoks, at eleverne pt. kan bruge redskaberne i den daglige undervisning, men er fuldstændig afskåret fra dem i de nuværende eksamensformer, er en stor udfordring for både os som undervisere og for eleverne at navigere i.

Derudover er der også en del elever, der er bange for, at teknologien tager noget fra dem. Det handler både om læring, men i lige så høj grad om kreativitet og en ”egen stemme”. De er bange for at blive så prægede af en AI-platforms måde at formulere sig på, at de glemmer deres egen. Frygten er reel, men i mine øjne kan løsningen ikke være at lade som om, teknologien ikke findes. Vi er nødt til at forholde os til den, og vi er nødt til at tage ansvar for at lære vores elever at bruge, ikke-bruge og reflektere over teknologien. Netop derfor er jeg så glad for, at vi efter grundforløbet skal i gang med at arbejde systematisk med alt det ovenstående – sammen med vores søde elever. Jeg håber, I har lyst til at følge med.