Fokus på elevernes læringsglæde frem for lærernes fagsorg

Jeg snakkede forleden med en professor, som er stærk involveret i debatten om kunstig intelligens (AI) i Danmark, og som var stødt på begrebet ”fagsorg”. Fagsorg bruges til at beskrive den sorg, der florerer blandt undervisere, som oplever, at de ikke længere kan smitte eleverne og få dem til at brænde for deres fag. Fagsorg indebærer desuden, at underviseren oplever, at lærergerningen mister mening, ja i værste fald tømmes for mening. Og den følelse er efter sigende mere udbredt i gymnasieskolen end på universiteterne, som dog også oplever den. Professoren synes, at det var en trist udvikling, hvilket var svært at være uenig i.

Ifølge formanden for Gymnasielærerne, Anders Frikke, er der ligefrem eksempler på lærere, der har sagt deres job op pga. fagsorg.

Nu er jeg selv gymnasielærer, og jeg er helt med på de mange udfordringer og frustrationer, som AI fører med sig. Særligt udfordringen med, at undervisere ikke længere kan stole på, at eleverne selv laver arbejdet, særligt det skriftlige arbejde (den såkaldte tillidskrise). Men jeg vil nu alligevel påstå, at de lærere (hvor mange de end er), der har sagt sit job op på grund af fagsorg, må have haft andre udfordringer med lærergerningen ud over fagsorgen. Forestillingen om et klasselokale med en lærer, der med ild i øjnene og fut i fagligheden, får alle elever til at brænde for faget, er selvfølgelig enhver lærers drømmescenarium. Hvilken dansklærer har ikke drømt om at være John Keating fra Dead Poets Society og springe rundt og få alle eleverne til at blive vilde med poesi og indse lyrikkens frigørende potentiale? Spoiler alert! De fleste klasserum er i virkeligheden noget mere brogede, og elever motiveres af mange forskellige faktorer. Jeg underviser fx i historie, og jeg kan sommetider stå på hovedet, og alligevel sidder der enkelte elever med tomme blikke i øjnene, og som til den næste lærer-elev-samtale siger, at jeg ikke skal tage det personligt, at jeg er en god lærer, men at historie bare ikke interesserer dem. Det føler jeg ikke noget tab ved. I mine øjne er underviserens fornemmeste opgave nemlig ikke at brænde for sit fag (det er nemt nok), men at brænde for sine elevers læring og for at takle de pædagogiske og didaktiske udfordringer, de bringer med sig ind i klasserummets sammensurium af relationer, forstyrrelser og faglig viden.

I det perspektiv forekommer det mig ærligt talt lidt slapt at kaste lærerhåndklædet i ringen og sige op på grund af fagsorg. Det lyder som selvmedlidenhed. Jeg ved heldigvis, at langt de fleste lærere i gymnasieskolen med ildhu samler den pædagogiske og didaktiske handske op, som AI slår (tæver) os med i ansigtet, så blodet sprøjter. Og de gør det dygtigt og med nysgerrighed. Både fordi de brænder for deres fag (det gør alle lærere), men først og fremmest fordi de brænder for deres elever og deres læring (det gør de fleste lærere). Og det kommer hverken fagsorg eller kunstigt intelligens til at ændre på. Og jeg ved heldigvis også, at mange af eleverne gerne vil lære, og at de opfatter AI som demotiverende, når den laver arbejdet for dem, men at det kan være svært at lade være. Det understreges af undersøgelser blandt eleverne selv.

På grund af AI kommer vi selvsagt fremadrettet til at se store ændringer i undervisningsverdenens rammer, så lærerne kan få styrket læringsrummet og eleverne genvinde noget af den tabte læringsglæde. Og kan det så også mindske fagsorgen lidt blandt de ramte lærere, så tager vi det med, men det er ikke målet.