Overtager robotterne verden?

I dialogen ’Faidros’ skriver Platon en direkte advarsel imod skriftsproget. Det teknologiske fremskridt ville ikke, som hævdet, forbedre hukommelsen, siger Sokrates, men tværtimod hæmme den – for hvis man forlader sig på nedskrevne ord, vil man ikke længere hente viden fra sin egen erindring.

I 1953 fortæller Ray Bradbury med novellen ’The Pedestrian’ (’Fodgængeren’) om et fremtidigt samfund, som ligner en kirkegård om aftenen, da alle sidder indenfor i deres huse og – som levende døde – glor passivt på en fjernsynsskærm. Samme forfatter beskriver i novellen ’The Murderer’ fra 1964 en verden med intens larm og forstyrrelser forårsaget af alle de forskellige apparater, som er blevet normen: ”telephone, wrist radio, intercom, telephone, wrist radio, intercom, telephone, wrist radio, intercom, telephone, wrist radio, intercom, telephone, wrist radio, intercom, telephone, wrist radio, intercom (…)” (Bradbury, R.: Classic Stories 1, Bantham 1990).

Bekymringer for åndeligt forfald blev udtrykt, da bogtrykkerkunsten blev opfundet. Da radioen kom. Da de første biografer åbnede. Da smartphones dukkede op. Ny teknologi har kort sagt altid været en kilde til frygt, og typisk er det den kulturelle elite, der er mest bekymrede, mens den brede befolkning måske nærmere ser muligheder for at arbejde mindre og få billigere adgang til underholdning.

Man kunne måske tro, at jeg nu vil hævde, at vores bekymringer for AI således er fjollede. Det er nu ikke mit ærinde. Min påstand er tværtimod, at alle de tidligere advarsler i en vis forstand har haft ret.

For mens det selvfølgelig kan virke absurd, at Platon i et værk, som er overlevet netop fordi det er nedskrevet, advarer mod skriftsproget, så er det vel rigtig nok, at vi ikke længere lever med så stor hukommelseskapacitet, som vi havde dengang, man skulle lære for eksempel en hel mytologi udenad.

Og mens filmkunsten kan noget helt unikt, som man ikke kunne med teatret, er det vel også rigtigt, at vi i høj grad har brugt biografer og måske især fjernsynet mere til ligegyldig, ikke-stimulerende underholdning end til kunst.

Internettet er en kæmpe vidensbank, og med smartphones har vi dermed alle sammen et leksikon i lommen – men bruges mest til hjernedød underholdning. Og vi bliver konstant forstyrret, ofte af ligegyldig støj.

Som jeg ser det, har vi kun vundet noget, når det er menneskets kreativitet, der sidder ved rattet. Når vores skaberkraft bestemmer teknologiens veje. Det kan være i form af litteratur, grafik eller film, eller når vi bygger nye måder at udbrede viden og udbyde hjælp på. Når formålet kommer før teknologien – ikke omvendt – så kan den måske tjene os.

Men vi taber, når menneskets dovenskab tager føringen. Når man smider sig i sofaen uden formål og zapper eller scroller sig igennem en halv eftermiddag med ligegyldig underholdning, som er glemt igen bagefter. Når man lever med et behov for konstant at skulle adspredes for at undgå at skulle tænke selv.

Af samme grund har vi i den grad også tabt, når vi beder AI skrive for os – eller male for os og lave musik for os.

For når man beder robotten om at lave den der plakat eller skrive den der tekst, så fratager man sig selv alt, hvad der hedder proces, fejl, læring, udvikling og ideer. Man skaber ikke noget. Man formidler kun det, AI’en sammensætter: En grå masse af enslydende tekst og en grå masse af grundlæggende ens grafik. Fejlfrit, måske. Men også – og måske netop derfor – totalt uinteressant.

Og hele den kreative proces – den spirende, skabende, udviklende, forvirrende og besværlige proces – ophører med at eksistere. Tilbage står kun et produkt. Men hvad er menneskets forhold til et produkt, som ikke engang er skabt af et menneske? Hvad skal vi med det?

For mennesket er ikke fejlfrit. Mennesket er rodet og forvirret og ulykkeligt og tvivlende og uroligt – og fantasifuldt og genialt og vidunderligt. Derfor er mennesket i stand til at skabe ting, der er rodede og grimme – og fantasifulde, geniale og vidunderlige.

Hvis AI får lov at blive vores nye generator af alle mulige små og store ting, så mister vi alt det, som der sker, når vi skaber noget flot eller noget grimt og viser det til andre. Vi mister det, som det giver at skrive – og læse – et digt. Vi mister det, som det giver at male – og betragte – et billede. Vi mister noget, som er en grundsten i selve det at være menneske. Og hvad i alverden skal vi gå rundt og lave, hvis vi ikke skal skabe?

Samtidig fortæller vi med alle vores AI-skabte produkter vores børn og unge, at ting skal se ud på en bestemt måde, og at der er et æstetisk facit. Perfekthedskultur og præstationskultur næres i den grad af AI-genereret materiale.

Frygten for, at robotterne overtager verden i morgen, handler meget om infrastruktur og atomprogrammer. Jeg er meget mere bange for, at robotterne overtager selve vores menneskelighed.

Måske er det fint, hvis det er robotter, der tager sig af alt det kedelige – af tøjvask, rengøring og måske nogle ligegyldige administrative opgaver. Men dovenskaben må ikke sætte sig på førersædet, når det kommer til det vigtige. AI må aldrig blive ansvarlig for vores kultur, vores kunst, vores kreationer. AI må ikke være mellemled i kontakten mellem mennesker. AI må ikke være vores børns og unges udviklingsforbillede.

Som undervisere er vi nødt til at gå forrest. Vi er nødt til at gå væk fra fokus på snyd og bevæge os over mod et bredere dannelsesfokus.

Vi er nødt til på skolerne at lave plakater og opslag selv, selv om det tager lidt længere tid. Vi er nødt til at tale med vores elever om værdien i at skrive selv, også når det er hårdt arbejde. Vi må til at tale med dem om, at produktet ikke er omdrejningspunktet. Vi må prøve at få dem til at erfare meningen med det, de i processerne oplever og føler og bliver klogere på.

Vi er nødt til at få dem til at skabe selv. Ellers har robotterne allerede overtaget verden.