Svaret er AI, men hvad var spørgsmålet?  

Kunstig intelligens (AI) fylder meget i vores dagligdag, men er det med rette? Vores elever bruger AI, vi skal tilsyneladende også selv til at bruge det, meget mere. Og AI lader til at være svaret på alle fremtidige spørgsmål. Men hvad var spørgsmålet/problemet egentlig?

I vinter havde DR et interview med en ung mand, som i sin gymnasietid havde brugt AI i en sådan grad, at han var blevet nødt til at stoppe samarbejdet med sit gymnasium. Den artificielle intelligens havde været svaret på, hvordan han hurtigt kunne fremstille et produkt. Men den havde ikke givet ham evnen til at tænke… Lod det til. Dog opfyldte han den moderne verdens gennemgående effektivitetstrang, som baserer sig på mantraet om hurtigere, større, stærkere og mere effektivt. Der er et fokus på udførsel snarere end handling/tænkning.

I uddannelsen til moderne gymnasielærer lader det til, at AI fylder en del. De fleste kurser, vi har deltaget i, indeholder en eller anden afskygning af, hvordan vi kan anvende AI. Og AI lader til at være et svar på et spørgsmål, som endnu ikke er stillet. Vi skal gerne finde ud af, hvordan vi undgår, at eleverne bruger AI’en til deres afleveringer, nogle vil gerne bruge AI’en til at hjælpe eleverne til at blive bedre til deres afleveringer, nogle vil gerne rette med AI, men fælles for dem alle er, at der ikke er et klart spørgsmål om, hvorfor vi vil det? AI findes, synes svaret at være, og eleverne bruger den til udførsel. Men omvendt findes TikTok også, det bruger eleverne også, og det bruger vi ikke nødvendigvis i vores undervisning. Jeg har i hvert fald ikke haft undervisning derom. Fælles for tilgangen til AI både på pædagogikumkurset og på de enkelte skoler er, at der ikke rigtigt er en retning.

En fællesnævner for de fleste gymnasielærere er dog, at vi tiltagende ser elever, som bruger AI, når de skal aflevere opgaver. Det giver nogle meget generiske opgaver, som sprogligt er velskrevne, men ofte mangler dybden – og det viser bestemt ikke, hvad eleven har forstået. Og det er jo dette dybdefokus og forståelsen, vi forsøger at dyrke i gymnasiet og igennem skrivningen lære eleverne at tænke. Eleven ser dog typisk afleveringer som en udførsel og en røver af tid. Og derfor er det oplagt at få maskinen til at udføre denne opgave.

Opfindelsen af AI har tvunget gymnasielærerne til at tænke nyt. Meget af tanken drejer sig om, hvad vi stiller op med AI. Hvordan skal vi forholde os til AI, hvordan kan vi bruge den, og hvordan skal vi lære eleverne at bruge den? Men i stedet for dette vil jeg opfordre til, at vi træder et skridt tilbage og tænker over, hvorfor det er vigtigt med faglig skrivning? Hvorfor er det vigtigt at kunne lave en skriftlig analyse i dansk? Hvorfor er det vigtigt at kunne lave skriftlig matematik, samfundsfag, biologi og tysk? Når vi har genformuleret eller fundet ud af, hvorfor det er vigtigt og berettiget, så har vi igen en mulighed for at tage ejerskabet over skriftligheden tilbage fra den kunstige intelligens. Det er fedt at tænke, også på skrift, men hvordan fortæller vi eleverne det?