Hvordan vi taler om AI

I dag har jeg brugt en hammer. Jeg anser hammeren for at være et stykke værktøj, jeg kan gøre brug af fx til at slå søm i, men den er også velegnet til at knuse glas, til at knække en flise, slå en pind i jorden ved en rose, der har brug for støtte. Hammeren er altså et stykke værktøj med mange funktioner. Hvad er generativ kunstig intelligens (GAI)? Er det også et værktøj med mange funktioner, eller vil du fx vælge at kalde det din assistent?

Når vi taler om GAI, er vores sprogbrug særdeles interessant. Sprogforskningen og -filosofien har igennem årtier talt om og forsøgt at påvise, hvordan sproget skaber og former den verden, vi lever i. Vi kender det fra mange områder. Lige nu er der stærke stemmer blandt gymnasieelever imod besparelser på SU’en, som tidligere er blevet omdøbt til “cafépenge”, som er ét blandt rigtig mange eksempler i den offentlige debat. Også når det gælder den digitale udvikling bruges metaforik til at forme vores syn på nyskabelser som fx GAI. I deres bog om kunstig intelligens og pædagogik, Det umistelige (Hans Reitzels Forlag, 2026) gør Lauridsen og Scheuer-Larsen således brug af metaforik til at tale om, hvordan GAI kan anvendes og tilgås i uddannelsessystemet. De tildeler således GAI forskellige roller (på fem forskellige niveauer) i undervisning, der som metaforiske benævnelser gør GAI til en aktiv aktør i uddannelse på linje med andre aktører såsom andre elever og lærere.

Men hvad sker der med vores forståelse af GAI, når vi fx implementerer et fælles sprog om en computer, der indeholder ord som “assistent”, “partner” eller “samskabelse”? Min påstand er, at vi dermed menneskeliggør den digitale teknologi, hvilket også gør sig gældende alene ved brug af betegnelsen “kunstig intelligens”, der – som et paradoks – peger på et menneskeligt træk, nemlig “intelligens”, i sammensmeltning med noget ikke-menneskeligt, nemlig “kunstig”. I Lauridsen og Scheuer-Larsens “AI-aktivitetsskala” fra bogen anvendes følgende mateforer til at betegne den rolle, som GAI tildeles i skolearbejdet: “udforsker idéer med AI”, “AI som kritisk sparringspartner”, “feedback og redigering”, “samskabelse”, “ligeværdigt partnerskab” og “kompetent, flydende samarbejde”. Allesammen ord, vi normalt har forbundet med mellemmenneskelige relationer og samspil, men hvor den ene menneskelige part her – igennem brugen af metaforik – erstattes af en digital teknologi. Med andre ord gøres vi selv det digitale til noget menneskeligt gennem det såkaldte “fælles sprog”, som vi naturligvis har brug for. Dermed har vi også åbnet for, at det mellemmenneskelige ikke er “umisteligt”, vi kan undvære det og fungere bedre uden. Åbenbart! I stedet bør vi dog tale om “det mistelige”, altså hvad vi kan leve med at afgive, uden at vi afgiver vores menneskelighed.

Rejser man tilbage i tiden til 1950’erne og 1960’erne, kan man finde gode eksempler i science-fiction-litteraturen på netop sådanne sammensmeltninger mellem menneske og maskine. Philip K. Dick skriver i romanen Do Andrids Dream of Electric Sheep (1968 og senere filmatiseret under titlen Blade Runner (1982) om de såkaldte Replicants, der er humanoide robotter, man dårligt nok kan skelne fra mennesker og dyr. Ray Bradbury skriver allerede i 1951 i romanen Fahrenheit 451 om samfund, hvor underholdning er konge og læring, uddannelse og tænkning er frarådeligt og forbudt. Begge bøger eksempler på dystopier, vi nu står – om ikke midt i så i hvert fald – på kanten af. Med metaforikken om GAI er vi ude i en selvopfyldende profeti, hvor vi tilgodeser nogle snævre interesser, som ikke tilgodeser den brede menneskehed.

Men måske vi skal tage en dialog med Claude, Co-pilot, Chat GPT eller en anden GAI (hvilket køn er sådan en maskine i øvrigt?), vores alles samtalepartner, rådgiver, coach og ledestjerne om, hvor meget vi tåler at miste, og hvordan vi garderer os mod tab af det menneskelige. Vi kan jo starte med det, man af os har lært på diverse prompting-kurser: “Hej Claude. Vil du være min assistent og samarbejdspartner? Jeg har prøvet med en hammer uden held, men kan du hjælpe med at forklare mig, hvor det menneskelige starter og slutter? Og måske også fortælle mig, hvem jeg er?”