Nærsynet eller sårbar?

I denne småsure juletid bider uroen lidt mere i kursisterne på skolen. Eksamen er i gang, fraværet var nok lidt højt og hvad med Omikron? Uroen rammer alle.

På et gymnasium for voksne, altså et VUC, har vi tradition for at favne mange forskellige mennesker, som skal have en uddannelse. Uddannelse! Ja, det er det, det hele handler om. Det gode liv hænger sammen med vores uddannelser. Og det gælder, uanset om tiden skriger diagnoser, sårbarhed, flygtningebaggrund eller andet, der ikke er strømlinet.

Hvem er alle? På enkeltfags-HF giver det næsten ikke mening at svare, for det eneste kursisterne har tilfælles er, at de skal i gang med en uddannelse igen. De har prøvet grundforløb, et par år på stx, været i kokkelære, været frisører og alt muligt andet. En del har en psykisk lidelse, men det er slet ikke alle. Og når jeg i rubrikken skriver nærsynet eller sårbar, så er det, fordi mange af disse lidelser eller diagnoser er noget, vi et stykke ad vejen skal til at se på som nærsynethed. Hvis man ikke ser så godt, så skal man have briller. Hvis man har ADHD, så skal man måske have hjælp til struktur. Hvis man har angst, så skal man have et trygt, voksent miljø og et skema med hjemmedage. Vi skal altså til at tale om det, der er i vejen, som noget normalt. Og så skal vi hjælpe, det vi kan.

Man skal huske på, at der altid er en stor gruppe, som skal have flere chancer. 

Som sagt: På et VUC er kursisterne forskellige. De fleste på enkeltfags-HF er i begyndelsen af 20’erne, og mange er drevet af en indre motivation, men deres self efficacy (den selvtillid, der har med det faglige at gøre) er lav. De tror ikke, at de kan, og de har svært ved at ryste dårlige erfaringer af sig. Man skal huske på, at der altid er en stor gruppe, som skal have flere chancer. Livet rammer også unge mennesker, og ikke nødvendigvis som en diagnose, men med en søster, der får anoreksi, en far, der får kræft, en familie, der flytter væk, ensomhed, for meget tjald, mobning, en baby og alt muligt andet.

Så lad os alle huske på, at uanset om man har angst, er nærsynet eller bare valgte helt forkert engang, så er det i alles interesse, at vi på VUC’erne kan få folk videre. Vi kan det hele, og vi har gjort det i årevis. Det betyder selvfølgelig også, at vi skal have noget mere respekt (læs: godt at blive husket på finansloven), så vi kan blive ved med at uddanne medborgere, der skal have en chance til.