Mød en autist

Hvis du møder mig, vil du ikke opdage at jeg er anderledes. Jeg kan opføre mig som alle andre mennesker, og jeg siger sandsynligvis de rigtige ting på de rigtige tidspunkter – i hvert fald for det meste. Jeg holder øjenkontakt, og min mimik er som de fleste andres. Jeg gør det, der forventes af mig. 

Jeg trives rigtig godt som gymnasielærer, jeg brænder for at undervise, og jeg har da også undervist i mere end 25 år. Min hovedinteresse er, hvordan jeg kan hjælpe eleverne til at lære på en motiverende og engagerende måde. Eleverne giver mig glæde og energi, og jeg føler mig godt tilpas i undervisningen og i deres selskab. Jeg har rimelig nemt ved at etablere gode og tillidsbaserede relationer med mine elever, og vi har det for det meste sjovt sammen. 

Noget andet er lærerværelset. Jeg kan godt lade som om jeg passer ind, sætte mig ved et bord og snakke med kollegerne. Men det kræver rigtig meget af mig: Jeg skal analysere mig frem til, hvordan de har det, hvad de gerne vil snakke om, om jeg er velkommen ved bordet, hvilke ansigtsudtryk jeg skal have på hvilke tidspunkter, for ikke at snakke om hvem jeg skal se i øjnene – og hvor længe. Støjen i lærerværelset gør det svært for mig at koncentrere mig, så det kræver også ekstra energi, og lugtene af mad, kaffe og parfume får næsten min hjerne til at stå af. 

Hvis du ikke allerede har gættet det, så er jeg autist. Jeg har aspergers syndrom. Det er både mine superkræfter og mit handicap. Om jeg ser det på den ene eller på den anden måde, afhænger helt af konteksten. Min hjerne fungerer anderledes end neurotypiske, dvs. “normale”, hjerner. For eksempel er min sociale batterier meget små, og jeg har et udpræget behov for at være alene og lade op. Jeg har ikke behov for store fællesskaber med mange mennesker, og hvis jeg alligevel vover mig ind på lærerværelset, med til en vennemiddag eller en fest, koster det en omgang hovedpine og fra en halv til et par dages opladning, før jeg orker at være menneske igen. 

Til gengæld har jeg et stort behov for at nørde og fordybe mig. Jeg elsker at lære nye ting, og jeg har uanede mængder energi, når der er noget, der interesserer mig. Jeg er god til at tænke ud af boksen og komme med nye løsninger på problemer. Jeg kommer let i flow, og nørderi gør mig virkelig glad og veltilpas. Jeg har altid projekter kørende ved siden af arbejdet. For tiden er det studie, men det kan også være bogskrivning eller andet. Arbejdsmæssigt trives jeg bedst med to halvtidsjobs fremfor et heltidsjob. Jeg kan godt lide afvekslingen og friheden i det. For tiden er jeg redaktør på forlaget Praxis ved siden af undervisningen på Køge Gymnasium.

De første 45 år af mit liv troede jeg, at jeg gjorde tingene forkert, når jeg endte med at føle mig ensom og udenfor på legepladsen, i skolegården, derhjemme ved middagsbordet, til gymnasiefesterne, på studiet og i voksenlivet. Det var, som om jeg ikke rigtig hørte til i de fællesskaber, der var omkring mig. Det har kostet nogle depressioner gennem årene. 

Det var først, da min søn som 16-årig fik diagnosen Aspergers syndrom, at jeg også selv blev udredt. Det er snart tre år siden, og det var en lettelse at finde ud af, at vi ikke er alene. Der er andre, der taler vores sprog og forstår os. Min søn har fået diagnosen tidligt nok til at kunne få værdifuld hjælp og støtte i sit studie- og arbejdsliv, og det er jeg glad for. Det vil gøre livet lettere for ham. 

Målet med at stå frem er at hjælpe andre i samme situation til at se muligheder og potentialer i stedet for handicap og problemer. Tabuer skal nedbrydes. 

Vi skal være opmærksomme på, at ikke alle elever og kolleger orker samme mængde af sociale indtryk, og vi skal hjælpe dem til at finde den nødvendige forståelse og accept, så de kan fokusere på deres styrker og på den måde bidrage til fællesskabet.