Vi er forsøgskaniner

Da jeg begyndte i gymnasiet, fik jeg lov til at få telefon på værelset. Det var stort! Det var selvfølgelig ikke min egen linje, men familiens. Så når telefonen ringede, var der en vis risiko for, at flere tog den samtidig. Privatliv var der ikke meget af.

Min far fik på et tidspunkt en bærbar pc, der var temmelig stor og tung. Skærmen var brun med orange skrift, og man skulle være god til at huske kommandoer, for der var ingen mus.

Vi havde ikke internet endnu derhjemme. På universitetet skulle jeg i forbindelse med specialet lave en litteratursøgning i en database i USA. Den skulle ringes op midt om natten, så prisen blev så lav som muligt, og det tog lang tid.

Det, jeg vil sige med ovenstående, er, at den digitale verden, hvor meget af vores liv foregår med hjælp/brug af internettet, er meget ny, og vi har på kort tid været igennem en vild udvikling. Tænk på, at iPhonen, der var verdens første smartphone, først så verdens lys for 12 år siden. Og Facebook har kun 15 års jubilæum. Nu er det nærmest utænkeligt at leve uden sociale medier og online tilstedeværelse hele tiden, men det er ikke så længe siden, verden så radikalt anderledes ud…

Der er ikke noget at sige til, at vi nogle gange føler os overvældede over at skulle hjælpe eleverne til at blive almendannede i en verden, der er betydeligt mere kompleks end den, vi selv voksede op i. På mange måder er vores elever mere hjemme i den verden, end vi er. Og vi er alle, unge som ældre “forsøgskaniner i verdens største teknologiske eksperiment” – med et citat fra bogen “Hvordan bliver vi digitalt dannede?” af Camilla Mehlsen og Vincent F. Hendricks.

Det fremgår med stor tydelighed, at der er visse problemer forbundet med denne relativt nye digitale verden, når man hører “Shitstorm” på P1. Her inviteres ofre for hadske og truende kommentarer på sociale medier i studiet for at fortælle om deres erfaringer. Ind imellem er der også besøg af shitstormere, der har svinet andre til. Det er påfaldende, hvor ofte shitstormerne trækker i land, når de konfronteres med deres egne udsagn. Det er voksne mennesker, der glemmer, at modtagerne af deres shitstorms faktisk er deres medmennesker. Hvis de havde mødtes ansigt til ansigt, ville samtalen sandsynligvis have forløbet helt anderledes.

Dette har mine elever skrevet dansk stil om. De skulle forholde sig til “den demokratiske samtale i dag” med udgangspunkt i en tekst og to videoer. I den ene video udtaler Vincent Hendricks sig om, at kommunikation på nettet ofte bliver problematisk, fordi kommunikationsformen er så ny, at der endnu ikke er generelle normer for, hvordan man skal gebærde sig. Det er uforpligtende at “like” eller “shitstorme” i det digitale univers, fordi man glemmer at forholde sig til, at der er et menneske i den anden ende. Man glemmer at tale sammen på en respektfuld og lyttende måde, og dermed er den demokratiske samtale truet.

De fleste af eleverne mente, at en stor del af løsningen på problematikken kunne være, at skolerne tog mere ansvar for at udvikle digital samtalekultur – helt fra indskolingen til og med gymnasiet. Det er jeg enig med dem i. Men hvordan skal vi gøre?

En del af løsningen er, ifølge Mehlsen og Hendricks i “Hvordan bliver vi digitalt dannede?”, at vi bør arbejde på at skabe en kultur i de sociale medier, hvor vi lytter, har empati for hinanden og samler os i stedet for at polarisere os, og hvor vi “bidrager til demokratisk deltagelse og samfundsejerskab frem for apati og egennytte”.

Efter min mening er det vigtigt, at vi starter med os selv og vores egen adfærd, også de steder på nettet, hvor vi ikke regner med, at eleverne læser med. Eleverne har brug for, at vi er normsættende rollemodeller. Og det er en lang og omfattende dannelsesproces for os alle at få skabt normer for god adfærd på nettet. Det indebærer, at vi lægger endnu mere vægt på den demokratiske dannelses fokus på selvbestemmelse, medbestemmelse og evne til solidaritet i undervisningen – i alle fag, mellem fag og hele tiden.