Man behøver ikke bruge AI for at forstå AI

I kølvandet på publiceringen af ChatGPT for knap et år siden har debatten raset angående dets betydning for undervisningen i gymnasiet. Der er især to fronter – hvordan detekterer vi snyd? Og dets potentiale som læringsmiddel. Det er sidstnævnte, dette indlæg forholder sig til. Der er to pointer, som jeg synes glimrer ved deres fravær i debatten.

Den første og vigtigste pointe handler om, at vi klæder eleverne bedst på til at skulle navigere i en verden med AI ved at fortælle dem om, hvad pokker det er for noget, og ikke ved at bruge det – det skal de nok selv finde ud af, hvordan man gør.

Den anden pointe handler om noget så kedeligt og lavpraktisk som datasikkerhed.

Store sprogmodeller som ChatGPT er kraftfulde værktøjer, og mange bruger allerede disse værktøjer i deres arbejde. Derfor hører man til tider, at vi gør eleverne en bjørnetjeneste ved ikke at inddrage det i undervisningen, da det jo er det, der venter på jobmarkedet bagefter. For det første ligger der i det argument en antagelse om, at vores elever alle skal have en eller anden form for kontorarbejde – vi skal huske på, at f.eks. fysioterapien nok næppe bliver revolutioneret af ChatGPT. Men det er da en rigtig observation, at kunstig intelligens er kommet for at blive, og at det for mange kommer til at have stor indflydelse på arbejdslivet i fremtiden. Det følger bare på ingen måde den observation, at så har vi i gymnasiet en forpligtelse til at lære eleverne at bruge de her værktøjer. Der er i dag masser af værktøjer, som er uundværlige i rigtigt mange jobs, som vi jo selvfølgelig ikke direkte underviser i brugen af – det åbenlyse eksempel vil være Google-søgemaskinen. De unge kan sagtens finde ud af at bruge værktøjer som ChatGPT. En af de store fordele ved disse systemer er jo i øvrigt også deres meget store brugervenlighed. Så vidt det rent lavpraktiske i at anvende softwaren.

En anden ting, som jeg til gengæld mener, vi bestemt har en forpligtelse til, er at vise og forklare eleverne, hvad de her værktøjer er, så de kan forholde sig kritisk til brugen af dem og til det, de spytter ud. Dette involverer bare heller ikke nødvendigvis den konkrete brug af systemerne i undervisningen. Det, som eleverne (og alle os andre for den sags skyld) har allermest brug for, det er at forstå, hvad pokker kunstig intelligens er for noget.

Selve navnet kunstig intelligens bringer for mange billeder frem af Kubricks HAL9000, Skynet fra Terminator-filmene eller med et mere positivt spin søde robotter som R2-D2 i Star Wars. Alle disse eksempler, uanset cuteness-faktor, er selvfølgelig misvisende, men det kan vi ikke bare antage, er åbenlyst for alle. Vi kan ikke bare lade konnotationerne følge med uden at adressere dem. Især ikke når vi f.eks. af Snapchat har fået en ny ”ven” i deres ”My AI”.

Vi taler også om, at ChatGPT ”forstår” eller ”ved”, og bruger anden antropomorfiserende sprogbrug. Derfor ligger den helt essentielle dannelsesopgave for mig at se i at kigge ned under hjelmen på modellerne og vise eleverne, hvordan de her systemer virker, og hvad de er – hvordan de fungerer markant anderledes, end vi gør, og hvordan de ikke er i stand til at ”forstå” eller ”vide” noget som helst. For det første er det med til at afmystificere begrebet, som måske godt kan virke skræmmende for nogen. For det andet giver forståelsen af, hvordan systemerne virker helt naturligt en skepsis overfor deres output. I mit eget fag matematik kan man sagtens tematisere dele af kernepensum (i hvert fald på STX B og STX A og formentligt også andre uddannelser), så eleverne får en grundlæggende forståelse af, hvordan rudimentære neurale netværk og maskinlæring fungerer. Det er igen her værd at bemærke, at dette ikke kræver den konkrete brug af systemerne i undervisningen men blot en snak om det, der gemmer sig indeni dem. Ligeledes kan man forestille sig, at andre fag kan beskæftige sig kritisk med andre aspekter af påvirkningen fra kunstig intelligens på vores samfund (og sikkert allerede gør det), uden at eleverne behøver få praktisk erfaring med prompt-engineering i gymnasiet.

Der er en anden ting, som også nævnes for sjældent, i forbindelse med hvorvidt man skal inddrage den konkrete brug af systemerne i undervisningen. Som vi ved, er ingenting gratis, så når disse tjenester ikke koster penge, så koster de som så meget andet på nettet bare data. Dette er ikke nødvendigvis problematisk. De fleste af os giver ofte samtykke til, at hjemmesider og IT-virksomheder indsamler data fra os. Det kan være, vi vurderer, det er til et legitimt formål, eller måske er vi bare ligeglade. Pointen er, at det er noget, vi bestemmer med os selv, og vi indstiller vores adfærd på nettet derefter. Det virker dog ikke rimeligt at kræve et bestemt valg af eleverne i den henseende, for at de kan deltage i undervisningen. Vi skal i hvert fald som undervisere huske på, hvad det, vi kræver af eleverne, indebærer.

Vi har tidligere i digitaliseringsiver omfavnet nye IT-værktøjer med ikke udelukkende positive resultater, så selvom vi naturligvis bliver nødt til at forholde os til kunstig intelligens i vores undervisning, er det ikke sikkert, vi konkret skal bruge det i undervisningen.