Kunstig intelligens er en bombe under vores arbejdsmiljø

Den vigtigste motivation for en gymnasielærer er, at vores arbejde er meningsfuldt. Det ved vi for eksempel fra den nyeste undersøgelse af gymnasielærernes arbejdsmiljø fra Københavns Professionshøjskole. En gymnasielærer står op om morgenen for at uddanne og danne unge mennesker, og det er en umådeligt vigtig samfundsopgave.

Derfor bliver vi hårdt ramt, når nogen påstår, at vores arbejde slet ikke er meningsfuldt alligevel. Enten fordi det, som vi lærer eleverne, kan gøres lige så godt af en maskine, og de derfor ikke behøver at lære det – eller fordi selve det at undervise kan gøres lige så godt af en maskine, og at vi derfor slet ikke behøver at være der. Begge dele er naturligvis absurd, men ikke desto mindre støder man jævnligt på de synspunkter.

Tænk blot på, hvordan fremkomsten af Google Translate affødte profetier om sprogundervisningens snarlige død. Ud over at man derved ignorerede de store dele af sprogfagene, der ikke handler om oversættelse, viste det sig hurtigt, at maskinen ikke kunne erstatte det sprogkyndige menneske.

Til gengæld tog mange af vores elever imod Google Translate med kyshånd og skabte store kvaler blandt lærerne, ikke mindst i forbindelse med hjemmeopgaver og eksamen. At rette opgaver, som eleven ikke selv har skrevet, er absolut ikke meningsfuldt. Som konsekvens er mange sproglærere gået tilbage til kladdehæfter og prøver med papir og blyant. Det analoge arbejde har bestemt også sine didaktiske fordele.

Senere kom Words oversættelsesfunktion og nu sprogmodellerne, der kan løse en meget bred vifte af opgaver i hele fagrækken. Frustrationen over det meningsløse ‘retteri’ og rollen som politibetjent breder sig til alle hjørner af frokostbordet. Den nye generation af kunstig intelligens har skabt en regulær tillidskrise, der skader den fundamentalt vigtige relation mellem os og eleverne.

Men det handler ikke kun om snyd i skriftlige opgaver og gedulgte Google-søgninger. Botterne truer vores faglige autoritet in real time, når vi står beredvilligt i klasserummet med alle vores talenter, og eleverne vælger at prompte i stedet for at række hånden op eller for den sags skyld slå op i lærebogen. Når de foretrækker maskinen fremfor mennesket, oplever vi det, som Per Størup Lauridsen benævner ’faglig sorg’. Vores samfundsopgave bliver vejet og fundet for let, og det er en ganske forfærdende og meningsløs oplevelse.

Der er grundlæggende fire svar på udfordringen.

For det første må vi have massiv efteruddannelse i de nye værktøjer, så vi kan håndtere dem dygtigt og kritisk og lære eleverne at gøre det samme. Det ansvar ligger i dag hos de enkelte skoler, hvoraf nogle slet ikke afsætter midler til efteruddannelse. Det bør i stedet være ministeriet, der garanterer, at vi er klædt forsvarligt på til denne vigtige dannelsesopgave.

For det andet må den enkelte lærer have metodefrihed til at vælge værktøjerne til og fra. Det er os som fagpersoner, der kan vurdere, hvad der giver mening i undervisningen.

For det tredje må vi sikre os, at der er demokratisk kontrol over den anvendte teknologi, så vi ikke forærer eleverne og os selv til overvågningskapitalismens monopoler.

For det fjerde – og dette er vigtigst – må vi insistere på værdien af menneskelig intelligens og kompetencer. For nylig er der gennemført et forsøg i spansk, hvor hele den skriftlige eksamen gennemføres uden digitale hjælpemidler. Formen har haft en vældigt gavnlig effekt på undervisningen, fordi den sætter elevernes selvstændige kompetencer i centrum. Når de oplever, at de kan føre en samtale, oversætte en tekst eller bøje et verbum i alle personer helt uden hjælp – at de mestrer det – så får de personlig myndighed, selvtillid og lyst til at lære mere. Så simpelt er det.

Den mestringsoplevelse skylder vi eleverne at få flere af. Og så kan vi lærere komme tilbage til den meningsfulde samfundsopgave, hvor vi står op om morgenen for at uddanne og danne unge mennesker – til en verden, hvor kunstig intelligens er en uomgængelig del af billedet.