AI har dræbt det analytiske essay – og hvad så? (en appel til handling)

Overskriften kunne måske indikere ligegyldighed, men er snarere et udtryk for afmægtighed og rådvildhed. I takt med at AI-værktøjer som ChatGPT forfines og elevernes evne til at navigere i dem øges, des mere omsonst bliver den gennem generationer ritualiserede øvelse med at skrive analytiske hjemmeopgaver. 
Når jeg holder kurser om AI rundt omkring i landet, oplever jeg både opgivenhed og afmagt, men også lærere, der nedtoner truslen ved at pointere, hvor nemt man kan gennemskue, når en opgave er (med)forfattet af AI: “Jamen opgaven svæver jo kun over vandene og er meget generel i formuleringerne uden at dykke ned i teksten”. Oftest sandt, men hvis man kigger på seneste generation af Chatbots, så er billedet mere mudret. Her er et eksempel på nogle linjers tekstanalyse fra den p.t. meget hypede kinesiske chatbot, “Deepseek.”: 

“The dialogue is casual and fragmented, reflecting the awkwardness and nostalgia of reconnecting with someone from the past. For example, Jade’s response, “oh you know finished uni just a bunch of posh kids with too many opinions not worth the debt really” (lines 50-51), reveals her self-deprecating humor and her awareness of class dynamics.
The narrative style in this section is introspective, as Amy reflects on Jade’s life and compares it to her own. The description of Jade’s appearance—“long and underneath her black puffer jacket, built solid” (lines 40-41)—contrasts with Amy’s self-perception, highlighting her feelings of inadequacy. The use of sensory details, such as the smell of after-rain tarmac (lines 65-66), evokes a sense of nostalgia, connecting Amy’s present to her past.”

Denne analyse er jo både tekstnær og analytisk skarp, og AI-værktøjerne vil i stigende grad mestre dette, hvilket blot vanskeliggør vores futile “detektivarbejde.”
Enhver engelsklærer med respekt for sig selv vil selvfølgelig straks kunne gennemskue chatbottens svulstige skrivestil med en syntaks, som ligger langt fra Beates eller Benjamins vanlige behjertede 4-talsengelsk. Problemet er bare, at eleverne ikke altid helt har samme klarsyn, og i en presset hverdag med ønsket om at “shine” både socialt og fagligt, så bliver fristelsen til skrivestrategier, der på ingen måde øger de analytiske skrivefærdigheder ofte alt for stor.
Hvis eleverne tilmed skærper deres ‘prompting skills’, vil de ret let kunne lære deres yndlingschatbot at spejle deres skrivestil, så snyd bliver særdeles vanskelig at gennemskue.
Men en ting er åbenlys snyd som ovenfor, men hvad med al den AI-assisterede skrivning, som vi ser allevegne? Enhver elev med respekt for sig selv har programmer som “Grammarly” installeret, og eksempelvis Microsoft integrerer i stigende grad AI-assisteret skrivning i deres programmer. På den måde laver eleverne langt færre grammatiske fejl, og formuleringerne får et mestendels korrekt, men også livløst generisk “flow” blottet for en personlig skriverstemme.

Og så pludselig kommer dommens dag til eksamen, hvor ExamCookie slår til, når denne type programmer anvendes. Det skaber en voldsom diskrepans mellem elevernes daglige praksis og eksamenssituationen.
Jeg oplever i stigende grad, at jeg ikke helt ved, hvem eller hvad jeg prøver at hjælpe med at udvikle analytiske skrivekompetencer: Er det en Chatbot eller Charlie på bagerste række, jeg skriver til i min feedback? Er det egentlig ikke mest af alt en “laden-som-om-øvelse”, der ikke er ulig Sisyfos skæbne?

Vi er nødt til at have en alvorlig snak, allesammen, og med det samme: Lærere, elever, faglige foreninger og det politiske niveau. Hvad er det vi ønsker med skrivning i gymnasiet? Opfatter vi, som Vygotsky, stadig skriftsproget som en vigtig kilde til kognitiv udvikling og øget akademisk abstraktionsevne? Hvis ja, så kommer vi nok til at gentænke måden, vi arbejder med skriftlighed på i skolesystemet. Skal skrivning i virkeligheden primært foregå på skolen, hvor man kan rammesætte skrivedidaktikken, så den fremmer præcis den læring, man ønsker at fremme via de hjælpemidler læreren beslutter?

Omvendt: Skal vi ikke i langt højere grad åbne op for nye skrivegenrer og former, hvor vi udnytter de mange potentialer og udtryksformer, som AI også rummer – også til eksamen?
Giver det eksempelvis mening, at eksamen i grove træk stadig foregår, som de sidste 100 år med fem timer med bagdelen i sædet til skrivning af en længere analytisk tekst. En disciplin eleverne næppe har fået trænet tilstrækkeligt inden, fordi de har haft fingrene vel rigeligt nede i kAIgedåsen?

Kunne man ikke forestille sig en eksamensform, der både testede elevernes evne til at skrive analytisk og reflekteret med og uden AI-hjælpemidler via forskellige skrivediscipliner og medier? Der er ikke skyggen af tvivl om, at vore elever kommer ud i en verden, hvor AI-assisteret tekstproduktion fylder mere og mere. Tegnene er allerede tydelige, hvor end man vender blikket.

I min egen lille mikrokosmos af en didaktisk andegård har jeg i hvert fald besluttet, at det er slut med karakterer for de analytiske essays skrevet hjemme. Øvelsen er i stigende grad omsonst og demotiverende. Når det er muligt, vil jeg omlægge skrivningen til timerne, men tiden er knap, når der også er læreplanskrav, der skal honoreres, så det er heller ingen mirakelkur. AI vil jeg integrere hyppigt i skrivningen, når det tjener et formål. Som de fleste andre prøver jeg mig frem. Sådan må det vel være i en brydningstid, der i min optik i virkeligheden er et monumentalt paradigmeskift for skrivning og videngenerering, som vi knapt forstår omfanget af.

Vi står således på alle måder i et vadested, der truer med at dræne enhver arbejdsglæde og suge den sidste motivation for at arbejde med skrivedidaktik ud af lærerne – hvis ikke vi omtænker vores praksis. Det er synd, for skrivning rummer et stort dannelsespotentiale. Man kan kun håbe, at der snart sker noget fra ministerielt hold, inden vi alle synker ned i mismodig apati i relation til AI.