Må jeg få en sproglig indsprøjtning?

Lad mig lægge ud med et synspunkt: Alle sproglærere bør med regelmæssige mellemrum komme på ophold i lande, hvor det sprog, de underviser i, tales som modersmål. Ideelt set bør disse arbejdsrelaterede ophold ske i form af kurser eller lærerudvekslinger frem for studieture, fordi man på sidstnævnte ofte ender med at gå i en stor klump og tale dansk under hele turen. Et godt alternativ eller supplement er, at skolen i Danmark åbner dørene for gæstelærere fra de relevante lande.

Og hvorfor er det så vigtigt, kunne man fristes til at spørge? Den grufulde sandhed er, at det daglige arbejde med eleverne gør dig dårligere. Så er det sagt. Din sproglige formåen som lærer vil uvægerligt bevæge sig nedad i forhold til det, du kunne, da du forlod universitetet (måske endda med et friskt udvekslingsophold i bagagen), så snart du skal undervise mennesker, der i sagens natur befinder sig på et langt lavere niveau. Har du mange 1.g-elever eller elever, der skal lære det pågældende sprog som helt nyt fremmedsprog, så står det endnu mere grelt til. Navnlig dit ordforråd lider: Du vænner sig til at bruge ord og formuleringer, som flertallet vil kunne forstå, og det er også ofte de samme ord, du ser gå igen, når du retter elevernes afleveringer. Som tiden går, falmer det ordforråd og de nuancer, du mestrede før.

Naturligvis er der i enhver klasse elever med stor sproglig begavelse, og enhver lærer kender sikkert også fornemmelsen af den synergieffekt, der opstår mellem lærer og klasse, når man har med en særligt talentfuld og interesseret klasse at gøre – så løfter alle sig automatisk, både elever og lærer. Men det ændrer ikke på, at flertallet af elever (naturligvis) ikke besidder et sprogligt niveau, der for alvor får læreren på tæerne og udfordrer denne på det rent sproglige.

Det er her, at besøg i udlandet og interaktion med native speakers kommer ind i billedet. At få en uges tid i et land, hvor man hver eneste dag skal bruge sit fremmedsprog, udtrykke sig klart, skabe nye netværk og bruge sin kulturforståelse, er en gave, hvis værdi ikke kan undervurderes. Personligt har jeg været så privilegeret at komme på både lærerudveksling, studietur, faggruppetur og kursus til steder som North Carolina, Washington D.C., Seattle, Skotland og England, og hver eneste gang har jeg haft fornemmelsen af, at ’den gamle cirkushest’ fra studietiden, hvor alt med relation til den engelsktalende verden per definition var fedt, vågnede igen. Pludselig er hverdagens slid med læreplaner, grammatiske bøjninger og retning af afleveringer sat på standby, og passionen for selve sproget får lov at få mere plads. Hver eneste gang er jeg vendt revitaliseret hjem (i hvert fald hvis man ser bort fra jetlag) med en fornemmelse af, at både ordforråd og kulturforståelse har fået et tiltrængt nøk opad. Og man kan slet ikke vente med at prøve noget af det af i den daglige undervisning.

Min pointe her er, at den uddannelse, du har med i bagagen, ikke er nok i sig selv. Selv fik jeg en fin uddannelse udi England og engelsk kultur med fra universitetet, inklusiv et semester i Nordengland, men USA vidste jeg ikke meget om, da jeg blev færdig. Jeg havde ganske vist læst om USA på studiet, men en reel forståelse for landets særegne kultur, historiske rødder og sproglige karakteristika har jeg først fået efterfølgende i kraft af de ture, jeg har været på for min skole. Som direkte resultat af dét er min undervisning i amerikanske emner blevet meget bedre. Og som et lille kuriosum kan jeg nu både undervise med autentisk britisk og amerikansk accent…

Naturligvis har vi alle et ansvar som undervisere for selv at holde os up to date, og flertallet tager da også på kurser i Danmark og læser fagligt relevant litteratur i fritiden. Men skolen kan ikke forvente, at den enkelte lærer ene og alene skal stå for sin egen sproglige efteruddannelse eller som en selvfølge sørger for at rejse rundt til samtlige relevante lande i ferierne. Og når man ser på alle de sidegevinster, der er ved skolens direkte eller indirekte interaktion med andre lande, er det efter min mening en investering, som i den grad kan betale sig. Man får dygtigere lærere, og måske også lærere, der har fundet gnisten igen, og det smitter af på eleverne derhjemme. De får lov at se deres lærer blomstre op rent fagligt, og de får måske også lejlighed til at snuse til verden udenfor i form af udenlandske gæstelærere på (gen)besøg.

Der er selvfølgelig en del arbejde i det. Der skal opspores relevante kurser, opdyrkes kontakter til partnerskoler eller lignende i udlandet, og den enkelte lærer skal søge om at komme af sted. Ikke alle skoler har samme mængde ressourcer til at prioritere dette område, for det kan være både dyrt og tidskrævende. Men min bøn ville være, at de i hvert fald prøvede. Selv har jeg gladelig brugt dele af mine ferieperioder på at komme af sted, ligesom jeg gerne lægger hus til engelsktalende gæstelærere i en uge. Som lærer er jeg villig til at gøre min del – hvis bare jeg må få min sproglige indsprøjtning.