Kan gymnasiet overleve regeringens reform?

Gymnasieskolen er en succes. Vore elever trives generelt set godt både fagligt og socialt. Deres fravær er sammenlignet med andre ungdomsinstitutioner meget lavt, og gennemførelsesprocenten for eleverne er tæt på 90%. Gymnasiet er uomtvisteligt en af de stærkeste integrations-motorer i vores samfund; særligt piger fra minoritetsmiljøer klarer sig fremragende. Det er ikke for meget at påstå, at gymnasierne uddanner fremtidens unge.

Gymnasieskolens succes er faktisk ikke så overraskende – i hvert fald ikke for os, som arbejder på et gymnasium til daglig. For det at være gymnasielærer er ikke bare et arbejde. Det er i mindst lige så høj grad en kultur, en historie og et stolt fællesskab. Et fællesskab, som fører værdierne videre til næste generation af gymnasielærere. Gymnasielærerstanden er sammen med præsterne den ældste i vores land. Danmarks første gymnasium blev oprettet i Lund (Lund Katedralskole i Sverige) af Knud den Hellige allerede i 1085.

I mit nabolag ligger Odense Katedralskole, som i deres bogsamling har en lang række historiske hovedværker, herunder en håndskrevet version af Davids salmer fra reformationen i 1531, og det naturvidenskabelige nøgleværk Flora Danica fra 1761. Skolen er også kendetegnet ved, at man hylder de faldne elever fra besættelsestidens modstandskamp med behørig og dannet respekt (og den slags foregår jo på mange gymnasier landet over).

Når gymnasieskolen fungerer godt, er det altså ikke mindst fordi, vi står på skuldrene af en lang kulturhistorisk arv, som man ikke kan købe sig til, nemlig en stærk faglig kultur og en høj social kapital på tværs af skolerne over hele landet.

I oktober fremlagde regeringen som bekendt et forslag til en reform af ungdomsuddannelserne i Danmark kaldet ”Flere i Gymnasiet”. Hovedtanken er, at der skal laves en ny kombinationsuddannelse mellem gymnasiet og de praktiske fagtilbud. Der er ingen tvivl om, at epx-ideen indeholder mange spændende perspektiver, men den indebærer jo samtidig, at man nedlægger VUC, hf og har skabt (alt for) meget usikkerhed omkring htx, og samtidig gør reformen det sværere at komme ind på stx og hhx. Omtrent hele ungdomsuddannelsessektoren er med andre ord kastet op i luften.

Samtidig er gymnasielærerstanden udfordret. Relationsarbejdet med eleverne, som er så afgørende for læring, nedprioriteres på grund af tidspres. Antallet af deltidsansatte i gymnasiesektoren taler sit tydelige sprog. For små 10 år siden var under 10% af gymnasielærerene på deltid. I dag ligger er vi på næsten 30%. Gymnasielærerarbejdet er ved at udvikle sig til en deltidssektor!

Det er heldigvis ved at gå op for politikerne, hvad man risikerer at miste, når man i jagten på besparelser reducerer medarbejderne i det offentlige til cifre i et regneark. Det er i hvert fald åbenlyst, at hvis den offentlige sektor skal bringes til at fungere bedre, kræver det en helt anden respekt og tillid i behandlingen af de ansatte derude i frontlinjen – og det kræver, at man reelt og ægte er villig til at inddrage de fagprofessionelle og deres ledelser, når man vil ændre på det bestående.

Reformkommissionsformand Nina Smith udtalte for nylig til Information, at man generelt bør undgå store reformer af den offentlige sektor, men at det er nødvendigt på ungdomsuddannelsesområdet i denne omgang. Budskabet er i mine øjne klart: man må godt lave noget om, og nogle gange er det også nødvendigt, men man skal passe på, hvad man risikerer at ødelægge i processen. Sporene fra eksempelvis diverse kuldsejlede reformer i Skat, Forsvaret og Folkeskolen skræmmer.

Spørgsmålet er, om politikerne kan sikre en implementering af en reform, der reelt er en total omkalfatring af hele ungdomsuddannelsesområdet, på en måde, så man ikke risikerer at ødelægge mindst lige så meget, som man bygger op. I GL vil vi gerne bidrage positivt, men inddragelsen af sektoren skal være reel, for vi skylder de unge mennesker og hinanden, at gymnasiet forbliver en succes.