“Jeg skal præstere det bedste hele tiden”

Hver 14. dag tegner Mathilde van der Meer og en studievejleder et skema over de næste par ugers lektier.

For hver dag står der, hvilke lektier der skal laves, og hvor lang tid hun må bruge på dem. Uden skemaet kan hun ikke styre det og læser ofte hele kapitlet i dansk, selvom Lectio kun skriver fem sider.

“Jeg har meget høje forventninger til mig selv. I 1.g var jeg kun noget værd i kraft af mine præstationer. Hvis jeg ikke fik 10 eller 12, så var jeg ikke god nok,” siger Mathilde van der Meer, som er 18 år og går i 2.g på Høng Gymnasium og HF.

Det handler om ikke at skuffe
Mathilde van der Meer er ivrig efter at få anerkendelse i skolen og hjælpe andre.

Hun er storesøster med stort S, og så arbejder hun også frivilligt med asylbørn i Slagelse.

Hun er bange for at skuffe lærerne, hvis hun ikke får topkarakterer, for hun vil ikke fremstå svag.

Hun vil heller ikke skuffe studievejlederen, hvis hun ikke følger det tilrettelagte skema med lektielæsningen. Det er et dagligt dilemma.

Presset er højt, og problemet er, at hun glemmer at hjælpe sig selv i forsøget på at hjælpe andre.

“I slutningen af 1.g gik det galt. Jeg kunne ikke mere, og midt i en ­time begyndte jeg at græde, ryste og få hjertebanken. Jeg kunne slet ikke forklare, hvorfor jeg var ked af det,” fortæller Mathilde van der Meer.

Hun kalder det selv en nedsmeltning.

I 8. klasse blev hun diagnosticeret med angst. En sygdom, som har indhentet hende i gymnasiet og er med til at give perioder med stress og overbelastning.

Tankemylder og forventninger
Til gymnasiefesterne tager hun ofte lidt tidligere hjem, fordi hovedet hurtigt bliver fyldt med indtryk.

Mathilde van der Meer kæmper med at være til stede i nuet. For ofte starter tankemylderet en hel lavine af forventninger og opgaver, som hun “burde” løse med det samme.

Efter episoden i klassen greb skolen ind, og Mathilde van der Meer har været igennem et samtaleforløb med en skolepsykolog, og nu mødes hun fast med sin studievejleder.

“Studievejlederen holder mig i hånden, så jeg ikke drukner i mine egne forventninger. Jeg kommer nok aldrig til at lægge forventningerne helt fra mig, men jeg er blevet bedre til at justere mængden og håndtere presset,” siger Mathilde van der ­Meer.