En ungdom under pres

En ødelæggende følelse af ikke at være god nok. Tårnhøje forventninger til sine egne præstationer og et ønske om at ville have det hele med. Og helst på én gang.

Sårbarhed er et bredt begreb, som kan komme til udtryk, hvis en person bliver udsat for et pres, han/hun ikke kan rumme, som for eksempel ensomhed, lavt selvværd og stress.

Mellem belastning og mistrivsel svømmer sårbarheden rundt. Med sine lange fangarme har den trukket flere og flere gymnasieelever ind i sit klistrede net, viser flere undersøgelser. Det samme siger en række forskere, som Gymnasieskolen har talt med.

“Mange undersøgelser viser, at flere unge er sårbare, og der er tilsvarende mange bud på hvorfor. Det er en hyperkompleks udfordring, og vi mangler stadig forskning på området. For hvis ansvar er det, og hvorfor bliver flere unge sårbare?” spørger professor Noemi Katznelson, der er leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.

Uddannelsessystemet og karakterræset bærer en del af skylden, men samtidig skal vi passe på ikke at sygeliggøre en generation. For størstedelen af de unge har det godt, selvom et mindretal får det værre, mener eksperter.

Et psykologisk wakeupcall
Pres, perfektion, performance og præstation. De fire p’er breder sig som ringe i vandet, og det skaber flere sårbare unge, mener professor i socialpsykologi og børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen.

Unge er sårbare, fordi de bliver udsat for et konstant pres i forhold til at skulle præstere på alle parametre.

De lever i et individualiseret opbrudssamfund præget af overgange, valg og et ungdomsliv, som foregår digitalt, mener Per Schultz Jørgensen.

“Sårbarhed er et psykologisk wakeupcall. Flere unge lever med et ydre kontrolsystem og et indre kaos. De forsøger at opretholde en facade bygget op omkring at klare sig godt, men indeni oplever mange et tomrum. For hvem er jeg, hvis jeg ikke er min præstation?” siger Per Schultz Jørgensen.

Noemi Katznelson nikker genkendende til præstationskulturen. I en præstationskultur handler det for eleverne om at performe. Eleverne lægger forskellige strategier i undervisningen for at få gode karakterer.

Hun har også forsket i perfektionskultur. Den kan ramme os alle, når konsensus er, at vi skal være de bedste og samtidig skille os ud fra mængden.

Er man tilfreds med karakteren 4, så skal man i det mindste forklare hvorfor. For her er det kun 12-tallet, der gælder. Den gennemsnitlige præstation forsvinder fra radaren. Og det er jo alt andet lige der, de fleste af os skal befinde os, forklarer Noemi Katznelson.

“Vi ser en sårbarhed hos unge i krydsfeltet mellem en øget præstationskultur og perfektionskultur,” siger Noemi Katznelson.

Hun mener, at vi skal tage udviklingen alvorligt, men vi skal samtidig passe på ikke at blive grebet af kollektiv panik. Nutidens unge har masser af gode fællesskaber, og de er mere sociale end tidligere generationer, slår hun fast.

“Vi skal passe på, at vi ikke sygeliggør en hel generation. Det er uhyre vigtigt at få skabt en balance mellem at tage sårbarheden alvorligt, men ikke tro, at alle unge bliver stresset, hvis vi stiller krav til dem,” siger Noemi Katznelson.

12 i trivsel
Hvordan har du det?

Det danske uddannelsessystem er blevet en Spørge Jørgen, mener ­Carsten Obel, der er professor i mental børnesundhed ved Aarhus Universitet.

Han kategoriserer unge, der mis­trives, i to grupper. Den ­første gruppe er socialt belastede unge, mens den anden gruppe er velfungerende unge fra den øvre middelklasse.

For 15 år siden var det typisk unge fra den første gruppe, som blev sårbare. I dag er det unge fra alle samfundslag.

Mistrivslen hos flere unge bunder først og fremmest i, at de har svært ved at leve op til et ideal om altid at være på toppen. Og det ideal bliver hugget ud i granit, når samfundet – ud over konstant at måle de unges præstationer med nationale test og karakterer – også holder øje med, om de får 12 i trivsel, mener Carsten Obel.

“Hvis vi taler længe nok om det, så tror jeg, at alle kan finde ud af, at de har det skidt. Kriser er en del af livet. Hvis man forsøger at leve op til et idealbillede uden at anerkende, at livet nogle gange er svært, så bliver det rigtig hårdt,” siger Carsten Obel.

Her har forældrene også betydning, mener han. Forældrene er barnets primære rollemodel, og det forpligter.

“Nogle forældre har i deres stræben efter det ideelle liv haft meget travlt og samtidig været for fraværende tidsmæssigt til at opdage, at deres børn ikke kunne følge med. De har måske heller ikke været så gode til at turde vise deres svagheder og demonstrere, hvordan de skal håndteres. De unge har mere end nogensinde brug for gode rollemodeller,” siger Carsten Obel.

På den anden side står forsker og postdoc ved Aalborg Universitet Iben Nørup. Hun køber ikke præmissen om, at flere unge har det dårligt, fordi vi har et øget fokus på det.

Men hun vil gerne være med til at sætte test og uddannelsesreformer på anklagebænken. I flæng nævner hun bevisbyrden, som strækker sig fra folkeskolen til de videregående uddannelser: nationale test, ­PISA-test, uddannelsesparathedsvurde­ring, skærpede karakterkrav og fremdriftsreformen.

“Performancepresset er institutionaliseret igennem hele vores uddannelsessystem i dag, og det ved de unge godt. Hvis vi kigger på uddannelsessystemet fra 2004 og frem, så har vi fået en tiltagende grad af test. Sundhedsprofilundersøgelsen viser, at det er de unge, som er blevet vejet og målt igennem hele deres barndom, som har det mentalt allerværst,” siger Iben Nørup og fastslår:

“Hvis vi vil problemet til livs, så skal vi kigge på strukturen i uddannelsessystemet og ændre fokus fra performance til læring.”