Gymnasielærere skal blande sig i elevers fællesskaber

Fællesskaber med andre unge er helt afgørende for det gode ungdomsliv, og når fællesskaber er bedst, kan de være med til at styrke unges sociale trivsel. Men idealerne for at passe ind kan være snævre, og for nogle unge bliver det en kamp at passe ind. For dem kan fællesskaber føre til social mistrivsel, hvis der ikke gribes ind.

Det viser et forskningsprojekt fra Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, der tidligere på året førte til bogudgivelsen Fællesskaber i ungdomslivet: Når de gør godt, og når de gør ondt.

Bogen retter blikket mod de brede grupper af unge, der på forskellige måder oplever både de gode og svære sider af fællesskaberne, og som dagligt knokler for at få fællesskaberne til at fungere.

For gode, opbyggelige fællesskaber er ikke noget, der bare opstår af sig selv, lyder det fra Maria Bruselius-Jensen, en af forskerne bag bogen.

”Det mest overraskende for os var, hvor sjældent fællesskaber i sig selv bare er godt. Hvor meget arbejde fællesskaber egentlig kræver af alle unge, og at fælleskaber er noget, alle de unge, vi har talt med bruger rigtig meget energi på,” siger ungdomsforsker Maria Bruselius-Jensen.

Flest slår sig på grupper
Bogen har fire hovedpointer, og den ene handler netop om, at ”unges fællesskaber er allestedsnærværende og arbejdskrævende”. Derudover konkluderer forskerne, at fællesskab med andre unge er helt afgørende for det gode ungdomsliv, og at ungefællesskaber ikke er én ting.

I bogen beskrives fire fællesskabsformer: ”samfundsmæssige fællesskaber”, ”løse forbindelser”, ”grupper” og ”nære venskaber”.

Maria Bruselius-Jensen

• Master i bæredygtig omstilling fra Roskilde Universitet og ph.d. i inddragelse af børn og unge med fokus på børns muligheder som medskabere af skolens måltider.
• Ungdomsforsker med særlig fokus på børn og unges deltagelse og samfundsengagement.
• Lektor på Center for Ungdomsforskning ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet.
• Medforfatter på flere bøger – blandt andet ”Unges medbestemmelse og samfundsdeltagelse” og ”Veje til deltagelse”.

”Alle fire fællesskabsformer er i risiko for at gøre ondt, men flest slår sig på grupperne, for grupper er en funktionel nødvendighed for de unge. Det er her, man laver de hverdagslige ting sammen; går til frokost, laver gruppearbejde, er sammen socialt. Når man har en gruppe, skal det nok gå, men hvis grupperne ikke fungerer, bliver man til gengæld konfronteret med det hele tiden,” forklarer Maria Bruselius-Jensen.

I gymnasieregi er det derfor essentielt at sætte fokus på de unges adgang til grupper.

”Gymnasielærere ved godt, at det er nødvendigt at arbejde med både selvvalgte og nedsatte grupper i en faglig kontekst, men det er godt at sige højt. For det er helt afgørende for de unge i periferien af fællesskaberne, blandt andet fordi de faglige grupper smitter af på fritiden, de forplanter sig,” siger hun.

Helt grundlæggende har gymnasier og gymnasielærere en vigtig rolle som facilitator og rammesætter af ungefællesskaber. Om det så handler om gruppearbejde i de enkelte fag, faste spisegrupper til frokost, værelsesfordeling på studieture eller indførelse af en hej-kultur på skolen, hvor alle som udgangspunkt siger hej til hinanden.

For det med at sige hej kan for nogle unge være en vanvittig sårbar ting, fordi man er i risiko for at blive afvist. Derfor kan et fokus på, at det aldrig er pinligt at sige hej til hinanden, flytte noget i forhold til fællesskaber.

”Det er vigtigt at arbejde med de grundlæggende kodekser for, hvordan vi er sammen, og selvom for eksempel faste spisegrupper er meget stilladseret, så kan det være nødvendigt for, at alle elever kan blive en del af fællesskabet,” siger Maria Bruselius-Jensen.

Behov for større voksenfacilitering
Langt de fleste ungefællesskaber karakteriseres i dag ved tre forhold: 1. At de færreste er givne, men hele tiden kan forandre sig, og derfor kræver, at man som ung er på og holder sig til ilden. 2. At de er tilgængelige for interaktioner 24/7 grundet de sociale medier. 3. At der er et stærkt ideal blandt de unge om at have mange og stærke fællesskaber i ungdomslivet.

Fællesskabsmulighederne er på den ene side større end nogensinde, men samtidig stiger kompleksiteten og risikoen for, at det går galt. Både for dem, der presses af at være med i for meget, og dem, der står i periferien og presses af at være med i for lidt.

”Alt sammen noget, der kan kalde på behovet for en større håndholdthed og voksenfacilitering – i samarbejde med de unge selv – i og omkring unges fællesskaber,” står der i bogen.

Selvom de unge sjældent ser de voksne, som nogle, der kan hjælpe, og de helst ikke vil have, at de voksne blander sig, så er det nødvendigt, at de voksne – herunder gymnasielærere – blander sig i de unges fællesskaber. For i værste tilfælde kan mislykkede fællesskaber føre til mistrivsel.

”Alle unge slår sig og bøvler med fællesskaber, men der, hvor det slider, og hvor det i sidste ende kan føre til mistrivsel, er, hvis man som ung ikke har adgang til et fællesskab, man gerne vil være en del af, og det foregår over lang tid,” forklarer Maria Bruselius-Jensen.

Vis nuancerne i ungdomslivet
Bøvler en ung med det sociale på gymnasiet, men det vigtige fællesskab for vedkommende er spejderlivet eller bandet i fritiden, kan det være fint for den enkelte.

”Der er ikke nogen særlige rigtige fællesskaber. Medlemskab af en skakklub kan være lige så godt som deltagelse i gymnasiefester. Det afhænger af den enkelte, men det er vigtigt, at gymnasierne italesætter, at et godt ungdomsliv kan leves på mange måder. At de viser nuancerne og ikke bare bekræfter de stærke idealiserede fortællinger, der knytter sig til gymnasiet,” pointerer hun.

Her peger hun på netop gymnasiefesterne, som et særlig ophøjet og idealiseret fællesskab.
”Man er nødt til at snakke om festerne, både om rammen, men også at det ikke bare er nemt for alle, men kan være benhårdt arbejde.”

Ud over fællesspisning for de enkelte klasser inden en fest foreslår hun også at arbejde med tryghedsgrupper under festerne, da nogle unge har brug for støtte for at kunne være i de store flydende fællesskaber.