Studentertiden var ingen fest for Signe Laj Olesen

Signe Laj Olsen var ensom i gymnasiet. Hun turde ikke vise sin sårbarhed overfor omverdenen, og det var først efter gymnasiet, at hun blev en del af et fællesskab.

“Jeg følte mig mest ensom, når jeg var sammen med andre”

Signe Laj Olsen havde ingen venner i gymnasiet. Hun var ensom og turde ikke vise sin sårbarhed. Hun fandt fællesskabet på en højskole, og i dag har hun det bedre.

Når klokken ringede ud til frikvarter, rejste Signe Laj Olsen sig, svang tasken over skulderen og gik ud af klasselokalet.

Hun gik altid sin sædvanlige rute rundt på skolens gange. Altid i et hurtigt tempo, så det så ud, som om hun havde travlt. Når ruten var gået, satte hun sig over i det fjerneste hjørne af kantinen, indtil frikvarteret var ovre. Helt alene.

“Jeg følte mig mest ensom, når jeg var sammen med andre. For der var ingen, som lagde mærke til mig eller talte til mig,” siger Signe Laj Olsen, der blev student fra Næstved Gymnasium i 2015.

Der gik ofte en hel skoledag, hvor hun ikke sagde et eneste ord. Hverken til lærerne eller de andre elever. Hun var fagligt dygtig, og den eneste form for kontakt med klassekammeraterne bestod i, at hun skulle hjælpe dem med lektierne.

Så sig selv som svag
Det allerværste ved skoledagen var gruppearbejde. Specielt når klassen selv skulle vælge grupper.

“Gruppearbejdet var som en stoleleg, hvor jeg altid tabte,” siger Signe Laj Olsen. 

Hun var flov over at være ensom.

Hverdagen handlede om at opretholde en beskyttende facade over for omverdenen, for hun måtte ikke vise sin sårbarhed.

“Jeg så mig selv som svag, fordi jeg ikke var en del af noget fællesskab i gymnasiet. Det startede i midten af 1.g, hvor mine klassekammerater havde dannet deres faste grupper, mens jeg stod alene på sidelinjen.”

“Jeg havde givet op”
Indtil slutningen af 2.g forsøgte hun også at skjule sin sårbarhed over for forældrene ved at spille mere glad, end hun egentlig var. Men til sidst fattede de mistanke og brød tabuet.

Gruppearbejdet var som en stoleleg, hvor jeg altid tabte.

Signe Laj Olsen

Hun begyndte derefter på et samtaleforløb hos skolepsykologen.

Her fik hun små opgaver, som eksempelvis at række hånden op én gang i løbet af dagen eller at smalltalke med en klassekammerat.

“Det var rart at komme hos skolepsykologen, men det ændrede ikke noget. Jeg havde givet op på det sociale,” siger Signe Laj Olsen.

Venner for livet
Skolepsykologen anbefalede hende at starte i Ventilen, som er et mødested for ensomme unge.

Det kom til at betyde meget for Signe Laj Olsen, som så frem til mandag eftermiddag, hvor hun tilbragte et par timer med madlavning, brætspil og socialt samvær i Ventilen.

Studentertiden var ingen fest, og Signe Laj Olsen skyndte sig på højskole efter gymnasiet. Her blomstrede hun for alvor op og fik venner for livet.

“Det var helt vildt rart endelig at være en del af et fællesskab og blive accepteret som den, jeg er,” siger Signe Laj Olsen, som i dag er i gang med at uddanne sig til kok.