I de næste tre år skal aftalerne om elevfordeling og kapacitetsloft implementeres. Hvordan skal menige medlemmer af GL forholde sig til det?

Frem mod skoleåret 2022-23 vil undervisningsministeriet melde et beregningsteknisk kapacitetstal ud til de enkelte skoler, som indtil november kan forholde sig til, om den udmeldte kapacitet er rimelig for gymnasiet. Hvis rektorer og bestyrelserne agerer, som de har gjort hidtil under det statslige selveje, vil det afstedkomme massive kommentarer fra skoler, som alle ønsker en højere kapacitet. Et pokerspil hvor indsatsen er lærerstillinger.

Det skal vi forsøge at begrænse. Denne regering har entydigt vist rektorerne, at hvis de ikke selv kan finde ud af at samarbejde og fordele eleverne, så det gavner elever over hele landet, skal de nok gøre det for dem. Det nuværende ansøgertalsbestemte hierarki forsvinder, og gymnasierne vil fremover slet ikke få kendskab til søgetallene. Beskeden fra undervisningsministeren synes klar: I skal koncentrere jer om at drive god undervisning for de elever, I har. Ikke koncentrere jer om at samle til bunke.

Implementeringens anden etape
I de kommende tre år skal den centralt udmeldte kapacitet stå sin prøve, inden denne opgave overleveres til regionerne. I aftaleteksten fra regeringen er der et klart ønske om, at de kommende kapacitetsændringer ikke må være for drastiske. Jeg læser det som et ønske fra politisk side om, at det skal kunne imødekommes ved naturlig afgang. Dette er et kritisk punkt. Ikke mindst fordi ministeren klart ønsker at bevare alle oplandsgymnasier og gymnasier i tyndt befolkede områder. Derudover kompliceres denne øvelse også i områderne omkring de 6 gymnasier, som fik påduttet et stop for elevoptag. Her kunne rektorerne rundt omkring disse gymnasier måske fristes til at beregne egen kapacitet ud fra lukning af de 6 gymnasier. Dog er der klare indikationer på, at det ikke er regeringens ønske. Dels var dette stop for elevoptag absolut ikke et ønske fra ministerens side, men en del af et politisk kompromis, der sikrede, at DF gik med i aftalen. Dels ville det simpelthen være for skørt at smide over 130 millioner efter nogle gymnasier, for så derefter at lukke dem.

En forbedring for hele sektoren
Hvis gymnasierne lykkes med at undgå fyringer i de kommende tre års personaletilpasning ud fra realistiske kapaciteter, kan det betyde en sejr for hele sektoren. Specielt hvis rektorerne og bestyrelserne kan modstå fristelsen til at påvirke de mere lokalt og personligt forankrede regionspolitikere, når de efterfølgende skal overtage ansvaret for elevfordelingen. Måske hvis vi minder dem om, at ingen har gavn af konstante op- og nedreguleringer af kapaciteten. Hver gang én institution øger kapaciteten, har det indflydelse på den anden. Måske hvis vi i de kommende tre år kan nedtone de mange millioner kroner, vi bruger på at reklamere for eget gymnasium. Måske hvis de midler, vi ikke længere behøver at bruge på markedsføring, kan omdannes til undervisning eller pædagogisk udvikling. Måske hvis den manglende konkurrence mellem gymnasierne kan fostre tværgymnasiale samarbejder til gavn for alle elever i kommune/region.

Hvad kan vi gøre?
Vi gymnasielærere kan måske hjælpe ved at bede vores SU-medlemmer, TR’ere og bestyrelsesmedlemmer forholde sig kritisk til gymnasiets kapacitet og rektors forhold til den. Spørg ind til, om kapaciteten kan justeres uden afskedigelser? Og hvis din rektor forsøger at presse kapaciteten op, så spørg ind til, om han/hun har gjort regning med de omkringliggende gymnasier, som måske har kæmpet med elevantallet de seneste år.

Der har været alt for mange afskedigelser indenfor sektoren de seneste år. Jeg håber, at stabilitet i kapaciteterne langt om længe kan ændre denne tendens.

Jeg håber. For første gang siden selvejets begyndelse ser det i hvert fald ud til, at vi har en mulighed for at udjævne uligheden indenfor sektoren.