Hybrid undervisning skaber dårligere undervisning for eleverne

Det helt hotte for tiden er at tale om hybrid undervisning - dvs. et undervisningsrum, der giver mulighed for at lade eleverne veksle mellem det fysiske og det virtuelle læringsrum. Nogle elever vil befinde sig fx fysisk i klasserummet, mens andre kan være koblet op online via et kamera. Det har især været praktiseret under coronanedlukningen. Tanken er, at de to grupperinger skal kunne bidrage positivt til hinandens læring. At der dermed skabes en synergieffekt, som tilsammen giver mere læring, end hvis undervisningen udelukkende var tiltænkt det fysiske klasserum.

Jeg ser i skolesystemet en tendens til, at det hybride undervisningsrum bliver brugt som en undskyldning for, at alle elever kan modtage undervisning, uanset elevernes begrundelser for at være fysisk fraværende i skolen. Det kan være elever, der har skolevægring, elever med lange transporttider, elever der er kommet for sent op og derfor lige følger med hjemmefra, elever, der er på ferie, eller elever, der er lidt forkølede. Vi begynder at fravige kravet om deltagelse i det fysiske fællesskab i skolen, og vi giver dermed plads til, at undervisningen bliver noget, man kan streame på YouTube. Det skal helst være let fordøjeligt og serveret for eleverne på deres præmisser.

Ved at åbne op for et opdelt klasserum, gives der også mulighed for, at elever kan være med online, fx når forældrenes ferieplaner ikke lige passer med skolens kalender. Dermed kan ressourcestærke og feriehungrende forældre være med til at skævvride klassedynamikken ved at tage deres børn ud af skolen midt i skoleåret. Det sker allerede, men ved at åbne op for, at eleverne kan være med online, kommer vi til at skabe endnu mere uro og flere tomme klasselokaler.

Mine egne erfaringer med dette miks i klasserummet er, at jeg enten er til stede i det fysiske rum, eller også bliver jeg nødt til at henvende mig til gruppen, der er online. Og når jeg har fokus på den ene gruppe, mister jeg hurtigt forbindelsen med den anden. Der har aldrig været en situation, hvor de to rum har mødtes, og hvor der blev skabt en synergieffekt, tværtimod. Undervisningen ender med at blive enten det ene eller det andet. Resultatet er, at det bliver dårligere for begge grupper af elever. Jeg mangler stadig at finde de didaktiske principper, der skal bringes i spil, for at få de to rum til at mødes og tilføje noget til undervisningen. Samtidig mangler jeg tid i min forberedelse til at kunne tilgodese begge grupper. Og ofte ved jeg ikke på forhånd, om undervisningsrummet bliver en hybridform pga. sygdom, ferie osv. I sidste ende går det ud over eleverne, når vi forsøger at trække denne undervisningsform ned over dem.

Er vi også klar til, post-corona, at videofilme al vores undervisning og dermed fjerne elevernes trygge læringsrum – et læringsrum hvor den enkelte elev netop ikke bliver overvåget? Vi skal være klar over, at denne form for undervisning er noget helt andet, og de sociale koder, som lærere og elever har opbygget over tid, forsvinder i en politisk korrekt og forældrevenlig udgave.

Det hybride og parallelle undervisningsrum bør derfor ses som den absolut sidste mulighed, fordi det i sidste ende vil gå ud over elevernes læring, og det må derfor aldrig blive brugt ukritisk i folke- og gymnasieskolen. Forinden skal vi have udviklet en didaktik, der kan rumme de to læringsrum på en måde, hvor udbyttet i undervisningen bliver større, end hvis det havde været ren virtuel undervisning eller ren klasseundervisning.