Hvor skal fælleskabet stå?

Når køerne kommer på græs om foråret, danser de. Familier tager på udflugt for at se og glædes over denne dans, så livsbekræftende er det. Endelig, efter en lang vinter i en lille bås, er der bevægelsesfrihed, solskin og frisk, grønt græs.

Snart kommer vores elever på græs. Endelig, særligt i år, efter en lang vinter lukket inde bag en skærm (og et kort, begrænset forår), er der mennesker i tre dimensioner, solskin og friske forhåbninger.

Bagbenene spjætter måske allerede i forventning.

Men ikke alle vil have det på samme måde.

Når køerne lukkes ud, danser de alle. Men dansen er ikke altid et udtryk for glæde. “Hvis de køer, der bliver lukket ud, kender hinanden i forvejen, vil de ofte løbe mindre rundt. Derimod vil de løbe mere, når de er blandt fremmede. Det skyldes, at der også kan være en frygtreaktion forbundet med fænomenet. Køerne bliver skræmte, når så mange andre fremmede køer løber rundt om dem.” (fra Videnskab.dk: Hvorfor danser køerne, når de kommer på græs? 

Særligt ved dette skoleår er, at nogle vil opleve det som utrygt, at vi pludselig er mange sammen, mens andre vil boltre sig i bølgen af kroppe og stemmer og nærhed. Flere vil frygtsomt forvente en ny nedlukning og holde afstand være meget opmærksomme på, hvem der rører hvad. Andre vil håbefuldt håndtere andres host og glemme at huske håndspritten.

Derudover er dette skoleår som alle andre. Både med og uden covid-trængsler er elever som dansende køer. Her mener jeg hverken med hensyn til lugt eller IQ.

Fællestrækket er, at elevernes følelser ikke nødvendigvis nemt kan aflæses på deres adfærd. Det er hos køer såvel som elever svært at se, om de danser af glæde eller frygt.

Det er et problem. Problemet er, at elever, der skjuler deres usikkerhed eller utryghed bag lange ærmer og nedslået blik mødes helt anderledes af både lærere og klassekammerater end dem, der skjuler sig bag klovnerier, larm og forstyrrelser. Vi ved nok alle, hvem vi har mest forståelse for.

Men de, der larmer og ‘fylder for meget’, har lige så meget ret til at være i klasserummet som de andre. Et godt klasserum er nemlig et fællesskab, som har en ulåst dør og hyldeplads nok til alle. Også dem, der lader til at modarbejde. Det mest sandsynlige er, at de gerne vil fællesskabet – men de enten kan ikke eller tør ikke høre inde med deres hovmodige dans.

Som lærer har man altså en opgave, som ikke nødvendigvis består i at få hele flokken til at danse i takt. Den består nærmere i at få alle til at respektere hinanden. Den corona-nervøse skal respektere den afslappede, og den afslappede skal respektere den nervøse. Den larmende skal respektere den stille, og den stille skal respektere den larmende. Kun da kan vi tale om et egentligt fællesskab.

Det er lærerens opgave at se på flokken, observere flokmedlemmernes lyde og bevægelser og vide, at der kan ligge ganske andre ting bag, end det man umiddelbart tror.