Dårligt fungerende klasser: Oplysning virker ikke – vi bliver nødt til at gøre noget andet

Det er og har længe været et problem, at eleverne, vi har i gymnasierne, ikke er gymnasieparate – hverken hvad angår det faglige eller det sociale. Fagligt er de ikke flittige nok, og socialt er de ikke omgængelige og venlige nok mod hinanden. I begge tilfælde bruger de mere tid på at forsvare sig selv, på at overleve, end på at lære noget eller hjælpe andre.

For at komme det til livs, skal der derfor et større skift til. Et skift i elevernes psykologi og sociale engagement. Det er nærmest per definition ikke noget, der kan sættes i gang af en autoritet. Den slags forandringer skal komme nedefra. Fra eleverne selv. Som lærere og voksne må vores opgave da blive at inspirere eleverne til at foretage denne ændring.

En almindelig strategi er at fortælle dem, at de går fejl af skolen, og vi kan måske endda forsøge at gøre dem bevidste om årsagerne hertil. Gennem oplysning, er rationalet, må eleverne blive klar over, at det er suboptimale løsninger, de har gang i, og derfor få lyst til – og have redskaberne til – at ændre deres adfærd, engagement og dynamikker. Var det så let, var der ingen problemer i landets gymnasier. Oplysning er let, og det er det, lærerne er uddannet i – men det virker ikke. Måske er grunden til, at vi holder fat i den model, netop fordi vi er undervisere? Det ville være bekvemt, hvis vi kunne fikse problemet med, at eleverne ikke er undervisningsparate gennem undervisning.

Så let går det dog ikke, og vi må i stedet have fat i andre strategier. Det vigtigste må være at få eleverne inddraget. At det er dem, som strukturerer forløbet og gennemgår en indre udvikling gennem denne tagen ansvar. Dette kan med fordel medieres af en voksen, men skal denne voksne være en lærer, må der noget efteruddannelse til. Og så skal der sættes flere ressourcer af, så der både er tid og råd til at arbejde med de problematiske dynamikker – også i den almindelige undervisning (for et enkelt forløb eller værre endnu et enkelt modul i 1.g kommer ikke til at rykke noget i disse dybere problemer).

Som man kan forestille sig, kræver dette en stor omstilling i gymnasiesektoren. Ud over undervisning ville gymnasierne også skulle opdrage eller snarere danne sine elever på en sådan måde, at de blev klar til at gå i gymnasiet, mens de er på gymnasiet. I den ideelle verden var dette selvfølgelig allerede sket i folkeskolen, sådan så vi på gymnasierne kunne koncentrere os om at gøre eleverne klar til de videregående uddannelser. Men sådan ser virkeligheden ikke ud.

Og det er da heller ikke realistisk, at der bliver foretaget de ovennævnte store ændringer i gymnasieskolens struktur, som er nødvendige for at rykke de ikke-gymnasieparate elever. Måske man i stedet skulle give lærerne nogle værktøjer til at løsne sociale knuder og basis-kundskaber indenfor terapeutisk samtale. Så kunne de bruge den tid, de nu bruger på at afholde ligegyldige oplysningskurser for eleverne (ofte som klasselærere eller lignende), på at bløde de sociale og faglige knuder op så godt, som det er muligt under de nuværende omstændigheder.