Hvor blev det sociale af?

Jeg indrømmer blankt – det sociale liv omkring mig betyder rigtig meget. Det er medvirkende til, at mit job ikke blot er et job, men rent faktisk en fornøjelse, og noget jeg ser frem til hver dag.

Det sociale kan naturligvis komme til udtryk på flere måder: det kan være en lille samtale i frokoststuen over en kop te, hvor weekendens strabadser vendes, eller når lærerne midt i deres forberedelse indvier hinanden i en morsom bemærkning eller to.
Det sociale kan blive et lille afbræk i en ellers hektisk hverdag og få en til at føle sig værdsat og set. Kort sagt mener jeg ikke, man skal undervurdere betydningen af det sociale på ens arbejdsplads, og man bør gøre noget for at fastholde, at dette forbliver en del af hverdagen. Dette gælder såvel ledere som medarbejdere.

Med OK 13 og de nye tiltag skete der for mig at se forandringer, ikke blot fagligt set, men så sandelig også socialt. Folk magtede ikke at være på stedet mere end højst nødvendigt, og det ellers så høje humør blev for en stor del erstattet af frustration og stress. Før i tiden var vores frokoststue ofte helt fyldt, over frokosten blev der hygget, talt, udvekslet erfaring, men nu- nu skal de fleste til møder eller nå at forberede sig eller har simpelthen blot brug for at få klaret hovedet.

Fornylig var jeg til gallafest med eleverne, og trods det at middagen blev betalt for lærerne, valgte kun få af disse at møde op. Dette til stor fortrydelse for både elever og de fremmødte kollegaer. Elever lægger meget mere mærke til, om vi er til stede, end vi tror, og flere udtrykte klar ærgrelse over den manglende opbakning.

Jeg har ligeledes prøvet at arrangere en påskehyggeaften for lærerne, men heller ikke dér var der den store deltagelse. Folk udtalte, det var super med et arrangement som dette, men undskyldninger var der flere af. Det skal dog siges, at de, der mødte op, fik en vældig hyggelig aften, som først sluttede sent.

Det ærgrer mig, at det sociale i stigende grad bliver nedprioriteret på arbejdspladsen. Jeg kan godt se, det er et bekvemt sted at skære ned, hvis man er i tidspres, men omvendt forsvinder meget af det, der er med til at gøre en hverdag overkommelig. Man bør ikke undervurdere såkaldt small-talk, for har man en god kommunikation internt, er det meget lettere at få sammensat tværfaglige forløb.

Mit stille håb er, at tendensen vender igen, for der er intet værre end en arbejdsplads, hvor man ikke bliver anerkendt og set, ikke blot som faglig lærer, men så sandelig også som person.