En kontrastfyldt sommer

Min gemal arbejder i det ”pulveriserende”, private erhvervsliv og skulle for nogle år siden til en konference i Aalborg, hvor jeg arbejder. Vi udnyttede derfor muligheden for samkørsel, og han hang ud på vores lærerværelse, inden han skulle videre ud i det, han nok ville betegne som den virkelige verden.

Den dag var tilfældigvis den dag, vi på gymnasiet fejrede runde fødselsdage i frokostpausen, og hurtigt opdagede han, at der er noget specielt på sådan et lærerværelse. Et sammenhold – ja, jeg vil nok gå så langt som til at sige en luft fuld af omsorg, venskab og nærmest kærlighed, som man ikke finder mange andre steder.

Noget af det, jeg altid ser frem til, når sommerferien går på hæld, er at komme tilbage til alle mine kære kolleger. Når man (eller i hvert fald jeg) indimellem kører lidt træt i at rette afleveringer, forberede oplæg om den britiske historie eller didaktisere tyske artikler, så er det tanken om at se mine kolleger igen, der kan holde min motivation oppe. – Tanken om den faglige sparring, om at få et skønt smil af pedellen på gangen og om at vende både faglige og personlige glæder og bekymringer i frokostpausen, eller inden arbejdsdagen går på hæld.

Typisk går jeg også på sommerferie efter et brag af en sommerfest, hvor jeg flere gange i løbet af eftermiddagen og aftenen har taget mig selv i at kigge ud over den festglade forsamling og fundere over, hvor mange virkeligt skønne mennesker, jeg arbejder sammen med. Man kan være helt ”high on life”, når man kører hjem efter sådan en fest oven på en hård eksamensperiode og reflekterer over alle de dejlige mennesker, man er omgivet med i det daglige. Mange faglige og arbejdsmæssige irritationsmomenter forsvinder som dug for solen efter sådan en fest.

Men i år stod den skønne sommerafslutning i skærende kontrast til den tragiske nyhed, vi modtog i starten af sommerferien. Vi havde mistet en kær og højt værdsæt kollega til en ubarmhjertig kræftsygdom. En af den slags kolleger, som var fuld af humor, overskud, omsorg og anerkendelse over for os andre, og som man altid kunne have en hyggelig og udbytterig snak med på lærerværelset. En kollega, som virkelig vil blive savnet.

Det er som mere end antydet helt fantastisk at have så skønne kolleger, og det er derfor også hjerteskærende, når man så brat mister sådan en kollega.

Det har givet grund til at reflektere over, hvad det er, der er så særligt i vores branche. På en arbejdsplads hvor der både er store mængder fagligt samarbejde og samtidig plads til at komme tæt på hinanden på det mere personlige plan. Min mands reaktion på lærerværelset dengang understregede over for mig, at vi har noget helt specielt, og denne kontrastfyldte sommer gjorde det helt tydeligt. Vi skal virkelig sætte pris på hinanden, for det er noget helt særligt at arbejde i gymnasieverdenen.