Hvem er tidsregistreringen egentlig til for?

Med 9 år på bagen i gymnasielærerjobbet begynder jeg så småt at anse mig selv som værende nogenlunde erfaren.
Jeg har prøvet lidt af hvert.
Jeg har sågar undervist på den gamle ordning før reformen (sidste årgang obligatorisk billedkunst – those were the days) og givet karakterer efter 13 skalaen.
En gammel rotte i faget – nej, det kan man ikke sige, men alligevel nogenlunde erfaren.

Jeg er sådan set ikke specielt begejstret for tidregistreringshelvedet, som OK13 trak ned over hovederne på os.
Jovist var der et par oplyste (eller noget) rektorer, som trodsede Ministeriet for Kærlighed – nåe nej Moderniseringsstyrelsen og indgik de akkorder, som overenskomsten åbnede mulighed for.
De måtte så efter sigende stå skoleret i ministeriet. Nej, ingen akkorder – skide være med ordlyden i overenskomsten – I skal bare makke ret!!!
Lærerne skal tidsregistrere fordi ledelserne så kan skrue på forberedelse, liste lidt flere opgaver ind i lærernes porteføljer eller hvad man nu i et paranoidt øjeblik kan forestille sig, de pressede folk i spidsen for skolerne kunne finde på (og som Moderniseringsstyrelsens embedsfolk bestemt har heftige fantasier om, når de har studeret deres hellige excel-ark)

Jeg tænker bare, om folk egentlig oplever, at tidsregistreringen hjælper dem? For denne nye dagsorden er jo ikke blevet fulgt af en udjævning af spidsbelastningerne i løbet af året. Og lige præcis der, er ledelserne af gode årsager ret pressede i forhold til overhovedet at gøre noget. For hvis alle elever vælger samfundsfag eller historie i både SRP og AT, så er der jo af gode grunde en begrænset mængde lærere på det enkelte gymnasium til at løfte den opgave. Og eleverne skal vel også undervises i de fag? Og lærerne har vel de hold, de er blevet tildelt ved årets start? Og man ansætter vel ikke en vikar, fordi nogle lærere har overtid pga de store opgaver? Nej, så må folk lige knibe balderne sammen og få det til at virke. Det kan godt være, at de ikke kan nå at forberede sig ordentligt til den daglige undervisning – men for fanden – vi er sgu da akademikere. Hvis vi læste det på uni for 10 år siden, kan vi da vel for dælen hive det op af hatten igen, når vi krydser dørtrinnet til klassen tirsdag morgen sidst i november? Det manglede da bare.

Man hører jo også om at folk, der har registreret for meget arbejde, af deres ledelser er blevet bedt om bare at arbejde lidt mindre!?! Og om lærere, der må sige til deres klasser, at stilene ikke kan blive rettet, fordi det er der ikke tid til!?!

Tilsyneladende vil ministeriet give anvisninger til, hvordan ledelserne bedre kan bruge tidsregistreringssystemet som redskab i den daglige ledelse. Jeg har svært ved at se, præcis hvad der kan gøres, så længe mange af de belastningsperioder, vi har, kommer i form af centralt bestemte opgaver og dertilhørende vejledningsforløb.

Grundlæggende har jeg svært ved at se, hvordan vidensarbejde overhovedet kan tidsregistreres? Det giver mening for en mekaniker. Han kommer på værkstedet om morgenen, stempler ind og værkføreren udstikker dagens opgaver. Hvis der er overarbejde, så afregnes det på månedsbasis enten ved hjælp af afspadsering eller overtidsbetaling.
Hvis vi til gengæld i bilen på vej til arbejde kommer til at tænke på den her geniale ( ok mindre kan også gøre det) ide, som dagens undervisning bare vil komme helt op at ringe med, er det så arbejde?
Når samfundsfagslæreren ser TV-Avisen om aftenen, og et indslag lige passer perfekt ind i morgendagens undervisning, er det så arbejde? Når dansklæreren læser den nyeste roman af XXX og beslutter at bruge den i forårets undervisning, er det så arbejde?

Hvornår er vidensarbejde arbejde, og hvornår er det interesse, og noget man gør con amore? Hvornår skal det tidsregistreres? Hele tanken om tidsregistrering bunder i min optik i et fuldstændigt forældet syn på, hvad arbejde er.
Tilsyneladende noget med, at man kun arbejder, hvis man sidder ved et skrivebord, eller i lærernes tilfælde står foran tavlen. Det er jo så meget andet og mere, som ikke lader sig kategorisere i en så snæver definition. 

Er det dybest set ikke vanvittigt, at vi som lærere accepterer nogle til tider helt vilde udsving i vores arbejdstid, uden at vi kan være sikre på at blive kompenseret for det i den sidste ende. For mange steder snakkes der nu om, at ledelserne kan reducere i vores eksamensbelastning, så de pålagte ekstraopgaver vi har påtaget os i løbet af året ikke giver overtid, men bare lander os på 1680 timer. Selvfølgelig skal vi ikke have løn for arbejde vi ikke har udført. Men de måneder, hvor vi har arbejdet langt over 37 timer om ugen bliver sgu ikke kompenseret i nogen rimelig grad, fordi en ledelse beslutter at vi skal trille tommelfingre i juni måned.