Hvad er der i et navn?

Lige nu har i titusindvis af elever på landets ungdomsuddannelser overstået deres skriftlige eksaminer og venter på bedømmelserne. Og uanset om de har foldet hjernerne sammen om fysik, matematik, dansk, samfundsfag, musik, spansk, engelsk, tysk eller biologi, filtreres det færdige produkt igennem deres navn. Er det rimeligt?

Lad os se på en anden klassisk nøglehulsmanøvre: en audition. Når amerikanske symfoniorkestre før i tiden hyrede deres musikere, foregik det traditionelt ved at dirigenten eller en smal jury håndplukkede musikerne. For at komme ud over de partiske skævheder som få menneskers musikalske temperament kan skabe, gik man i løbet af 70’erne og 80’erne i mange af de store orkestre gradvist over til såkaldte ”blinde auditions”. Ved disse auditions spillede musikerne bag en skærm eller et forhæng, så deres køn, udseende, ”etnicitet” etc. var skjult, og man kun lagde mærke til det, det hele handlede om: musikken. Forskerne Claudia Goldin og Cecilia Rouse har i et meget berømt studie vist, hvordan denne nye form for identitetssløret rekruttering var med til bl.a. at øge antallet af kvindelige musikere i de fem mest prestigiøse orkestre fra 6% til 21%. Et markant kønskløft næsten udlignet af et forhæng!

Det er – naturligvis – ikke den form for kløfter, vi graver i ungdomsuddannelserne. Der er langt fra en orkesteraudition i et symfoniorkester til en dansk stil om natursynet i tekster om ulve i Vestjylland. Når censorerne hvert år retter i hundredetusindvis af skriftlige eksamener, er det ikke navnet, man hæfter sig ved, men teksten eller produktet. Det ligger i kontrakten. I den faglige stolthed som i høj grad er baseret på idealet om upartiskhed. Men det står der alligevel og blinker det der navn. Med dets afsløring af køn, såkaldt etnicitet, kendisfaktor og heftige dobbeltnavne. Og dertil kommer gymnasiets navn. Betyder det noget? Sandsynligvis ikke. Men hvad med censorerne? Kender vi hinanden? Det gør vi jo af og til. Fagcirklerne er små i et land som Danmark. Og selvfølgelig ved vi godt, at vi skal sejle udenom enhver tendentiøs strømhvirvel, men vi bedømmer alligevel ikke ind i et tomt rum.

Så nej. Det er ikke – helt – rimeligt. Selvom vi fuldt og helt regner med, at noget så ladet som et navn ikke slipper igennem panseret, så kan vi ikke være sikre. Og den usikkerhed kalder på et forhæng. I stedet for et navn skal vi have et nummer. På elever, på skoler og på censorer. Så kan vi også lære de unge mennesker, at upartiskhed er noget, vi aldrig går på kompromis med.

Jette Sindbjerg Martinsen, gymnasielærer, Nørre Gymnasium.