Høring på Christiansborg om uddannelse: udgift eller investering?

Flere har allerede skrevet om det udmærkede arrangement, der fra flere vinkler belyste det åbenlyse, nemlig at penge, der er blevet investeret i uddannelse, er godt givet ud.
Jan Rose Skaksen fra Rockwoolfonden leverede tørre tal, og man kan undre sig over, at denne visdom, der har været kendt i årtier, overhovedet er kommet under beskydning. Men det er den. Det nye mantra er tilsyneladende, at uddannelse er godt, men for meget uddannelse er bare for dyrt. Kan du ikke klare din folkeskole lidt hurtigere, 10. klasse er jo spild, kan du ikke tage din studentereksamen med de rigtige niveauer, supplering er jo dyrt for samfundet, kan du ikke bare tage én uddannelse hurtigst muligt og derefter holde din kæft? Vi vil have din arbejdskraft, men kan vi ikke få den lidt billigere?
I gymnasiet prøver vi denne logik for tiden på egen krop. Omprioriteringsbidraget og den ekstraordinære pengeoverførsel fra stx til erhvervsskoler i 2017 har i runde tal allerede nu reduceret budgetterne med 10 %, og øvelsen skal måske fortsætte i flere år endnu, hvis det går efter regeringen.
Hvordan indstiller man sin lærergerning på at levere 10 % mindre indsats i løbet af ganske få år? Det gør man ikke, og resultatet er flere kollegaer på deltid og et større antal stressramte. Problemet er velkendt og velbeskrevet, og der er ingen tvivl om, at denne udfordring er GL’s allerstørste i øjeblikket.
Jeg vil dog i forbindelse med høringen frem med en anden pointe. Annette Lind, der var primus motor til høringen, kom i sin indledning ind på to interessante overvejelser, som er værd at se nærmere på. Ved høringen var der jo udbredt enighed om, at omprioriteringsbidraget skal stoppe, ikke mindst i lyset af, at rigtig mange partier glimrede ved deres fravær. Og den eneste politiker fra Venstre var ikke meget bevendt, idet han tilsyneladende havde forberedt sig til den forkerte time.
Annette Lind nævnte for det første politikernes ansvar i forbindelse med elevfordelingen. Det hilser vist alle i GL meget velkommen, især nu hvor Aarhus Tech-sagen ruller. Det må være et politisk ansvar at sikre tilstrækkelig mange elever til gode og nødvendige skoler, som af en eller anden grund, måske kun i en kortere periode, bliver fravalgt af elever og derfor mister det økonomiske fundament.
Hendes anden betragtning gik på en lignende problemstilling, da hun talte om de små skoler i Udkantsdanmark. Her forslog hun en højere grundtakst og et taksameterknæk, så de første elever udløser et større tilskud end de sidste.
Jeg er stor tilhænger af begge disse overvejelser, og de bliver ekstremt vigtige i de kommende år med faldende ungdomsårgange. De stiller spørgsmålstegn ved hele taxametersystemet (og selveje), der jo på mange måder har fungeret udmærket i opgangstider. Ved en realistisk fastsættelse af taxameteret i 2007 oplevede rigtig mange skoler, at de næste år blev en guldgrube, når man uden stor anstrengelse havde 100 årselever mere og derved kunne indkassere næsten 10 millioner ekstra. Pengene blev som bekendt brugt til flere ansættelser, men i endnu højere grad genererede de overskud, der mange steder blev omsat til mursten og kapacitetsudvidelser. Det er selvejets og taxameterets logik, og jeg har svært ved at klandre rektorer eller bestyrelser (med et par undtagelser!). Men systemet var også et fravalg af politisk styring, som er bydende nødvendigt, hvis gymnasierne som helhed skal komme nogenlunde fornuftigt gennem de kommende magre år.
Der er forskellige løsninger. Den mest sympatiske kommer fra Enhedslisten. De vil ikke bare stoppe omprioriteringsbidraget, men også sørge for, at de siden 2016 indsparede midler kommer tilbage til sektoren. Det lyder fint! En mere realistisk strategi går måske i retning af Annette Linds forslag. Stop omprioriteringsbidraget og sørg for en stærkere politisk styring af elevfordelingen og skolefinansiering, så også mindre skoler og skoler i Vandkantsdanmark kan overleve 2020-erne.