Gymnasiet bør være et frirum, ikke en kulisse for skolens strategiske kommunikation på tvivlsomme SOME-platforme

Der er netop indgået forlig i den stort anlagte retssag, hvor fire amerikanske delstater anklagede Meta for bevidst at designe algoritmer, som er særligt afhængighedsskabende for børn og unge og herefter skjule deres viden om sammenhængen imellem brug af deres platforme og unges mistrivsel.  Zuckerberg har fået en gigantisk bøde, og sagen vil formentlig anspore Meta og andre tech-giganter til ændre deres algoritmer. Men med kamera i næste generation af Apples Airpods og Metas nye ’krænker-brille’, skal man nok ikke satse alle sine lommepenge på, at overvågningsetikken nu i er højsædet på ledelsesgangene i Silicon Valley.

Alt imens udpeger vi fortsat på landets gymnasier lærere, hvis opgave er at tage eller skaffe video- og billedmateriale af eleverne, som skal indgå i institutionernes markedsføring på platforme som Instagram, Facebook og TikTok. Skolens SOME fyldes ugentligt med glade elever på farvemættede billeder fra studieture, galla og idrætsdag. Mest trafik er der i to af de mest sårbare perioder af elevernes gymnasietid – når de afslutter deres eksamen og ved skolestart.

Forældrene krydser af, så barnet kan deles på billede- og videomateriale. Så er skolens juridiske ryg fri, men hvad med det pædagogiske ansvar?

Som lærer mødes jeg løbende med opfordringer til at indsende billeder af mine elever. Hvis jeg spørger eleverne direkte i situationen, siger de ofte nej tak uagtet deres forældres underskrift. Heldigvis. For mig er det ikke en rimelig kontrakt, at de blot skal kontakte den SOME-ansvarlige, hvis de gerne vil have taget et billede ned.

Gymnasieelever lever allerede i en gennemgribende visuel kultur, hvor deres sociale identitet formes gennem konstant eksponering.  Vi ved, at unge regulerer deres adfærd, krop og relationer i forventning om at blive vurderet i digitale rum. Elever med beskyttet identitet, eller dem, der bare finder det akavet eller utrygt at blive filmet, tvinges jævnligt ud i situationer, hvor de aktivt må vælge at træde ud af billedet, mens de andre i klassen foreviges.

Som uddannelsesinstitutioner bruger vi betydelige ressourcer på at bekæmpe mistrivsel, angst og depression. Som lærere beder vi eleverne forholde sig kritisk til konsekvensern af det allestedsnærværende digitale. Vi tilkæmper os analoge lommer i undervisningen til gavn for koncentrationsevnen og den autentiske relation. Det forekommer derfor både utroværdigt og ironisk, når vi optræder som både professionelle rollemodeller og skolens markedsføringsagenter.

Gymnasiet bør være et frirum: et sted, hvor unge kan begå fejl, eksperimentere med identitet, være usikre og uperfekte. Et sted, hvor de ikke skal performe for et publikum, medmindre de deltager i årets musical.

Når vi konstant bruger elever på skolens sociale medier og i markedsføringskampagner, bidrager vi til en kultur, hvor unge internaliserer, at deres tilstedeværelse i gymnasiet også er en performance. Det er hverken trivselsskabende eller dannende. Det er branding – og ofte på platforme, der praktiserer en uhyggelig form for overvågningskapitalisme.

Hvorfor sker det? I den bedste af alle verdener, fordi vi er stolte af vores skoler og gerne vil vise alle de gode ting, der foregår. Desværre har vi snarere med selvejet skabt en konkurrencesituation, hvor gymnasier ukritisk markedsfører sig året rundt for at tiltrække elever. Vi er nødt til at finde en anden og bedre måde, hvorpå mødre og kommende elever kan følge med i skolens liv.