Gymnasiedistrikter kan sikre sammenhængskraft

Rektorer og gymnasieelever i socialt udsatte boligområder er med god grund bekymrede. Elevsammensætningen på gymnasierne bliver mere og mere skæv, fordi elever med ressourcestærke forældre i stigende grad fravælger det nærmeste gymnasium. De rejser gerne langt for at gå i skole med unge, der ligner dem selv. Konsekvensen er en social og etnisk opsplitning af eleverne og en voksende affolkning af nogle gymnasier.

Mens undervisningsministeren har vendt det blinde øje til den sociale og etniske opsplitning af de unge, foreslog S, SF og RV i forrige uge kvoter for antallet elever med udenlandsk baggrund på det enkelte gymnasium. Jeg er glad for, at forslaget blev afvist af alle øvrige partier i Folketinget. Dels vil det være urimeligt at tvinge unge med udenlandsk baggrund til at gå på gymnasiet langt væk fra deres bopæl, dels er det uhyre forsimplet at gøre problemet til et spørgsmål om hudfarve. Det handler i høj grad også om social ulighed.

I Enhedslisten tror vi, at en løsning kan være skoledistrikter baseret på nærhedsprincipper for både almene gymnasier, handels- og tekniske gymnasier. Nærgymnasiernes skoledistrikter og fordelingen af eleverne kan fastlægges af regionerne, så det ikke overlades til armlægning mellem rektorerne. Skoledistrikterne kan udformes, så de rummer både villakvarterer og belastede boligområder og dermed tager hensyn til forskellige lokalområders socioøkonomiske forhold. Problemerne er langt fra ens alle steder i landet, så regionerne må tilpasse distrikterne til de lokale forhold.

Nærhedsprincippet kan gøre op med den skæve elevfordeling, uden at hverken tosprogede eller etnisk danske elever skal busses rundt til gymnasier langt fra deres bopæl. Det er klart, at det vil begrænse det frie skolevalg, og selvfølgelig skal der være mulighed for dispensation. Hvis en elev har særlige grunde – f.eks. ønsket om en bestemt studieretning eller et miljøskifte efter mobning – skal det være muligt at vælge et andet gymnasium. Men nærhedsprincippet skal være hovedreglen.

Skoledistrikterne kan suppleres af flere tiltag. Der bør sættes loft over elevtallet på de enkelte gymnasier, så store gymnasier ikke bare ekspanderer på bekostning af andre gymnasiers elevgrundlag. En revision af taxametersystemet er stærkt tiltrængt, og et loft over egenbetalingen for dyre studierejser vil også kunne mindske den sociale sortering af eleverne.

Debatten om de tre partiers forkastede forslag synliggjorde, at der er en voksende politisk erkendelse af behovet for at ændre reglerne for fordeling af eleverne, hvis vi skal undgå en yderligere social og etnisk opsplitning af vores gymnasier. Forhåbentlig kan den erkendelse omsættes til konkret politisk handling. Ønsker vi sammenhængskraft frem for mere opsplitning, så skal vi nemlig handle nu.