”Grundforløbsstress” – et nyt begreb på lærerværelset?

Vi kender det alle sammen. Vi er PÅ, vi er engagerede, og det kører så at sige bare derudaf. Det er sådan, det skal være, når man arbejder som gymnasielærer. Det giver en fantastisk energi – og som regel har vi verdens bedste job.
Næsten umærkeligt kan denne følelse forsvinde og gå over i forstadierne til stress, og sidste år viste det nye grundforløb sig særligt ”stress-farligt”.
Stressforskerne siger, at man går fra ”tempereret” til ”ophedet”, når opgaverne bliver lidt for mange, skemaet bliver lidt for fyldt, og når rettearbejdet hober sig op. En giftig og urimelig cocktail af nedskæringer og reform gør ikke situationen bedre.

Jeg kender selv følelsen af ondt i maven og den manglende evne til at koncentrere sig i dybden. Jeg har også en følelse af, at huden i mit ansigt kan blive lidt prikkende og følelsesløs; og så selvfølgelig klassikeren: jeg vågner alt for tidligt om morgenen og kan ikke falde i søvn igen, fordi opgaverne, jeg ikke har fået løst, bare løber over nethinden. Ruminering kalder forskerne dette fænomen. Jeg har prøvet at øve mig i at sige STOP lige præcis der, og det gør jeg bedst ved at tale om arbejdet og arbejdsopgaverne med gode kolleger, familien og GL-tillidsrepræsentanten på skolen. Det er dog uhyggeligt svært, måske mest af alt når det handler om én selv, og desværre kender jeg efterhånden en del kolleger, der ikke fik tilstrækkelig hjælp til at sige stop og måtte sygemeldes i en kortere eller længere periode.
Det er dog vigtigt at slå fast, at man ikke bliver stresset af at arbejde meget. Det kan vi sagtens tåle. Faktisk er de befolkningsgrupper, der arbejder mest i vores samfund – akademikerne – også dem, der lever længst. Stressen kommer, når arbejdsopgaverne overstiger den mængde af ressourcer menneskeligt, fysisk og psykisk, vi har til rådighed; det er ofte, når opgaverne bliver for mange og komplekse og stritter i forskellige retninger, og ikke sjældent i kombination med, at man føler sig magtesløs, uretfærdigt behandlet og forbigået. Mange faktorer spiller altså sammen.

Meget tyder dog på, at gymnasielærere i særlig grad skal være på vagt. Staten gennemfører jævnligt undersøgelser af de statsligt ansattes arbejdsmiljø (gennem NFA – Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø), og gymnasielærerne skiller sig ud på flere områder.
Vi har (måske ikke så overraskende) den største arbejdsglæde af alle. Som tidligere nævnt har vi på mange måder et fantastisk arbejde, men desværre er vi også den gruppe, der har de største problemer med det, der hedder arbejde/privatlivskonflikter, dvs. rent faktisk at kunne holde fri, når man har fri – det er en kendt problematik for vidensarbejdere, men vi er tilsyneladende hårdt ramt. Vi har desuden ifølge undersøgelsen en følelse af at have en stor indflydelse på vores arbejde og arbejdssituation i det hele taget. Vi synes i højere grad end mange andre, at vores arbejde er interessant og inspirerende, til gengæld bliver vi også meget oftere følelsesmæssigt berørt af vores arbejde. Paradokset er klart, mønten har to sider: det spændende og engagerende arbejde giver også en betydelig risiko for stress og overload.

I GL’s arbejdspladsudvalg (APU) holder vi et skarpt øje med udviklingen, for alt tyder på, at gymnasielærerne stadigt oftere stifter bekendtskab med stress. Det er svært at lave en entydig stress-statistik på vores område, men vi ved, hvor mange der ringer ind på vores hjælpelinje og får rådgivning i stressrelaterede sammenhænge, og nye gymnasiereformer har desværre (tilsyneladende) en negativ effekt på vores arbejdsmiljø. Vi så en ret markant stigning i antallet af henvendelser efter 2005-reformen, måske en lille stigning efter overenskomstnederlaget i 2013, og nu tyder meget på, at vi ser en stigning igen. Dette skal i øvrigt sammenholdes med, at vi generelt har set en stigning i antallet af stress-henvendelser over årene.

Sidste års første gennemløb af det afkortede reformgrundforløb kostede mange kræfter ude på skolerne. Det var nyt og hektisk, og en del steder var undervisningen ikke rigtigt koordineret og gennemarbejdet. Fornyelse tager ganske enkelt tid, men det er ikke en undskyldning for en skævvredet arbejdsbelastning. Vi kan kun håbe, at grundforløbet bliver mere harmonisk og sammenhængende i år, men håb gør det ikke alene. Stress er nemlig et fælles ansvar, som vi skal hjælpe hinanden med at bekæmpe ude på lærerværelserne. INGEN, hverken ledelse, medarbejdere eller elever har interesse i, at der er nogen, der bliver syge af at gå på arbejde (det er i øvrigt også ulovligt), og vi skal hjælpe hinanden med at sige stop i tide, inden ”ophedningen” bliver til ”udbrændthed”. Det er dog meget lettere sagt end gjort.

Husk altid, at der er hjælp at hente. Se på GL’s hjemmeside, eller ring til GL’s sekretariat – senere på året udkommer GL’s nye hjemmeside med flere funktioner og vejledninger, både til den fælles forebyggende indsats mod stress og den individuelle kamp. Det er dog også helt indlysende, at vi i GL kan og skal blive endnu bedre til både det stressforbyggende arbejde og i hjælpen til den enkelte.

Lokalt er dialogen også vigtig! I denne sammenhæng vil jeg benytte lejligheden til at gøre en stor reklame for GL-netværket på Fyn, som på mandag d. 24. september afholder en GL-støttet AMR-dag (Arbejdsmiljørepræsentantdag) med fokus på netop arbejdsmiljø og stress. Her mødes tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og (vigtigt) ledelserne m.fl. fra de fynske gymnasier til snak og spændende oplæg om denne fælles og meget aktuelle problemstilling. Jeg håber, at andre GL-netværk vil lade sig inspirere af dette vigtige initiativ.

Anders Bærholm Frikke, tidligere TR på Middelfart Gymnasium og HF. Medlem af GL’s Hovedbestyrelse og GL’s Arbejdspladsudvalg (APU).